Svar: Kan selv, vil selv

---

Kære Simon og forældre

Det er helt rigtigt, at 2 års alderen kræver ekstra opmærksomhed og omsorg - det er ofte en svær alder både for barnet og for de voksne - men det lyder nu som om at I klarer det ret godt hos jer, selvom I synes det er svært :)

Simon får det der hedder fortvivlelsesanfald og det får han, fordi hans hjerne stadig er meget umoden. Han har simpelthen ikke dannet de vigtige forbindelser mellem sine hjernehalvdele, der skal få ham til på sigt at bevare roen, tælle til ti og slappe af ... De forbindelser skal han stille og roligt danne nu og det skal I hjælpe ham med. Når hans indre er i oprør, så har han en masse adrenalin i kroppen, hans stresshormoner kører i højeste gear.

Det er en alder som kræver rigtig stor forståelse og tålmodighed fra jeres side og samtidig er det også nødvendigt at I, som du selv er inde på, sætter nogle grænser og klart viser at I har visse regler for, hvordan man gør ting hos jer, uden at det bliver til NEJ, NEJ, NEJ hele dagen igennem.

Han er jo også i en grænsesøgende alder, hvor han naturligvis undersøger verden omkring sig og nogle gange gør ting, som kan være farlige, hvor han ikke ved det, ikke kan vide det. Han undersøger også hvordan du reagerer på ham og på de ting han gør og det er rigtig vigtigt at finde balancen mellem at han skal lære og have lov til at udforske og undersøge, og samtidig også skal have regler og retningslinjer for, hvad der er okay.

Som forældre er vi nødt til at tage beslutninger for vores børn, jeres dreng er stadig så lille at han ikke ved, hvad der er bedst for ham og han kan f.eks. ikke vælge. Han vil godt kunne pege på ting eller bede om ting, som han gerne vil have, men han skifter mening meget hurtigt og vil så alligevel hellere noget andet. Han kan også markere med et nej og ryste voldsomt på hovedet, når der er noget han ikke vil og nogle ting skal han naturligvis have lov til at bestemme, men de fleste ting er stadig noget I skal beslutte for ham.

Og det er netop her, at fortvivlelsesanfaldet opstår. Når han mærker at du vil noget andet end han vil, når han mærker modstanden, at ting ikke er som han ønsker, så får han et anfald af fortvivlelse. Det kan og vil ofte være små ting, der i dine øjne er bagateller - at du skærer æblet ud i både, når han hellere ville havde det skrællet. At han ikke selv kan få sin sko på, fordi snøren er for stram. At du beder ham gå selv, fordi du ikke lige der kan løfte ham op og bære ham, eller måske protesterer han, når han skal sove - han vil ikke sove, han vil lege, han vil opleve, han vil mærke verden - og det kan han ikke når han sover. Han protesterer højlydt og er tydeligt både vred og frustreret, fordi I siger at det er sengetid - men som voksne ved i bedst og holder naturligt fast i at det er sengetid nu...

Eller ved middagsbordet - han er så stolt og glad over at han selv kan gå til og fra bordet, han er så stolt og glad for at han kan kravle op og ned af sin stol selv. Han kan styre flere og flere ting selv og han føler en indre glæde i, at I ikke længere kan bestemme alt. I kan naturligvis godt kræve at han sidder på sin stol, hvis det er vigtigt for jer - men I kan ikke få ham til at spise, hvis han ikke vil. Så i en sådan situation skal I naturligvis overveje, hvad der er vigtigt og hvilke kampe I vil tage.

Nogle gange skal man kræve at han kommer og sætter sig, tilbyde ham mad og så give ham madro - og spiser han ikke, så må det være sådan. Nogle gange kan det godt være nødvendigt at markere, at det her bestemmer jeg som voksen og sådan er det. Men andre gange, kan det være en bedre løsning at lade ham være, ikke give ham opmærksomhed, men i stedet skal I voksne så sidde og hygge jer, tale sammen, grine og ...

---

---

... tydeligt vise at I har det dejligt. I kommer ikke når han kalder "vi kan ikke lege nu, vi spiser, kom og vær med" eller lignende. Ofte vil han så komme af sig selv, fordi det alligevel er mere dejligt, det mor og far har gang i - og netop det at han kan komme af sig selv og det ikke er jer der siger "du skal sætte dig til bords nu!" har stor betydning.

Der skal være små krav - "du må gerne få mad, men du skal sætte dig på din stol" så han ikke løber rundt med mad i hånden. Ligesom I f.eks. heller ikke skal sidde og underholde ham, hvis han ender med at spise efter jer. Savner han jer, så kan I godt forsøge at forklare ham, at far og mor har spist og han ville ikke være med, så nu må han spise alene ... Igen små regler om, at vi spiser sammen når maden er på bordet.

Hos en 2 årig kører følelserne på højtryk og der er ikke langt fra latter og charme til stor følelsesmæssig frustration. Ligeså sprudlende glad han kan være, hvor hele hans krop tydeligt signalere glæde og svært ved at sidde stille af bare lykke, ligeså kaotisk kan hans indre også være og han kan blive vred, bange, dybt ulykkelig og han vrider sig, sparker, hans krop kollapser.

Simon er lige nu igang med at skulle forholde sig til hvem han selv er og hvordan han påvirker andre. Man taler om at børn skal finde deres selvbillede og man ser det ofte ved at barnet begynder at udtrykke eget navn, sige "jeg" eller "det er min", eller sige "nej, vil selv" osv.

Han har brug for ros, det gør ham stolt og glad. Når han bliver irettesat, så bliver han naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Han er med den alder han har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan han bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det han siger og det han gør.

Han har allerede lært utroligt mange ting på 2½ år, han kan meget nu og en uimodståelig trang til at gøre sine egne valg vælder lige nu op i ham. Det er en spændende, men også svær udvikling. For at foretage egne valg, er han jo nød til at være uenig med jer forældre og derfor opstår der dagligt konflikter og netop de situationer, hvor I beder ham gøre noget og han kategorisk nægter.

En gang imellem kan man med list bede ham om at gøre det modsatte man vil have ham til og på den måde få ham til at gøre det man vil ... men ofte virker det ikke. Det kan dog være et forsøg værd ... :)

---

---

---

Det er vigtigt at I anerkender hans lyst til at prøve selv og kunne selv. Læg hans tøj frem, så han selv kan prøve at tage det på. Vær til rådighed, når han virker til at have brug for det, men lad ham prøve selv.

Lad ham selv starte med at rede sit hår, lad ham selv prøve at komme tandpasta på tandbørsten osv. og tag så over, prøv at få lov, når han selv har forsøgt sig lidt ...

Det er balancen mellem "jeg kan selv, vil selv - men du må hjælpe mig" :) Der findes rigtig gode bøger om dette emne.

Du kan læse min bog "Sådan støtter du dit barns udvikling".

Du kan også læse bogen "Fantastiske forældre" af Margot Sunderland". Hvis du er god til engelsk kan du læse den originale "The science of parenting" - den danske er så vidt jeg ved udsolgt fra forlaget, men den kan lånes på biblioteket.

Du kan også læse "Kan selv, vil selv - men du må hjælpe mig" af Grethe Kragh Müller, selvom den er fra 2003 er den stadig aktuel. Og så udkommer der en ny her 25 august, der hedder "Kan selv! Vil selv!" af Malin Alfvén og Kristina Hofsten, som også kommer ind på de 2 årige, men som også beskriver selvstændigheden i 4 års alderen, 6 års, 9 års og 12 års alderen ...

Jeg håber du kan bruge dette videre - se også i min bogguide under "opdragelse" og "udvikling" :)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---