Svar: Hvad kan man forvente af én på 2 et halvt?

---

Kære Julie

Tak for dit brev :)

2 årige børn gennemgår en meget stor udvikling, som kræver utrolig stor forståelse og omsorg fra de voksnes side. "The Terrible Twos" siger man på engelsk, netop fordi den alder er rigtig svær at tackle.

Det er vigtigt for mig at slå fast at den lille 2½ årige pige du beskriver, hun gør ikke noget bevidst for at være ond. Hun er ikke udspekuleret og har ikke bevidste onde hensigter, men hun har en alder, hvor hun naturligt skal undersøge sine egne handlinger og især, hvordan hun kan påvirke andre.

Hun er igang med at skulle forholde sig til hvem hun selv er og hvordan andre reagerer overfor hende og hvordan hun påvirker andre. Man taler om at børn skal finde deres selvbillede og netop det at begynde at udtrykke eget navn, sige "jeg" eller "det er min", eller sige "nej, vil selv" osv. er alt sammen noget der viser, at hun er igang med at blive bevidst om, hvem hun selv er.

Så når hun tager sit legetøj og holder fast i at det er hendes, når hun siger at værelset at hendes og din datter må ikke komme derind osv. så er det helt naturligt for hendes alder og den udvikling hun går igennem.

Hendes selvbillede skal udvikle sig stille og roligt i samspil med andre og derfor er det rigtig fint, at du er opmærksom, og du skal naturligvis rose hende, når hun gør noget godt. For det gør hende stolt og glad og hun har brug for at mærke, når hun gør noget rigtigt. Men du skal naturligvis også forklare hende, når hun gør noget forkert. Hun skal jo netop lære ved at se det og ved at I taler med hende om, hvad det gør ved jer og ved f.eks. din datter.

Derfor er det vigtigt at du ikke bare trækker dig, bliver frustreret og går væk med din datter, men at du forklarer hende at din datter f.eks. bliver ked af det, når hun først kalder og så lukker døren i hovedet på hende. Eller at det er forkert, at lægge søm og skruer ved din datter, fordi hun kan komme til skade og det kan være meget farligt.

En stor del af børns selvværd grundlægges i denne alder og det er utrolig vigtigt at hun bliver mødt og anerkendt, som den lille pige hun stadig er - selvom hun er god til at tale i sætninger og virker kvik og dygtig:) Hun er med den alder hun har nu meget følsom og meget sårbar ...

---

---

... overfor hvordan hun bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det hun siger og det hun gør. Så det er vigtigt at du hjælper hende med at forstå, hvad der sker i situationen og sætter grænser - men også giver forklaringer, korte præcise forklaringer, som hun kan forstå.

Og så tænker jeg også at hun måske føler lidt jalousi i forhold til din datter. I er to familier der er flyttet sammen og hun har altid været den lille, altid været den yngste. Det er hun ikke nu - hun er den mellemste - og det er en rigtig svær rolle at have. For det er svært ikke at kunne det samme som sin storebror og det er også meget svært ikke at være sød og nuttet som din datter.

Så jeg tænker et eller andet sted også at hun prøver at finde sin rolle i at I nu bor sammen - og at din datter er en konkurrent, en rival, som havde hun fået en lillesøster ...

Hendes reaktioner minder meget om søskende jalousi og dermed følelser som sorg, vrede og angst. Det kan være en sorg over ikke længere at have sin familie for sig selv, at hun nu skal dele bo-sted med jer. Det kan være vrede over at I er flyttet ind med en lille pige, som er sød og dejlig (og det mærker hun jo at I og også hendes forældre og andre synes). Og det er angst for at hendes forældre (og også I naturligt) skal synes at den lille pige er sødere og mere elskelig end hun selv er.

---

---

---

Og alle disse følelser har hun samtidig med at hun så har en alder, hvor hun naturligt skal finde sig selv og finde sin egen rolle. Det er bestemt ikke let at være hende lige nu :)

Det er stærke følelser og det skal tages alvorligt at hun har det sådan. Derfor er det også vigtigt at I viser hende, at I forstår hende og at hun har det svært. At det er svært at være hende. Og derfor vil det være rigtig godt, at du (og naturligvis hendes forældre), sætter ord på de følelser I fornemmer at hun har "jeg kan godt forstå du synes det er irriterende at ..." eller lignende. Så hun hører at det er okay, at hun har det sådan.

Men samtidig jo så også lære hende, at hun ikke må gøre din datter ondt og at det f.eks. er farligt at lægge søm og skruer foran hende. Viser forståelse, men også sætter grænser og forklarer hvorfor det er som det er :)

Jeg håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---