Svar: Ked af det ved aflevering, bange og morsyg

---

Kære Alfreds mor

Tak for dit brev og din åbne og ærlige beskrivelse af, hvordan det lige nu går hos jer og hvordan jeres dreng og især du selv har det :)

Der er mange ting der spiller ind og jeg vil gerne dele mine tanker med dig. I hvert fald kan det nogle gange hjælpe og give lidt ro, at man netop får lidt viden om, hvad det er der sker - så kan man også bedre handle :)

For det første har Alfred en alder, hvor han naturligt begynder at opfatte verden som mere og mere farlig. Han har ikke tidligere været bevidst om farer - det er han mere og mere nu. Det er farligt at bevæge sig på gaden, han bliver holdt fast, fordi han ikke må løbe ud på vejen. Klokkernes kimen er pludselig farlig, fordi han ikke forstår, hvad det er, men registrerer det meget mere tydeligt og bevidst nu. Det vil her være rigtig godt at tale med ham om det, vise ham det, læse små bøger eller spille små spil, hvor I taler om lydende hvad de siger osv. og på den måde gøre de ting han er bange for så naturlige som muligt.

I dagplejen møder han mere modstand end før - de andre børn skubber, tager legetøjet fra ham, nogle børn bider i den alder. De leger stadig meget ved siden af hinanden og endnu ikke så mange rollelege, og de har ofte svært ved at aflæse hinanden, svært ved at forstå hinanden.

I voksne og også andre voksne, f.eks. dagplejer, giver også mere modstand. I holder ham fast, siger mere og mere nej i løbet af dagen. Der er så meget han gerne vil og som I hindrer ham i - det er alt sammen med til at forstærke hans fornemmelse for at verden ikke kun er god og rar, men også fyldt med farer ...

Det er også sådan at børn naturligt har svært ved at skifte situation. Det er svært at skifte mellem at være hjemme og skulle i dagpleje eller i vuggestue. Man taler om at børn har et dobbelt-socialiseringsrum. Det er der, hvor de to verdener - dagplejen og hjemmet mødes. Barnet protesterer over at skulle af sted, det er hyggeligt og trygt at være hjemme. Han græder, når han bliver afleveret, men ikke ret lang tid efter, er han glad igen, glad for det nye sted.

Når han så hentes, så protesterer han igen - nu havde han det jo lige så hyggeligt, så hvorfor skal han så hjem. Det er her at barnets dobbelt-socialiseringsrum mødes og konflikten opstår. Det er svært at skifte situation, det er svært at finde ud af hvad man skal, - både når man bliver hentet og når man bliver afleveret.

Det kan være sådan i perioder og det lyder som om at Alfred lige nu er inde i en periode, hvor han synes det er lidt svært at gå fra mor til dagplejer. Det gør ondt på ham, når han bliver afleveret, det er svært at sige farvel og så græder han og er ked af det. Han har svært ved at finde sin rolle, han har svært ved at finde ud af hvad han skal.

Det bedste du kan gøre at at berolige og betrygge ham, fortælle at du kommer igen, tale med ham om hvad I skal, hvad der skal ske idag osv. Og så er det vigtigt ikke at trække afleveringen for meget ud, der er ingen grund til at gøre der sværere for ham end det allerede er. Prøv derfor om du ikke sammen med dagplejer kan arrangere dig, så hun lige i denne periode, kommer ud og tager imod ham, når I afleverer. Prøv at finde ud af, om ikke der er et vindue I kan vinke i, så du afleverer Alfred i favnen på dagplejer, siger "Nu går jeg hen og vinker" (og det gør dagplejer så også med Alfred) og så vinker I der gennem ruden og du går. Og dagplejer kan så vinke med Alfred og hjælpe ham til at lege med de andre.

Lav et lille ...

---

---

... fotoalbum som han kan få med. Der skal være billeder af jer derhjemme, ting han kender og er glad for. Der kan i princippet også være billeder af ting fra dagplejen, så bogen kan bruges begge steder. Så han ser og taler med jer om de to verdener, som det lige nu er svært at skifte imellem. Når han savner jer i dagplejen, kan dagplejer vise ham billederne af jer og tale med ham om at I kommer igen. Når han skal i dagpleje, kan I vise ham billederne fra dagplejen, hvor børnene leger og hygger sig osv. og tale om at det bliver hyggeligt og rart at komme derhen :)

Den øgede bevidsthed mod verden gør naturligt også at Alfred lige nu er ekstra tryghedssøgende og ekstra glad for sin mor. Han har ekstra meget brug for dig, brug for at mærke at du er der for ham 100 pct. Du skal forestille dig, at hans mor-depot skal fyldes ekstra op, for at han har noget at tære af, når I ikke er sammen. Netop fordi verden er så meget større, er han altså nødt til at føle sig sikker på ikke at være forladt, eller sikker på at mor stadig er der for ham.

Det er derfor vigtigt at du lige nu anerkender hans behov for tæt fysisk kontakt, hans behov for at være dig nær. Og det er vigtigt at du ikke skubber ham fra dig, ikke bliver irriteret på ham eller skælder ham ud.

Hvis han bliver skubbet væk, så vil han naturligt føle sig afvist - ingen bryder sig om at føle sig afvist! Jo mere han føler, at du skubber ham fra dig, jo mere vil det naturligt også forstærke hans behov for dig, så det eneste du opnår er at han klynger sig endnu mere og får mere og mere behov for dig. Derfor er det vigtigt at du forsøger at give ham de små klem og kram i hverdagen, som han lige nu føler behov for. I stedet for at sige "nu må du lige gå hen til far skat!", så kan du sige "er du bare så glad for mor, jeg er også glad for dig", give ham et kram og så derefter forsøge at få far ind i billedet, få far til at tage over.

Det er rigtig godt, hvis du kan få ham til at være med i de daglige gøremål. Lad ham sidde med i køkkenet i den høje stol, så han kan se, hvad du laver. Lad ham være med til at dække bord - han kan godt gå med en tallerken, en gaffel osv. af gangen hen til bordet og føler sig medinddraget og vigtig.

---

---

---

Når du skærer grøntsager, så lad ham sidde ved siden af og være med til at hælde dem i skåle osv. Jo mere han er med, jo mere han føler at du ser ham og inddrager ham, jo bedre vil han få det.

Jo mere du stresser, jo mere stresset og urolig bliver han også og du ser det helt tydeligt der, hvor aftenen slutter. Hvor der falder ro over familien, hvor maden og de praktiske gøremål er slut - her hygger I jer og har det dejligt sammen :) Så ro i hverdagen er vigtig og du må her naturligvis gerne forsøge at prioritere din tid, så overskuddet til ham bliver større.

Du skriver at du vægter højt at I får spist sundt, men at det kniber med at få lavet maden, fordi Alfred lige nu tager rigtig meget tid. Du skriver også, at du har brug for nogle gange at have lidt tid til dig selv, have lidt ro omkring dig, bare dig.

Jeg tænker at de aftener, hvor far er hjemme, kunne han måske gå en aftentur med Alfred. Imens kunne du så lave mad og det vil give både søn og far tid sammen og samtidig også dig lidt ro. Du ville kunne koncentrere dig om maden og kunne faktisk godt lave dobbelt portion, så du næste dag, hvor far ikke er hjemme, ikke behøver bruge så meget tid på aftensmaden :)

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre, fortsat held og lykke til jer alle tre :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---