Brev:

Ked af det ved aflevering, bange og morsyg

Hej Helen.

Jeg er glad for at kunne sige, det er længe siden sidst (for det betyder jo, det går godt... ;-)). Men nu har jeg endnu engang brug for at vende et par ting med dig ang. Alfred.

Vi er flyttet siden sidst, og Alfred har således skiftet dagpleje. Det gik meget let, og han (og vi) er glade for skiftet. Den nye dagplejer er meget rolig af natur, hun er rigtig god til at lave forskellige ting med børnene, og så har hun hund, hvilket vi synes er helt fantastisk, fordi Alfred er så glad for dyr.

Han er nu godt 22 måneder og vokser, som han skal (89 cm. og 13,4 kg). Han drøner derudaf, og er glad for at bevæge sig (hoppe, danse, løbe, kravle op på ting). Sprogligt sker der også meget. Han snakker HELE TIDEN (ofte for sig selv), men det meste af det er volapyk endnu. Han kan dog efterhånden gøre sig forståelig overfor os (sin mor og far). Hans ordforråd rummer blandt andet mor (muar), far (vaar), badekar (biegar), sove (low), sut (dut), bus (pussss), se fjernsyn (si seit), bamse (bai), traktor (krakor)... Blot et udsnit og der kommer flere ord næsten dagligt :-)

Han er ikke super god til at lege selv, og er ofte rastløs og kan ikke stilles ved en aktivitet i mere end et par minutter, hvis vi ikke kan sidde ved siden af ham så længe. Det er rimelig hårdt, da jeg er alene med ham og aftensmad, badning og putning 2 dage om ugen. Han får stadig Movicol, og efter at have konsulteret en børnelæge, er vi blevet henvist til en undersøgelse på sygehuset, som skal foregå i narkose d. 20. juni. Det er vi selvfølgelig spændt på resultatet af. Han har ikke ondt, og det er trods alt det vigtigste.

Ørerne går det også nogenlunde med. Han piller noget for tiden, men vi skal til kontrol d. 9. juni hos ørelægen, så vi venter og ser, hvad hun siger. Han spiser - er noget "kræsen" med, hvad han vil have og ikke have, men vi har valgt ikke at gøre et problem ud af det. Vi serverer altid rugbrød med smør som tilbehør til aftensmaden, så han har et alternativ, og han vælger selv, hvilken mad, han vil have på sin tallerken, og hvad han vil spise. Spiser han meget lidt eller ingenting, får han tilbudt noget frugt eller lidt yoghurt, inden han skal sove, men det er trods alt sjældent, vi vurderer, det er nødvendigt. Hos dagplejemoren spiser han også, men hun oplever ham også meget sellektiv og er enig i vores opfattelse af, at han hellere vil undvære end at spise noget, han ikke vil have.

Det går også fint med søvnen. Han bliver puttet ved 20-tiden om aftenen. Det tager ca. 20 min, hvor vi læser et par bøger, snakker om dagen og synger godnatsang, hvorefter han puttes med sine bamser og sutter i sengen og falder i søvn. Han vågner mellem kl. 6-7. Til middag sover han mellem 1½ og 3 timer.

Nå, det var lige en kort update :-) Nu til "problemet":

Som tidligere skrevet har Alfred skiftet dagpleje. Vi flyttede d. 29. december 2010, og han begyndte hos sin nye dagplejer efter nytår. Det har på mange måder været nemt, men vi (hele familien) har også været meget plaget af sygdom siden nytår, hvorfor han i perioder har været meget væk. I januar og februar havde han 5-6 omgange af opkast og diarré af 5-9 dages varrighed. I påsken fik han endnu en tur, som dog ikke varede mere end to døgn. En uge senere fik han lungebetændelse, og var således ikke i dagpleje i en uge. I går var han hjemme, fordi han igen havde diarré og opkast. Jeg har haft halsbetændelse 4 gange, opkast og diarré 2 gange og bihulebetændelse. Far har også ligget underdrejet med et par omgange af influenza, betændelse ved en visdomstand og senest en omgang lungebetændelse. Så vi har været ramt.

Når han ikke er syg, bliver han afleveret mellem 8.30 og 9.00 og hentet mellem 15.00 og 15.30. Men i forhold til aflevering, var det svært de første par uger, men det gik hurtigt over, og lige så stille har det udviklet sig til, at han indtil for ca. 3 uger siden, faktisk ikke kunne komme hurtigt nok ud af døren herhjemme og ind og lege med de andre børn, når vi kom derned om formiddagen, og han åbnede selv yderdøren dernede og gav tegn til, at jeg godt kunne smutte igen. Det har taget en drastisk kovending.

Nu begynder protesterne allerede herhjemme, når jeg siger, vi skal ned til dagplejeren. Så siger han "tur", og står og rykker i sin cykel eller klapvognen. Han accepterer dog at komme ud i bilen uden de helt store konflikter, men når jeg så drejer til højre i et bestemt kryds i stedet for at køre lige ud, så bliver der igen ballade, fordi han igen bliver klar over, hvor vi er på vej hen. Her er det også stadig rimelig hurtigt ovre. Han vil også godt stå ud af bilen nede ved dagplejeren og gå ind ad døren. Han kan have været super glad og i hopla, når vi kører hjemmefra, men så snart vi træder ind ad døren, og dagplejeren kommer ud i gangen for at tage imod os, klapper han i som en østers eller begynder at pjevse.

Når han har fået jakken af og hjemmesko på (her vil han "normalt" åbne yderdøren og sende mig afsted), hiver han i min hånd og vil have mig med ind. Den seneste uge er jeg gået med ind og har leget lidt med ham på legeværelset, men det har ikke gjort nogen forskel. Han kan sagtens lege og liver op, når jeg sidder i legeværelset med ham, men så snart jeg rejser mig, begynder han at græde. Jeg fortæller ham, at nu skal jeg afsted, og at vi ses i eftermiddag. Jeg kysser ham og giver ham en krammer og rækker ham over til dagplejeren. Han klamrer sig fast til mig, og det er noget af en udfordring af få revet mig løs af hans greb. Han skriger, når jeg går.

Dagplejeren siger, det hurtigt er overstået de fleste dage, og det må jeg selvfølgelig tro på. Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om at gå fra ham, når han er så ked af det, men jeg er MEGET bevidst om, at han ikke skal opleve, jeg er påvirket af situationen, så jeg holder fast i at gøre som jeg plejer både herhjemme og i selve afleveringssituationen (på nær at jeg har forsøgt at gå med ind og lege lidt).

Men hvad er det lige, der er sket?? Hvordan kan jeg hjælpe ham til en lettere og bedre aflevering??

Hidtil har Alfred jo været en fuldstændig frygtløs dreng, som bare har kastet sig ud i oplevelserne med hovedet først. Det har selvfølgelig været lidt af en udfordring for hans forældre indimellem, og det har også ført til buler og blå mærker, men det har ikke været noget, Alfred har taget særlig højtideligt.

Der er ...

... imidlertid sket en voldsom ændring på dette område den seneste månedstid. Lige pludselig oplever vi en dreng, som er bange for bilerne på parkeringspladsen, og ikke kan/vil gå forbi dem uden at trykke sig helt ind til mig eller hans far, mens han siger "uuuuhhh" og holder godt øje med bilerne. Han er blevet bange for kirkeklokkerne, som han ellers har været utrolig fascineret af, og gerne har villet over til hver eneste dag, når de slår kl. 18. Han er blevet bange for lyden af dørtelefonens summen, når vi eller andre trykker os ind i opgangen, og han er bange for det smæk døren til opgangen giver, når den lukker af sig selv. Han er generelt bange for lydene i opgangen faktisk (og her er temmelig lydt). Han er bange for motorcykler, knallerter, scootere, cykler (som han kalder for "larm"). Han er bange for blenderen og for støvsugeren. Sidstnævnte har han også haft et meget nært forhold til tidligere :-) Han er bange for høje træer, og han er bestemt heller ikke begejstret for hække.

Det er som om, det er værre, når han er sammen med mig end med sin far, og dagplejeren har ikke sådan bidt mærke i den store forandring. Han viser, han er bange ved at gnide hænder, "bryne" med sine øjnbryn, trække skuldrene op og sige "uuuuhhhh". Ofte kigger han op på mig, mens han gør det. Hvis jeg ikke er i nærheden, løber han hen til mig, og er vi udenfor, klamrer han sig til mine ben eller rækker armene op for at komme op til mig.

Jeg er vildt meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre. På den ene side, vil jeg jo gerne anerkende hans følelser, men på den anden side, vil jeg heller ikke skabe en angst i ham for noget, der ikke er grund til at være bange for.

Hvordan gør jeg det?? Er der grund til, at jeg bekymrer mig om hans udvikling i den retning?

Som du nok næsten kan læse ud af ovenstående, så er Alfred utrolig omklamrende i tiden. Han har altid været morsyg, men graden kan være mere eller mindre. Nu er det helt ekstremt, og han er også begyndt at reagere på, når hans far går - det bliver han meget ked af.

Det har altid været en stor udfordring at komme til at lave aftensmad, når jeg er alene med Alfred. En udfordring, som oftest er mislykkedes (= aftensmaden er brændt på/kogt over/etc., eller Alfred skriger, ligger i flitsbue på gulvet, kyler rundt med alt indenfor rækkevidde, og jeg er topstresset, irriteret og utålmodig). Jeg har flere gange forsøgt at inddrage Alfred i madlavningen, men han kan ikke stilles ved at have sin egen skål med lidt pasta, havregryn m.m. i - nej, det skal være den virkelige vare, han skal beskæftige sig med... ;-) Og det er simpelthen for farligt at have ham til at rode rundt med varme gryder m.m. Men nu er det faktisk også afsindig svært at få lov at lave mad, selvom hans far er hjemme.

Vi bor i en lejlighed med køkken i åben forbindelse med stue, så jeg har ikke mulighed for at lukke døren. Det er en frygtelig stressende tid på dagen, og jeg tager dagligt mig selv i at ændre madplanen, så det kræver et absolut minimum af tid i køkkenet at forberede aftensmaden, fordi jeg simpelthen ikke orker et adrenalin og kortisol "rush" af en anden verden hver eneste aften mellem kl. 17-18.30. Jeg ender ofte med at blive irriteret på og vrisse af min mand, eller prøve at multitaske x 10 og forsøger at have overblikket i køkkenet med en dreng på hoften eller køkkenbordet (eller rettere næsten inde i køkkenoverskabene), og intet af det er fair. Hverken overfor min mand eller mig selv.

Alfred kan overhovedet ikke tåle, jeg går ud af et rum, han er i. Om morgenen, når jeg skal gøre mig klar (jeg går i bad om aftenen af åbentlyse årsager), står han klamret til mine ben på vores 2 m2 badeværelse og pjevser. Hvis jeg ikke sidder ved siden af ham, mens han spiser, men rejser mig for at hente noget i køleskabet eller gå på toilettet, protesterer han også højlydt. Hvis jeg skal nogle steder, vræler han i vilden sky, når jeg går, og det går ikke sådan lige over. Og selvom han efter et kvarters tid stopper med at græde, så driver han ofte rastløs rundt i lejligheden og spørger efter mig.

Generelt er han meget rastløs, når vi er hjemme, og det eneste tidspunkt han kan fordybe sig i leg, uden at jeg skal sidde lige ved siden af, er om aftenen, når vi har spist, vasket op og han er badet og sengeklar. Der er humøret i top, og han leger med sine biler, traktorer og busser :-) Derfor bliver klokken også ofte 20, inden vi kommer på værelset og dermed 20.20, før han ligger i sin seng.

Det er frygtelig hårdt, at han kræver mig så meget. Dels fordi det gør ondt at afvise ham og sige nej, fordi jeg føler, han mødes alt for meget på den måde. Dels fordi jeg kan mærke, det irriterer mig, at hele min planlægning af hverdagens små og store gøremål er centreret om at reducere Alfreds "udfald" så meget som muligt, hvilket betyder, at jeg indretter ALLE mine behov, ønsker og aktiviteter efter, hvordan det går med Alfred. Det kan jeg ikke blive ved at holde til. Jeg har i den grad også brug for at prioritere mig og det jeg synes er vigtigt for mig og for vores familie (eksempelvis at få ordentlig aftensmad, komme på toilettet, se mine veninder m.m.). Det betyder jo selvfølgelig, at jeg indimellem ikke kan skjule min irritation overfor Alfred, og så får jeg voldsom dårlig samvittighed og skyldfølelse, for det er ikke hans ansvar, men mit!

Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal gøre, for at tilfredsstille hans behov, se ham, anerkende ham og være den gode, overskudsagtige mor, og samtidig sørge for ikke at sætte mig selv, mine behov og prioteringer fuldstændig på stand-by, UDEN at få dårlig samvittighed og skyldfølelse.

Hvordan gør jeg??

Det er primært mig, Alfred er sammen med. Min mand har langt til arbejde, og har således nogle lange dage og pt også en del rejseaktivitet. Det er mig der henter og bringer, og det er mig, der er sammen med ham om eftermiddagen, efter han er hentet, og 2 dage om ugen er jeg alene med Alfred til efter han er puttet. Derfor har vi også prioriteret, at det er mig, der laver aftensmad, så min mand har noget tid sammen med Alfred, de dage han er hjemme kl. 17.

Jeg håber, du endnu engang kan hjælpe og berolige mig lidt, og lige nu føler jeg mig som verdens dårligste mor, og det er i hvert fald ikke gavnligt for hverken Alfred, mig eller vores lille familie.

Tak på forhånd, Helen.

Mange hilsner
Alfreds mor

Læs Helens svar »

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.

Te til børn

Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...

Læs hele brevet og Helens svar

13. oktober 2024 | Sygdom | 18 mdr.

Skoldkopper, bedsteforældre og smitte

Kære Helen. Vores søn på 18 måneder har fået skoldkopper og i den...

Læs hele brevet og Helens svar

16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.

Afvisende overfor mor

Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...

Læs hele brevet og Helens svar

12. august 2024 | Sovevaner | 19 mdr.

Kun far kan putte - og det tager +1 time.

Hej Helen Vi skriver til dig da vi har udfordringer med putning til nat. Vi...

Læs hele brevet og Helens svar

23. maj 2024 | Sovevaner | 2 år, 2 mdr.

Putte senere eller vække fra lur

Kære Helen Tusind tak for dit forrige svar angående night terror. Der var...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: