Svar: Kan ikke lide andre bærer hende

---

Hej med dig

Din datter reagerer helt normalt og har en fin og sund reaktion i forhold til sin alder:)

Når et lille barn bliver født, så skal det og forældrene knytte sig til hinanden. Det sker gradvist i takt med at man lærer hinanden at kende og barnet knytter sig naturligt til sine forældre, som jo er de personer der passer og plejer hende hver dag.

De første tegn på at dit barn er i færd med at knytte sig til dig er, at hun følger dig med øjnene i rummet, når du bevæger dig rundt. Hun vil naturligt smile mere til dig end til fremmede, og det er dig som bedst trøster hende, når hun bliver ked af det eller bange. Et vigtigt tegn på at hun er trygt tilknyttet sin mor er, at hun bruger dig som en base, hvorfra hun kan udforske verden. Siddende på dit skød tør hun observere mere, tør måske charmere andre mennesker velvidende at der sidder hun trygt og godt, at du passer på hende. Siddende hos dig kan hun således være lidt mere modig.

Så når din datter vil være i din favn og du der mærker at hun der fint sidder glad, basker med armene og pludrer, så er det altså tegn på, at hun er trygt tilknyttet dig og sin far - det er et sundhedstegn og ikke noget du skal problematisere:)

Når I er et fremmed sted, så vil naturligt have det bedst med at studere stedet fra dit skød. Hun skal have lov til at være på din arm, hun skal have lov til at følge sig tryg og vænne sig til det hele og stille og roligt, vil hun så turde undersøge omgivelserne, samtidig med at hun hele tiden holder øje med hvor du er, så hun kan søge tilflugt hos dig, hvis det hele bliver lidt for overvældende.

Netop i den alder, hvor børn begynder at kravle, begynder de også at udvise lidt mere selvstændighed. De begynder at bevæge sig ud i verden på egen hånd. Fra at din datter har siddet på dit skød, begynder hun at sidde på gulvet ved dine fødder og hun bevæger sig længere og længere væk. Hele tiden kommer hun tilbage, skal lige have et lille kram, skal lige tankes op igen med lidt mod for atter at turde bevæge sig ud i verden.

Det er her man som forældre ofte oplever at børn får en ekstra afstandstagen når de møder fremmede. Hun er i separationsfasen, altså igang med at separere sig fra dig, øve sig i at være adskilt fra ...

---

---

... dig. Man kan godt allerede hos børn i 4 måneders alderen opleve barnet have en afstandstagen mod fremmede, men i den alder hvor børn begynder at kravle, virker det pludseligt meget tydeligt. Det at barnet begynder at vende sig lidt mere ud mod verden og omgivelserne, andre personer, medfører en separationsangst, en angst for fremmede og et barn som tydeligt protesterer mod at blive forladt af sine forældre.

Både separationsangst og angst for fremmede er tegn på at barnet har en tryg tilknytning til sine forældre - hun græder når du går fra hende, også selvom det kun er ind i et tilstødende lokale og hun viser stor gensynsglæde, strækker armene ud mod dig ("tag mig op") og søger stor fysisk kontakt, når hun ser dig igen.

Separationsfasen er altså en fase hvor barnet begynder at bevæge sig lidt mere selvstændigt ud i verden. Hvor barnet skal til at finde ud af at mor er der, selvom jeg ikke kan se hende - det er noget som tager rigtig lang tid, faktisk er de fleste børn omkring 16 måneder inden de helt forstår at man er der, selvom man ikke kan ses med det blotte øje.

Separationsfasen er en periode, hvor barnet er lidt mere sårbart overfor at far eller mor ikke er i nærheden. Det er altså en fase, hvor barnet har brug for at være tilknyttet for at kunne separere sig...

---

---

---

Derfor er det rigtig vigtigt at du lader hende være hos dig eller hos sin far. At I ikke presser hende til at være i favnen på bedsteforældre eller andre. Det er rigtig vigtigt at bedsteforældrene ikke tager hende, eller rør for meget ved hende - og nej, det er ikke synd for bedsteforældrene. Det er derimod synd for jeres datter, hvis hendes grænser overskrides igen og igen. Hun har brug for lidt tid, hun skal have lov til at se tingene an, hun skal have lov til at være i favn hos sin trygge base.

Og ja - det er svært at få hende passet ude - men igen, det er ikke jeres datters behov at blive passet ude, med den alder hun har. Det er fint, at hun er i dagpleje og det lyder som om at dagplejen trøster, beroliger og betrygger, så godt hun kan, men jeres datter har ikke brug for at blive passet af andre :)

Så nu ved du hvad der sker og hvorfor din datter reagerer som hun gør - håber det giver lidt ro :)

Fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---