Svar: Trodsig 3 årig

---

Kære Williams mor

Når man er 3 år gammel, så har man rigtig meget brug for opmærksomhed og godkendelse af de voksne. Jeres dreng har rigtig meget brug for at blive set og mødt og han har brug for at I lytter - og især svarer på alle hans spørgsmål - dem er der sikkert rigtig mange af, det er jo "spørge Jørgen alderen" ... :)

Når man er 3 år gammel, så kan man stadig få anfald af fortvivlelse og kan blive meget frustreret og ulykkelig, når verden går en imod. Det er meget svært at finde ud af at skulle det modsatte af, hvad man egetlig har lyst til - f.eks. at skulle hjem fra legepladsen, når man nu lige leger så godt og hellere vil være der - og en sådan situation kan udløse et fortvivlelsesanfald, hvor jeres dreng græder, smider sig på jorden, vrider kroppen i afmagt, måske smider med tingene eller bare sætter sig ned og hulker og skriger ...

Måske det, som far vil kalde hysterisk - men som faktisk handler om at han er frustreret og endnu ikke har dannet de forbindelser i hjernen, der skal få ham til at trække vejret dybt, tælle til ti og sige okay og komme videre ...

Børn i 3 års alderen begynder godt at kunne følge enkelte anvisninger, når man forsøger at hjælpe dem med at løse et problem, som i første omgang har gjort dem kede af det. Det er derfor det nu faktisk begynder at kunne lykkes, at få ham med hjem, netop ved at I 'lokker' med at han kan køre på cyklen hjemme så accepterer han og kommer med, uden at verden bryder sammen lige der :)

Men børn i 3 års alderen handler også impulsivt og meget lystbetonet og de er ikke i stand til at vælge, ligesom de ikke er i stand til på nogen måde at vurdere, hvornår noget kan være farligt - f.eks. at det er farligt at løbe ud over vejen. Selvom børn når op i skolealderen, og i princippet godt ved at det kan være farligt på vejen og at man skal passe på ikke at blive kørt ned - så vil børn helt op til de er omkring 10 år kunne glemme dette, fordi de handler impulsstyret. Det betyder at hvis de f.eks. spiller bold og bolden sparkes ud på vejen, så vil de fleste børn løbe ud på vejen og hente bolden uden at se sig om først ...

I kan derfor ikke på nogen måde forvente at William er i stand til at færdes i trafikken, uden at I er helt tæt ved ham og han bør i princippet ikke køre hvor der er en vej. Han kan køre på stien, som I går på, tæt ved jer.

Bryder han dette, så er I nødt til med det samme at markere, at her går han over en grænse og det kan f.eks. være ved at han så skal gå og ikke kan få lov til at cykle. Det at I med det samme lader en ...

---

---

... handling følge med, vil gøre at han forstår betydning af det nej i giver. Og det er helt reelt at sætte grænser her - for det handler jo om hans sikkerhed og her er I som voksne de klogeste og skal tage ansvar :)

MEN, det går ikke at lave sanktioner som "så får du ikke fredagsslik" eller "så får du ikke lov til xxx, i aften" - han kan på ingen måde sammenholde det, han har gjort om dagen med cyklen, men noget I så forbyder senere eller en anden dag.

Det er også utrolig vigtigt at man ikke bære nag og lader episoden passerer - og det kunne måske godt være her, I skal arbejde lidt, for han er jo stadig bare en lille dreng og det er begrænset, hvad I kan forvente. Han skal jo også have en chance for både at lære og en chance for at vise, at han måske godt kan finde ud af at følge reglerne som f.eks. at stoppe, når I siger stop...

Jeg synes det er meget fint, at far løber efter, forklarer at det William har gjort er forkert "man må aldrig løbe ud på vejen, det kan være farligt, meget farligt!" og herefter tager cyklen under armen og William i hånden - så nu går vi hjem. Der hvor I så næsten er hjemme og William stopper og nægter at gå, her ville jeg måske tale lidt med ham om, hvorvidt han kan finde ud af at cykle pænt og ikke stikke af - og hvis han kan det, så give ham cyklen igen. Her er i jo på sikker grund og kan netop så også lave en øvelse hvor han kører og når I siger "stop!" så skal han stoppe - så han samtidig også får denne læring med sig.

---

---

---

Faktisk havde I jo også lovet ham på legepladsen at han netop måtte cykle, når I kom hjem, så I bryder jo den aftale I har lavet - og i princippet kan I ikke forvente at han overholder aftaler med jer, hvis I ikke overholder aftaler med ham ... :)

Det er vigtigt for de treårige at føle sig værdifulde for forældrene og det er vigtigt at I lader ham få en følelse af at have betydning. Det er vigtigt at han føler at I kan regne med hinanden, fuldstændig ligesom I selv føler :)

At han nu pludselig slet ikke må cykle - det lyder som en lidt hård straf i mine ører ... Jeg synes ikke I skal straffe, men i stedet bruge energi på at forklare reglerne. Det er rigtig fint at han nu flere gange dagligt selv siger at "man skal holde i hånden", at man "ikke må løbe væk" osv. og disse ting kan han naturligt godt sige, men han forstår det jo ikke endnu og lærer det først rigtigt, når han netop lærer det i praksis. Han lærer det altså ikke ved at I fortælle det, men ved at I øver det :)

Jeg håber I kan bruge mine tanker videre, rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---