Svar: Tissemand, sove hos mor og far, snorken og 3. barn
Kære Camilla
Dejligt at høre fra dig igen og det lyder som om at I overordnet har det godt og trives alle fire :)
Det er helt naturligt at drenge på fire år rør ved sig selv. Der ligger ikke noget seksuelt i det, som der ville gøre hos voksne, for jeres dreng er det dejligt og spændende. Han synes det er rart at røre ved sin tissemand, finde ud af at den kan blive stiv, det giver ham en rar fornemmelse, som han naturligt har lyst til at undersøge. På samme måde vil drenge i jeres drengs alder ofte også begynde at stå op, når de tisser, de ser at sådan tisser far, så det vil han også gerne.
De fleste drenge vil i alderen 3-6 år kunne begynde at trække forhuden tilbage, - det at de pludselig kan dette, gør også at tissemanden bliver interessant igen og måske er det derfor, jeres dreng lige nu synes det er rigtigt spændende. Han kan pludselig gøre noget som han ikke har kunne før...
Det er rigtig godt at I lader ham røre ved sig selv og anerkender at det er naturligt og fint at han rører ved sin krop. Hvis han kan trække forhuden tilbage, så er det også nu at du (eller far) skal lære ham, at han skal gøre det, når han er i bad og vasker sig. At det er vigtigt at vaske sig og holde sig ren på en lidt anden måde nu.
Men det er naturligvis også vigtigt at du lærer ham visse regler og f.eks. lærer ham at det at røre ved sig selv, er noget man gør, når man er alene. Det er noget han kan gøre på sit værelse. Det gør man ikke ved middagsbordet, i stuen, når der er fremmede osv. Hvis han vil gøre det, så skal han gå på sit værelse. Ligesom han også altid skal vaske sine hænder bagefter. Det er rigtig vigtigt at han får fornemmelsen af at han ikke er forkert, og at du omtaler det at han rører ved sig selv som noget der er okay - og som du godt kan forstå at han har lyst til - men det er samtidig vigtigt at du også sætter grænser.
Du skal naturligvis sikre dig at han ikke rører ved sig selv hele tiden, fordi det klør eller svier. Det kan jo også være fordi han har fået svamp, børneorm eller andet, som generer :)
Med hensyn til søvn, så vil rigtig mange børn i 3-5 års alderen have mareridt og det lyder som om at Leonard har dette rigtig meget. Jeg synes det er meget fint, at han får lov til at komme ind til jer, bliver beroliget og falder trygt i søvn og sover videre.
Det er her også rigtig fint at I holder fast i at han fortsat puttes i sin egen seng, når han skal sove om aftenen, så han ved at det er der han forventes at sove. Ligesom det også er fint, at I forsøger med en madras på gulvet i soveværelset, som han kan lægge sig på, når han søger jer om natten. Det gør at I voksne også sover bedre og har bedre plads, ligesom det også er lettere at komme fra madrassen og ind i egen seng og det er sværere at komme fra smørhullet mellem mor og far og skulle sove for sig selv.
Han har en alder lige nu, hvor han stadig godt kan have lidt svært ved at skelne fantasi og virkelighed. Derfor kan det godt være svært for ham helt at forstå det han drømmer og at der rent faktisk er tale om en drøm. Giv ham lidt vand, da det hjælper ham til at være i virkeligheden, tal beroligende til ham, fortæl ham at du er der, og at han roligt kan sove videre.
Når han snorker, som du beskriver, så lyder det faktisk som om at han godt kan have problemer med hævede mandler og/eller polypper. Snorken kan faktisk påvirke søvn og søvnkvaliteten rigtig meget og det kan være et tegn på det der hedder obstruktiv søvnapnø. Det ses hos børn, selvom man ofte hører mest om det hos mænd over 50 år ... :)
Apnø betyder egentlig længerevarende pause i vejrtrækningen, og når små børn har søvnapnø skyldes det, at deres øvre luftveje lukker til, så de ikke kan trække vejret gennem næsen - og derfor sover med åben mund, som du beskriver at Leonard gør ... Når barnet snorker, så er det fordi barnet hiver luft ind, jo mere kraftfuld snorken, jo mere luft trækker barnet ind. Børn med søvnapnø har ofte højlydt snorken, hvor de kæmper for at få luft og når de gør dette, så vågner de ofte (selvom de ikke oplever det sådan) og så sover de igen, indtil en ny søvnapnø melder sig.
Hvis Leonard har problemer med hævede mandler og polypper og måske derfor også søvnapnø, så er der ingen tvivl om at han kan sove ekstra dårligt og måske derfor også have flere opvågninger og dårligere søvn.
Jeg synes bestemt at I skal få en øre-næsehalslæge til at se på ham og vurdere om han skal opereres. Jeg har oplevet flere familier hvor barnet efter operation for mandler og polypper, har fået en meget bedre søvn. At far også blev opereret som barn, kunne jo godt tyde på at der var en arvelig tendens her og det bør tjekkes ...
... :)
Med hensyn til temperament, så kan den natlige uro og dårlige søvnkvalitet faktisk også spille ind her - endnu en grund til at få ham grundigt undersøgt af en øre-næse-halsspecialist. Det er klart, at hvis man ikke sover godt, hvis ens søvnkvalitet nat eftr nat ikke er god, så er overskuddet om dagen naturligt mindre.
Derudover spiller alder og udvikling naturligt også ind - og det vil være rigtig godt, hvis I kunne tale lidt med ham om, hvordan han har det, hvad der skal til for at han er glad og har det godt og hvordan I som forældre synes tingene fungerer bedst. At I f.eks. skal hjælpe hinanden og nogle gange må gøre ting, selvom I ikke altid synes det er sjovt osv. men at I netop ved at hjælpe hinanden også kan få tid til det mere sjove.
Derudover tænker jeg, at I skal give ham små opgaver derhjemme, ting som skal gøres, så han føler at han har en vigtig rolle, at han har værdi og hjælper til. Det er vigtigt for børn i Leonards alder, at føle at de har en særlig plads i familien - og det handler både om at han skal føle sig særlig elsket, men det handler også om at han hjælper til og på den måde bidrager med noget vigtigt.
Nogle gange vil han naturligt ikke kunne forklare hvorfor han reagerer som han gør - for han ved det ikke og måske er der ikke nogen logisk forklaring. Og det skal I naturligvis kunne rumme og bare lade ham være og have det, som han nu har det. Men andre gange vil han måske godt kunne sætte lidt ord på, hvorfor han bliver frustreret, gal, ked af det, sur - og I kan godt prøve at spørge lidt ind til hvad der sker. Nogle gange imens det sker "jeg kan godt høre du bliver ked af det" og han kan så svare "jeg er ikke ked af det, jeg er sur!" og så kan I mødes der. Men ofte kan I først tale om tingene bagefter, når han er faldet til ro, så sæt her hos ham, hold ham i hånden, tag ham på skødet og spørg ind til, hvad der skete lige der.
Lyt til hvad han så siger, og mød ham der. Anerkend at han har det sådan og giv ham så også forklaring på hvorfor eller fortæl ham hvad I tænker, føler, oplever, så I en anden gang måske kan finde en bedre løsning.
Med hensyn til 3. barn så er det jo som du skriver, en beslutning du skal mærke efter - hvad føles rigtigt for dig, hvad har du lyst til inderst inde? :)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Lysten til at være gravid, sidde med et lille spædbarn i favnen, duften, mærke, gå på barsel osv. Den lyst tror jeg et eller andet sted altid vil være der. Uanset hvor mange børn man får, så tror jeg at trangen til at mærke dette vidunderlige, som det jo er hver gang, altid vil være der. Men på et eller andet tidspunkt, er vi nødt til at vælge fra, vi er nødt til at sige stop - også selvom lysten til netop dette er der og det er så fantastisk hver gang.
De fleste kvinder jeg har mødt, har naturligt haft rigtig svært ved at sige til sig selv at de ikke skal have flere børn, netop fordi det er så vidunderligt og dejligt, hver gang. Så det er svært at erkende og blive klar til at nu er det slut ...
For også andre ting spiller ind og det er vigtigt at man har overskudet og lyst til alt det som også følger efter den første tid, hvor man er i sin lille "klokke". Det er vigtigt at man også har lyst til de større børn, lyst til de oplevelser og udfordringer det giver at have flere børn, børn på forskellige alderstrin. Og det er vigtigt at man føler, at man har overskud til dem alle og netop kan møde hver og en, der hvor barnet har behov. Det er vigtigt at man føler, at man har tid og mulighed for at se hvert enkelt barn og dække det behov der er. Også når de skændes og ikke kan finde ud af at være sammen og irriterer hinanden :)
Jeg er dog ikke i tvivl om at man sagtens kan give børn den nærhed og opmærksomhed de har brug for - også selvom man har 3 børn eller flere børn - men det kræver naturligvis at man prioriterer det og måske i en årrække vælger børnene fremfor f.eks. sin egen karriere. Jo mere man arbejder, jo mere tid man vælger at bruge på sig selv, - jo mindre tid og overskud vil der naturligt være til børnene. Det betyder ikke at det er dårligt eller forkert også at have en karriere og prioritere andet end sine børn, men man skal naturligvis altid overveje sine valg :)
Jeg vil umiddelbart mene, at det godt kan lade sig gøre at være "karrierekvinde på deltid" og samtidig have 3 børn - hvis lysten er der og man netop prioriterer med tanke for at alt skal kunne gå op i en højere enhed. Det er jo noget med at træffe nogle valg, men også være bevidst om hvad det så er man fravælger og hvorfor ... :)
Håber du kan bruge mine tanker lidt videre og glæder mig til at følge jer videre frem - med 2 eller måske 3 børn :)
Fortsat held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
22. november 2024 | Opdragelse | 3 år
Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...
13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...
26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....
17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....
16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.
Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...
Viden om børn:
Citrusfrugter
Hvis man har allergi overfor græspollen, så kan man nogle gange reagere på citrusfrugter som appelsiner og klementiner. Reaktionen vil ofte være kløe og hævelse af læber, mund og svælg. Og det bedste man kan gøre er ikke at spise de citrusfrugter, som man reagerer på.
Nogle børn vil også reagere med rødt udslæt om munden, når de spiser citrusfrugter. Det skyldes normalt frugtsyren, som generer barnets lidt sarte hud og handler således ikke om at barnet ikke tåler...
Cykelhjelm
Alle børn bør bruge cykelhjem, når de cykler. Det gælder både når de cykler selv og når de sidder i cykelstol, i en ladcykel eller i en cykelanhænger.
Vælg en godkendt hjelm. Det vil sige en hjelm med et CE-mærke og godkendelsesnummeret EN 1078.
Derudover så skal hjelmen sidde rigtigt og det gør den når den dækker panden og sidder så stramt, at den ikke kan skubbes tilbage i nakken. I de fleste hjelme sidder skumgummipuder, som hjælper til at justere størrelsen, så...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Det kan ikke siges for mange gange. Din bog om barnets søvn er helt fantastisk og hver gang jeg læser i den giver den mig ro i stedet for at stresse over at mit barn ikke nødvendigvis sover 16-20 timer i døgnet i en alder af 3 mdr, som man læser mange andre steder.
Hilsen mor til pige på 3 måneder