Svar: Når de pædagogiske midler ikke virker

---

Kære Camilla

Når børn grinder, når man skælder dem ud, skyldes normalt to ting:

1. At barnet er så tryg ved mor og far, at det ved at uanset, hvordan det opfører sig, så er det elsket højt og derfor tør barnet godt vise, at mor og far ser sjove ud når de skælder ud.

2. At barnet føler sig meget usikker i situationen, hvor I skælder ud. Barnet ved simpelthen ikke "hvilket ben det skal stå på". Børn som bliver skældt meget ud reagerer ofte ved enten at grine, lade som om de er ligeglade eller lade som om de voksne ikke er der - det er for dem måden at tackle det på.

Så hvis du generelt oplever at jeres datter griner, når du skælder ud, har svært ved at se dig i øjnene og virker ligeglad med det du siger, så kan det godt handle om at du måske skælder for meget ud. I hvert fald kan det være ganske fornuftigt at overveje, hvordan du møder hende i hverdagen, når hun gør noget der er dig imod og lige vurdere, om hun egentlig er klar over, hvad det er du gerne vil have hende til.

Desværre bliver vi voksne ofte meget fokuserede på at skælde ud over de ting som barnet gør forkert. Vi har fokus på alt det vi ikke vil have, men glemmer at fortælle barnet, hvad vi vil i stedet for. Det er vigtigt også at fortælle børn, når de gør noget som vi synes er dejligt og rart, de ting som vi gerne vil have mere af :)

Jeg er helt med på, at du forsøger alle pædagogiske metoder, lytter til hende og anerkender hendes behov osv. Men prøv at overveje, hvad du egentlig siger, når du skælder ud. Siger du f.eks. at hun skal se dig i øjnene, når du taler til hende? Hvis du gør det, så kan det virke meget ubehageligt for hende, måske kan du selv huske det, fra du var barn? Prøv at sætte dig ind i at få beskeden "se på mig når jeg taler til dig!". Hvis hun ser på dig, vil hun jo se dine vrede og anklagende øjne og det er naturligvis ikke noget hun ønsker. Derfor kigger hun ikke på dig, når du irettesætter hende, derfor griner hun og løber sin vej, derfor overhører hun det du siger ...

En måde at reagere på i stedet, kunne være at du tog hende på skødet, eller holdt hende lidt ind til dig, eller bare holdt hende i hånden, så I har fysisk kontakt. Hun kan sagtens høre hvad du siger, selvom I ikke ser på hinanden lige der og så skal du forklare hende stille og roligt, hvad det er du vil eller ikke vil have. Ikke råbe, skælde ud eller kræve, men forklare helt roligt "jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker", "jeg vil ikke have du slår, det gør ondt", "jeg vil have du skal være mere stille" eller hvad det nu er du gerne vil.

Hvis det er sværere ting, som indeholder følelser, så sker der ikke noget ved at du starter med at sige "jeg bliver ked af det, når..." eller "jeg bliver vred når...", stille og roligt imens hun hører hvad du siger - og hvis hun ikke føler sig anklaget, men stadig føler at du anerkender hende selvom hun gjorde noget forkert, så vil hun naturligt også kigge på dig, når du taler med hende. Men hun vil højst sandsynligt ikke starte med dette, fordi det føles enormt ubehageligt for hende :)

Og så er der jo metoden med at sætte hende væk, som du har forsøgt og som faktisk også virker. I hvert fald skriger hun højt, når du afviser hende, hvilket jo er helt forståeligt, fordi jeg faktisk tror hun netop søger dig og ...

---

---

... søger din reaktion - så afvisning er det modsatte af hvad hun ønsker. Og bagefter bliver I jo også gode venner igen.

Når børn opfører sig irriterende og grænsesøgende, så handler det ofte om at de gerne vil have opmærksomhed. Det kan hos jer sagtens handle om at hun synes du bruger lidt for meget tid på lillebror eller at du har talt i telefon i måske 20 minutter og at hun i den tid ikke har haft kontakt med dig. Nu vil hun så gerne have du ser hende og det gør at hun finder på et eller andet for at få kontakt.

Hvis hun bevidst slår ud efter dig, sin lillebror, far eller andre, så skal du naturligvis markere at det er ikke i orden. Her har hun overskredet en grænse, som du ikke vil være med til. Og her kan det være helt okay at sætte hende væk, som du har gjort i et tilstødende lokale eller du kan være nødt til at give hende en time-out.

Det er problematisk at bruge time out til så lille et barn og man skal generelt være meget påpasselig med at bruge time-out. Det er ikke en løsning man griber til dagligt eller flere gange om ugen - normalt bruges time-out først, hvis en rolig advarsel til barnet ikke har været nok, eller hvis barnet har gjort en anden bevidst ondt.

Det er også sådan at time-out normalt først anbefales til større børn, børn fra 5 års alderen, som kan forholde sig til ting på en helt anden måde. Børn som man kan lave aftaler med og forklare og så siger man at den tid barnet er på værelset bør max være 1 minut antal år barnet er. Altså et barn på 5 år, kan blive sendt på værelset i 5 minutter. Samtidig skal man så også sørge være lige uden for døren, sætte sig på gulvet eller en stol der, så barnet ved at man stadig er der. Når barnet sættes på værelset skal det have en forklaring: "Jeg sætter dig herind fordi du sparkede mig. Man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre".

---

---

---

At give barnet en time-out er ikke det samme som at flytte barnet. Du må gerne flytte hende, hvis hun er igang med noget som hun ikke må, det hjælper hende til at forstå at du ikke vil have hun gør det.

Der kan også være situationer hvor hun bliver så gal og frustreret og opfører sig på en måde, at du er nødt til at fjerne dig fra hende (modsat at sende hende væk). Det kan nogle gange være nødvendigt at fjerne sig selv, simpelthen gå i stedet for at sende hende væk. Her kan man sige "jeg går lige ud i køkkenet lidt, ellers kan jeg mærke at jeg bliver meget sur på dig" eller lignende og så gå. Det kan også være at man vælger "Jeg vil rigtigt gerne tale med dig og når du har lyst til at tale med mig, så kom ud i køkkenet til mig".

Denne metode afhænger helt at situationen og hvad der egentlig sker. Børn i din datters alder, vil generelt have bedre af at man lytter til dem og den frustration de oplever og det er vigtigt at de føler sig forstået - men nogle gange er man også nødt til at markere, at her er en grænse og det er vi voksne der bestemmer. Hun prøver jo netop grænser af for at finde ud af hvor grænserne går og derfor er I også nødt til at sætte grænser.

Men som jeg startede med at sige, så husk også at fortælle hende, når hun gør noget godt, når hun gør noget I sætter stor pris på, så det bliver tydeligt for hende, hvad det er I gerne vil have mere af og hvad det er for en opførsel I ønsker mindre af :)

Fortsat held og lykke! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---