Svar: Min datter bærer nag

---

Kære fortvivlede

Velkommen til og tak for dit åbne brev, hvor du meget fint beskriver den frustration og afmagt du naturligt føler, når din datter reagerer så temperamentsfuldt, som hun gør.

Der er to ting, jeg synes I skal overveje, jeg ser to årsager til at jeres datter reagerer som hun gør.

Det ene er, at hun har det rigtig svært i øjeblikket. Du fortæller at det især er begyndt de sidste 3 uger og det siger mig, at der foregår et eller andet, som hun ikke kan tackle og derfor reagerer så voldsomt på og netop reagerer hjemme. Det kunne være noget i børnehaven, at nogen driller, holder hende udenfor, eller lignende. Hun kan godt reagere så voldsomt hjemme, fordi hun i børnehaven har det rigtig svært.

Det er derfor super vigtigt at I prøver at finde ud af, hvorfor hun bliver så ked af det, vred, frustreret osv. i øjeblikket og det er vigtigt at I sætter jer ned og prøver at tale med hende om det. I skal finde et tidspunkt, hvor der er ro på og hvor I kan sidde stille og tale. Tal om følelser, om at man kan være ked af det, vred, såret og hvad det betyder, når man har disse følelser. Tal med hende om at man inden i godt kan være ked af det, selvom man uden på ser glad ud. Tag et stykke papir og tegn en glad smiley, en neutral smiley og en smiley der er ked af det. Prøv om I kan få hende til at fortælle hvornår hun er det ene og det andet og prøv at tale med hende om hvad der gør hende glad, hvad der gør hende ked af det osv.

Det er også super vigtigt at I anerkender hendes behov for at vide at hun er elsket ligesom I også skal anerkende hendes behov for at bestemme visse ting.

Fireårige børn er naturligt meget diskuterende og vil gerne tage del i forskellige beslutninger. Dette kan man f.eks. anerkende ved at lade hende selv finde det tøj frem om aftenen, som hun vil have på i børnehave næste dag. Det giver hende følelsen af at hun er lidt "selvstyrende" og samtidig undgår I konflikter om morgenen, hvor man ellers tit diskuterer med en fireårig ... :)

Det er ofte også en rigtig god idé at tale til deres intellekt og lave små aftaler, som omhandler noget af det, som barnet gerne vil. I ved sandsynligvis godt, hvad det er for ting jeres datter ofte stiller sig på tværs overfor. Noget hun i øvrigt gør, for at vise jer, at hun er sin egen og har sin egen mening om tingene ...

Prøv derfor ikke at fokusere mest på det I vil have hende til, men på ting hun gerne vil. Så hvis I f.eks. vil have hende til at skynde sig i tøjet, så sig "hvis du skynder dig, så kan vi nå at læse en bog" eller lignende, hvis hun f.eks. er glad for at læse bøger med jer. Hun skal ikke belønnes med slik eller lignende, det er ikke det jeg mener, det handler mere om at give hende lidt læring omkring "Hvis du gør de her ting for os, som vi gerne vil, så gør vi også det her for dig - så kan vi gøre de her ting sammen". Så hun også får lidt læring med sig om at alle jo gerne vil have deres behov opfyldt :)

I skal også prøve at bruge humor, for fireårige elsker humor, de fjoller, pjatter og begynder at elske vittigheder - de kan fjolle rigtig meget og nogle gange grine af ting, som vi andre har svært ved at se er sjove - men dejligt er det og det gode humør smitter jo altid :) Derfor er det også ofte en rigtig god idé at bruge humor, leg og latter, når man vil undgå konflikter med en fireårig. Det er en god idé at gøre tingene sjove og pjatte og fjolle lidt. Det elsker de og netop ved at bruge humor, kan man nogle gange undgå at det føles som "at slå i en dyne", hvor man bare føler hun er på tværs og man ikke kommer nogen vegne.

Jeres datter har rigtig meget brug for jeres og for voksnes anerkendelse. Hun har brug for at føle sig betydningsfuld, hun har brug for at vide at hun har en vigtig rolle i familien og hun vil tit opsøge voksnes godkendelse. Ofte med fokus på ting hun mestrer "se hvor højt jeg kan springe!", "se hvordan jeg kan balancere", "se hvor hurtigt jeg kan cykle", "se min tegning, er den ikke flot" osv.

Når jeres datter siger til de voksne i børnehaven at hjemme bestemmer hun det hele, så kan det godt være udløst af ønsket om at føle sig betydningsfuld og at kunne fortælle at hun hjemme har en vigtig rolle, netop fordi hun bestemmer. Der behøver ikke være noget grundlæggende galt med det hun siger.

Når man er fire år, vil man også kunne begynde at udtrykke vrede mere verbalt i stedet for fysisk og stadig vil børn i denne alder have anfald af frustation. De kan også have mere kontrollerende anfald ,hvor de bestemt siger ...

---

---

... "jeg vil ha den nu!" De kan føle meget intens vrede og frustration og virkelig føle at verden går dem imod.

Og dette leder mig så over til den anden årsag jeg ser, som kan være grunden til at jeres datter reagerer som hun gør - at I skal passe på ikke at trække jer. Hun har brug for at I viser hende, at I er de voksne, I er ikke bange for hende, og I skal sende tydelige signaler for hvad I vil acceptere og ikke vil acceptere. Hun har naturligt brug for regler og faste rammer og hun skal vide at hun kan regne med jer.

Du fortæller at du bliver stresset, føler afmagt, hjertebanken og smerter i maven, fordi du frygter hendes vredesudbrud. Du fortæller at du er bange for at sige noget forkert, tage nogle steder, af frygt for at hun vil opføre sig temperamentsfuldt.

Det er utroligt vigtigt at du kan rumme, når din datter bliver vred. At kunne rumme betyder at du kan holde ud at hun har det som hun har det, uanset om hun er glad, sjov, sprudlende eller om hun er vred, gal, sur, irriteret osv. At kunne rumme betyder at du ikke forsøger at lave hende om, at du lader hende have de følelser hun nu engang har og det betyder også at du ikke tager det personligt. Og det er netop det sidste du måske skal arbejde lidt med - ikke at tage det personligt. For din datter reagerer som hun gør, fordi hun har det svært og hun må godt være vred. Vred er en helt legal følelse og vi kan alle blive vrede - og det er okay og ikke din skyld :)

For mange forældre opleves fire årsalderen som lidt af en prøvelse. De fleste af os er ret godt informeret om at især 1-3 års alderen er svær, det er den alder, hvor barnet virkelig prøver grænser og øver sin selvstændighed, det er den alder som man tidligere kaldte for trodsalderen. Men når børn er 4 år, så har man også mange udfordringer og det handler ofte om at barnet i denne alder verbalt er rigtig god til at give udtryk for hvad det vil eller ikke vil.

Jeres datter vil naturligt prøve grænser på mange niveauer. Det handler både om verbale grænser, barnet siger bandeord, eller mindre pæne ord, kalder dig ting som du ikke vil høre - for at se hvordan du reagerer og for at finde ud af, hvad ordene betyder. Nogle gange svarer hun sikkert også igen "det gider jeg ikke!", "det kan du selv gøre!" eller "du er tarvelig!". Det giver naturligvis konflikter.

---

---

---

Hendes verden ramler stadig væk en gang imellem, hvor hun ikke kan kontrollere det, hvor hun bare bliver oprigtigt ked af det og fortvivlet. Det er i disse situationer, hvor hun har brug for at du sidder med hende, taler stille og roligt, viser hende at du er der, at det er okay at hun lige mistede besindelsen et øjeblik og at du godt kan rumme det.

Men børn i 4, 5 og 6 års alderen, kan faktisk også få det som hedder kontrollerende anfald. Hvor fortvivlelsesanfald handler om at barnets hjernemæssige udvikling ikke sætter barnet i stand til at bevare roen, altså en fysiologisk umodenhed, så er kontrollerende anfald bevidste anfald. Det er anfald, hvor barnet søger at kontrollere sine forældre (eller andre voksne), ønsker at manipulere jer til at få sin vilje.

Kontrollerende anfald er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"...

Denne type anfald kan man bedst behandle ved at sørge for at barnet ikke får publikum og ved at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet skaber sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje...

Helt overordnet gælder det for jer forældre om at finde nogle regler og melde ud, hvordan reglerne er. I skal være enige om, hvordan I gør og hvorfor og så holde fast i dette. Jeres datter skal mærke at når hun ikke kan styre kaos, så kan mor og far - også selvom I ikke er enige med hende, så står I der, så er I der og er den faste klippe, det faste holdepunkt hun har og har brug for at holde sig til. Det er vigtigt at hun mærker dette og mærker jeres ro.

Jeg håber ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med hende :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---