Svar: Vores søde lille hidsigprop

---

Kære Rasmus´ mor (og far)

Rasmus er jo godt på vej ind i selvstændighedsalderen og der er ingen tvivl om at det er en utroligt krævende tid for både børn og forældre. Jeres dreng har brug for så meget omsorg, forståelse og anerkendelse, han har det rigtig svært, når han mærker verden gå imod ham - og I gir og gir og alligevel føles det aldrig helt nok ... :)

Rasmus bliver så ulykkelig, når han mærker sin manglende formåen. Han vil så gerne selv, prøver og prøver, efterligner jer, efterligner storebror og han mestrer det ikke. Han kan ikke og det gør ondt, når han indser at han ikke kan det han vil. Det gør også ondt i ham, når han mærker at I nogle gange forhindrer ham i noget han vil og som han ikke må. I det hele taget har han meget svært ved at tackle den modstand og det er helt naturligt for hans alder og den udvikling han går igennem.

Man kan gøre flere ting for at hjælpe børn i denne alder. Du kan for det første minimere hans valgmuligheder, for han kan ikke selv vælge. Ved middagsbordet kan det nogle gange være en rigtig god idé at portionsanrette, fordi han derved får få valgmuligheder og kan gå igang med at spise uden at blive forstyrret af hvad der ellers er på bordet, pege og ville have.

Det vil også være rigtig godt at du afleder ham i stedet for at sige nej. Børn i denne alder kan ofte godt afledes, de kan enten fjernes, løftes op, de kan også være en idé at fjolle og pjatte, kilde ham, sige sjove lyde osv. så han begynder at grine og I på den måde kommer videre. Du kan også aflede ham ved at tilbyde ham noget at spise, tage ham med ud i køkkenet og sætte ham i den høje stol.

Hvis han slår ud efter dig, så skal du sætte ham fra dig. I det hele taget er det en god idé at lade en handling følge med sit nej. Så slår han dig, så sæt ham fra dig imens du siger "AV!" så han lærer at det vil du ikke have og hvis han slår kan han ikke være i din favn.

Når han nogle gange ligger og vrider sig på gulvet og ikke vil have du rører ved ham, så sæt dig i nærheden, tal stille med ham. "sååå skat, lille skat, såååå" eller lignende - ikke lange sætninger, men dybe, rolige små ord. Så han mærker din ro, fornemmer at du netop er rolig selvom han ikke selv er det og også fornemmer at du bliver der, at du er der for ham, selvom han har det svært. Prøv så om du stille og roligt kan komme til at røre ham lidt, nusse hans tæer osv. og inviter ham så op på skødet "kom skat, kom op til mor, kom" osv. så han føler sig mødt og får din nærhed, når han er parat til det igen. ...

---

---

... Det hjælper ham, det giver ham mulighed for at danne de vigtige forbindelser i hans hjerne, som han lige nu mangler, fordi han ikke er ældre end han er. De vigtige forbindelser som netop på sigt skal lære ham at bevare roen og ikke kaste sig i gulvet og vride sig, selvom verden går ham imod.

I må naturligvis gerne have regler og sætte grænser. Han skal jo lære at begå sig hen af vejen. Men det er vigtigt at gøre det med anerkendelse for hans lille personlighed og udvikling :)

Hans udforskningstrang er stor og det er helt naturligt at han vil pille i ting, undersøge tingene men også se hvad reaktion han får fra jer, når han går på nye opdagelser. Han undersøger altså både ting og omgivelser, men undersøger også jeres reaktion og lærer således stille og roligt, hvordan han skal opføre sig sammen med andre mennesker.

---

---

---

Når han er frustreret og føler at tingene går imod ham, så pumper adrenalinen rundt i kroppen - adrenalin virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det så kommer der mere af det, det flammer op, men hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud. Hvis man f.eks. vælger at skælde ud eller sende barnet på værelset, så vil han ikke føle sig forstået og det er som at puste til ilden og det hele bliver værre. Hvis I derimod viser ham at I forstår ham, lytter til ham, gerne vil ham og I må gerne samtidig sætte grænser for hvad I vil have eller ikke have, så slapper han mere af og adrenalinen dæmpes.

Det kender du også fra dig selv, hvis du er utilfreds med noget, brokker dig osv. og din mand siger "lad dog være med at være så hysterisk, hold op med at skabe dig, jeg gider ikke være sammen med dig, når du er sådan" eller hvis han bare ignorerede dig totalt - så ville du blive rigtig gal og ked af det :) Men hvis han i stedet sagde til dig "det kan jeg godt forstå du bliver vred over, sådan havde jeg slet ikke tænkt, måske kunne vi så gøre sådan og sådan" - så blev du mødt, lyttet til og faldt til ro på en helt anden måde.

Derfor er det sådan I skal reagere i forhold til jeres søn. I skal lytte til ham og sætte ord på: "jeg kan godt forstå du bliver så vred lige nu" og så møde ham der og finde en løsning. Han skal stadig have at vide at han ikke må slå, smide med tingene, eller hvad han nu gør. Sættes fra jer eller flyttes væk, hvis han gør noget bevidst, som I vil have ham til at holde op med, men han skal samtidig føle at I godt forstår ham og ved hvad han vil.

Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke og rigtig god jul! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---