Brev:

Trods, konflikter og en dybt frustreret mor

Kære Helen,

Der er sket meget i vores lille familie og jeg har på ny brug for lidt sparring/gode råd.

Min kæreste og jeg har samlet familien igen, for et halvt år siden, og bor nu sammen alle sammen under ét tag. Det har været rart at komme frem til den beslutning og vi trives alle sammen godt på denne måde. Endvidere er jeg gravid med nummer to og er ret tæt på termin.

Det har selvfølgelig været nogle store omvæltninger for vores familie og store overvejeleser har ligget bag. Men at komme frem til denne løsning har været en kæmpe lettelse og vi arbejder nu med alle midler for at have og skabe et godt familieliv.

Men uden konsekvenser har det ikke været - og her tænker jeg på Emil der nu er 3 år og 7 måneder.

Han er efterhånden blevet rigtig godt "dus" med hans børnehave. Det er er udflytterbørnehave der hver dag kører på landet hvor de har de dejligste grønne områder og børnhavehus. Jeg mærker tydeligt hvor god den børnehave er for ham og de udfordringer han bliver stillet overfor. Han er ubeskrivelig træt når han kommer hjem, men generelt trives han godt i børnehaven.

At far nu er en fast del af hverdagen er både det mest vidunderlige i Emils lille sind, men også noget han har skulle vænne sig til. Det har været tydeligt at der har skulle arbejdes på, at Emil skulle acceptere at det nu er os begge der opdrager, bestemmer og giver tryghed. Farmand har måtte mestre rigtig meget afvisning og det har selvfølgelig været hårdt. Men vi har talt om tingene og jeg har sørget for at give far plads og selv givet lidt slip der hvor det var nødvendigt. Det er blevet bedre men der er stadig lidt vej endnu. Emil og far laver rigtig mange ting sammen og dét giver deres forhold rigtig meget.

Jeg er gravid og selvfølgelig er det underligt for Emil. Vi har talt meget om at der kommer en lillebror, men har forsøgt at starte sådanne samtaler på hans præmisser og ikke tromle afsted da vi tydeligt mærker at det er lidt omsonst for en 3 årig at forholde sig til. Men jeg kan ikke tumle med ham, løfte ham op eller hoppe rundt som jeg gjorde før. Heldigvis er far her nu til at overtage. Min mave ser han jo også blive enorm men han lader til at synes det er spændende det hele og noget positivt der er i vente. Jeg har det med at afslutte vores "lillebror-kommer-til-verdenen"-samtale med at sige noget i stil med; "Husk at vi to er bedste venner og jeg elsker dig!"

Han reagerer måske forsinket eller også er det blot hans alder der udfordrer. I hvert fald har vi daglige kampe med ham der efterhånden slider så meget på vores dagligdage og lige meget hvad vi forsøger, føles intet til at virke. Da Emil var omkring 3 år, oplevede jeg samme udfordringer... nu er de her igen bare endnu mere voldsomme synes jeg!

Tøjsituationer, tandbørstning, at komme i seng, at rydde op... alt det som han ikke lige synes er det mest spændende, ender alt for tit i absolut kaos men råb, skrig, hyl og at vi alle bliver kede af det. Sådan føles det i hvert fald inden i mig. Han stikker af når han skal i tøjet eller have børstet tænder. Selvom vi tydeligt viser ham at vi ikke finder det sjovt, starter han med at grine mens hans "trodser" hvad vi beder ham om.

Han er rimelig selvhjulpen men vi sørger selvfølgelig for at hjælpe ham og ikke bare forlange at han skal hoppe i den bunke tøj der ligger på gulvet. Vi forsøger at være specifikke. Alligevel ender det i hyl og skrig... for mig er det den værste måde at afslutte eller begynde dagen på, hvilket det jo ofte ender med da der skal børstes tænder og i tøjet hver aften (nattøj) og hver morgen.

Det er MIG der har det største problem med at rumme "balladen". Jeg bliver frygtelig vred på Emil og ender tit med at råbe meget højt af ham. Det er som om at jeg tænker det vil stoppe ham i at kaste sig rundt, når man f.eks skal have ham med ud på badeværelset. Det hjælper selvfølgelig ikke at slæbe ham, men når han ikke vil gå selv og man har forsøgt med alle mulige pædagogsike virkemidler, må man jo have ham derud på en eller anden måde. Tøjsituationer bliver nærmest umulige når han ikke hjælper til eller er velvillig. Jeg ender altid med at råbe af ham eller slæbe ham ind på hans væresle. Nogle gange har jeg forsøgt bare at gå... da jeg kan se at intet andet vil ...

... virke (og mest af alt for at UNDGÅ råberiet/skæld ud'en) men jeg står med samme problem bagefter.

At presse en 3 årig i tøjet er ikke bare grænseoverskridende men også voldsomt. Det er slet ikke rart, men hvad skal man ellers gøre når børnehavebussen kører kl 8? Det er svært for os ikke at blive påvirket af det. Disse situationer gør een vred og ked af det og man tænker "Hvorfor al den ballade? Vi havde det jo lige så rart.

Han reagerer på mange ting med "hyl og skrig". Kommer han hjem fra børnehave, skal vi tit igennem en 30 minutters "ulvetime" hvor ALT lader til at frustrere ham. Måske er det dagens små frustrationer fra børnehaven der lige skal ud i det trygge og trætheden efter en lang udedag... vi forsøger at rumme det og give ham tid til at falde ned.

Det er som om at jeg ikke kan acceptere når han opfører sig på en negativ måde. Jeg er ellers meget rummelig som mor og forsøger at vise ham at hver en følelse er tilladt. Men det slider på mig at der er perioder hvor det føles som at skulle kæmpe og skændes med sit barn HELE TIDEN. De perioder gør mig ked af det og jeg kommer til at tænke "Hvorfor??? Er han ulykkelig? Hvad gør vi forkert? Jeg er vedens VÆRSTE mor (efter at have råbt af ham eller slæbt ham ind på værelset)". Det er frygteligt at have det sådan og det føles så forkert at blive så vred på sit barn.

Min kæreste påvirkes selvfølgelig også, men han kommer aldrig op i så rødt et felt som mig. Han har så et problem med at "smide" en konflikt, hvor jeg kan gå afsides i 10 min og komme tilbage til Emil med fornyet energi og humør. Men vi taler om det og supplerer hinanden godt. Men fælles kommer vi måske til at give disse konflikter for meget opmærksomhed? Jeg ved det virkelig ikke...

Mit seneste tiltag i forsøg på at lette disse daglige konflikter, er en tegning med et skema. Der er 4 kolonner; en med en lille tegning af en mund og tandbørste, en tegning af tøj (at tage tøj på), en tegning af en hånd og legetøj (oprydning) og en tegning af tallerken og bestik (at tage sin tallerken ud i køkkenet efter maden). Hver gang Emil og jeg/far får ordnet en af disse "gøremål" på en nem måde, må han vælge et klistermærke og når alle felter er fyldt... venter en lille overraskelse. Vi taler om hvordan og hvorfor han fik de forskellige klistermærker. Jeg læste om dette "point-system" i bogen "Fantastiske Forældre" og tænkte jeg ville give det en chance.

Jeg føler mig lidt på herrens mark. Snart kommer der en baby i hjemmet og vi ved begge at Emil kan reagerer yderligere på at blive storebror. Vi ved at vi ikke må forvente for meget af vores søn men er godt trætte af, at han hele tiden lader til at søge grænser og konflikter... vi synes ellers vi er meget direkte og grænsesættende som forældre men der må være noget vi gør galt.

Måske er jeg bare for "u-cool" og forsøge ikke at lade mig påvirke når disse episoder sker. Mest af alt gør det mig ked af det, når det skal ende med at Emil græder. Det ender det jo med når han ikke får lov at bestemme at han ikke skal have tøj på, børste tænder osv osv. Vi forsøger at tale med ham bagefter disse situatuoner og sætte ord på så som "Puha hvor blev mor/far dog vrede der" eller "Jeg kan godt forstå du blev ked af det men vi bliver altså nødt til at få det tøj på/børste tænder osv". Vi taler meget om at blive "gode venner igen" og forøger altid at sætte punktum for en konflikt på den måde. Endvidere forsøger vi at rose når han har gjort noget godt... i det hele taget prøver vi alt hvad vi kan.

Jeg forstår bare ikke det skal være så svært at komme igennem denne "selvstædigheds-alder" uden konstante sammenstød og jeg bekymrer mig meget nu hvor der endda skal gøres plads til barn nummer 2/en lillebror i Emils lille verden.

Hvad gør vi for at mindske disse dagligdagskonflikter? Skal vi belønne mere? Tale mindre? Kræve mere? Eller måske mindre? Skal måske "bare" stoppe med at bekymre mig så meget og tro at noget er i vejen?

Generelt virker Emil som en lykkelig og tryg lille dreng og jeg elsker at være hans mor. Jeg bliver bare SÅ ulykkelig når alting føles som en kamp...

Jeg håber Helen, at du kan finde hoved og hale i mit lange brev smide lidt "guide-lines" i min retning.

Mange hilsner

Trine-moar

Læs Helens svar »

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

22. november 2024 | Opdragelse | 3 år

Fysisk reagerende 3 årig

Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...

Læs hele brevet og Helens svar

13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Konflikter - 3 år, 4 mdr.

Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...

Læs hele brevet og Helens svar

2. november 2024 | Renlighed | 3 år, 10 mdr.

Blefri

Hej Helen. Jeg har en kæmpe udfordring med min søn på 3 som bliver 4 til...

Læs hele brevet og Helens svar

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: