Svar: Når børn siger nej til leg

---

Kære trætte far

Tak for dit brev - jeg kan godt forstå at du er træt, det er hårdt (selvom det også er dejligt!) at have en toårig og en fireårig i huset ... :)

Det er meget hårdt for børn, når de får nej til leg af andre børn, og det er klart - det gør ondt at de andre ikke vil lege med dig, at du ikke må være med. Man kan naturligvis ikke tvinge børn til at lege sammen og det er også ganske udmærket at børn leger med flere forskellige og ikke altid kun med 'bedste-veninden' fordi det naturligt bliver meget følsomt, når den ene så nogle gange vælger at lege med en anden.

Derfor er det ganske udmærket, som pædagogen har foreslået, at I nu forsøger at finde nye og andre børn at lege med. Forsøger at hjælpe jeres datter med at finde nye sociale relationer, sådan at hun, når en siger nej, kan gå ind og lege med nogle af de andre og ikke står alene.

Det er dog en balance, for børn skal også hjælpes til at finde ud af at man nogle gange godt kan lege flere sammen og måske kan jeres datter godt være med sammen med de andre piger, - bedsteveninden og en anden. Derfor er det også vigtigt at pædagogerne er opmærksomme på, hvordan der bliver sagt nej og i hvilken sammenhæng, så jeres datter ikke bliver bevidst holdt udenfor og derfor bliver ked af det.

Og så er det naturligvis også vigtigt at I voksne hjælper jeres datter til at forstå, at fordi der bliver sagt nej til leg en gang imellem, så er det ikke ensbetydende med at man er uvenner eller ikke kan lege sammen en anden dag.

Børn i børnehavealderen er igang med at udvikle forståelse for andres følelser og det er en proces, som tager tid at komme igennem - og det sker heller ikke uden, at man nogle gange bliver ked af det. Først i 6 års alderen, omkring skolestart, vil de fleste børn have udviklet så meget forståelse for andres følelser, så man kan begynde at fortælle barnet, hvordan det føles at få et nej til leg. Det betyder dog ikke, at du (eller pædagogerne) ikke gerne allerede nu må tale med din datter og hendes veninde omkring det, hvis du oplever en situation, hvor det vil være relevant.

Det handler jo både om at få forklaret din datter at de stadig er gode venner, selvom de lige i den situation måske leger hver for sig, ligesom det handler om at tale med veninden om, hvorfor hun siger nej og at din datter bliver ked af det - igen alt efter hvordan det nej bliver sagt. Man er ofte nødt til at gribe selve situationen for at få sat nogle af de ord på, som pigerne selv mangler og som netop gør at den ene part ofte bliver mere ked af det end nødvendigt måske er...

Jeres datter skal lære at begå sig socialt ved at se, hvad det hun siger og gør, gør ved andre og ved selv at mærke, hvad andre gør ved hende. Hun skal opleve at hun nogle gange kan være med i en leg og at de andre gerne vil lege med hende, ligesom hun også skal opleve, at hun ikke altid kan være med. Det er hård læring, men også vigtig læring og hun skal lære dette nu og i årene frem.

Leg er meget vigtigt for børn og når børn leger sker der forskellige ting. Leg handler både om magtspil, om ligeværdighed, om identitet og om at indgå i fællesskab med andre og børn bruger også leg til at behandle / bearbejde de ting de oplever.

Når børn siger "nej til leg", så er det vigtigt at man som voksne holder lidt øje med, hvad årsagen er. Måske er din datter meget dominerede og vil bestemme det hele, måske er det de andre, der bruger netop "nej!" som et magtmiddel til at bestemme over hende, måske er der intet i det, andet end at den pågældende pige en gang ...

---

---

... imellem bare har lyst til at lege med en anden ... men man skal altid være opmærksomme på, hvad årsagen til "nej, jeg vil ikke lege med dig" er, for derved kan man handle bedst.

Med hensyn til jeres yngste datter, så lyder det som om at hun lige nu forsøger at trække tiden, når hun skal puttes og at det er blevet mere eller mindre en leg for hende. Hun kalder, I kommer, hun vil have I skal gå, I går, hun kalder igen osv. Det lyder som om at hun lige nu prøver lidt grænser og leger lidt for meget ... :) Sikken filur! :)

Prøv at putte hende senere end I normalt ville gøre, for at være sikre på at hun er træt nok til at sove og dermed ikke trækker tiden så langt ud. Sær jer ved sengen og læs en historie for hende, hvor I kræver at hun lægger sig ned stille og roligt imens I læser. Ligger hun stille, så læser I, hopper hun rundt, så læser I ikke og kan så være nødt til at gå. De fleste børn vil ret hurtigt synes det er hyggeligt at en af jer sidder der og læser historie og vil således blive liggende stille i sin seng. I skal naturligvis vise hende billederne i bogen osv. når I læser, men hun ligger ned.

Så prøv at stille lidt krav om at blive i sengen, lægge sig ned, ligge stille og lytte osv. når hun skal puttes. Vær hos hende, giv hende opmærksomhed, så hun mærker at I er der for hende - også uden at hun behøver lave kunster og se om det så ikke kan få skabt nogle nye og lidt mere rolige rutiner om aftenen :)

Når hun prøver grænser om dagen, smider sig på gulvet, triller omkring osv. så skyldes det at hendes hjerne er umoden. Hun har endnu ikke dannet de forbindelser i hjernen, som er vigtige for at kunne bevare roen, lige tænke sig om en ekstra gang osv. Og netop på grund af denne hjernemæssige umodenhed, så får hun det der hedder fortvivlelsesanfald.

---

---

---

Når din datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at hun ikke kan finde ud af noget osv.

Det vil ofte være små bitte ting, der i dine øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det har hun brug for at du forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at du forstår det, det er rigtigt irriterende at hun ikke kan få en ostehaps lige før aftensmaden, eller det er rigtigt irriterende at du giver hende et æble, når hun hellere ville have haft en pære eller det er også rigtig trist at hun skal i vuggestue, når hun nu hellere ville være hjemme osv.

Hun har altså brug for at høre, at du godt kan forstå det her er svært for hende - du forstår det godt, men det ændrer ikke ved at du holder fast i at det er sådan det er :o)

Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun brug for at du sidder med hende, holder om hende og beroliger hende. Hvis du går fra hende, så går hun grædende efter dig, "gå ikke fra mig far" og det gør hun fordi hun har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Nogle gange kan hun ikke klare omfavnelse og fysisk kontakt lige med det samme, men så må du forsøge at være tilgængelig ved stadig at være i nærheden. Nogle gange skal man sætte sig på gulvet ved siden af hende, prøve om man kan få lov til at nusse hendes fødder lidt, så maven og måske kryber hun så op på skødet. Andre gange skal man bare være der, fortælle hende at man er der og prøve at lokke hende lidt "nåå, lille skat, bliver du bare så ked af det, kom op til far, kom skat ..".

Håber du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke med dem begge to :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---