Svar: Adfærd - 3 år

---

Kære mor

Der er ingen tvivl om at det er rigtig svært at være Josefine lige nu og at hun reagere som hun gør, fordi hun føler sig truet af lillesøster.

Laura er jo betydeligt mere irriterende og fylder langt mere nu end hun tidligere har gjort. Det var lettere at acceptere hende, da hun var spæd, lå hvor I lagde hende og ikke gjorde meget stads ud af sig selv, men nu er Laura 9 måneder, begynder at vise mere og mere selvstændighed og hendes personlighed titter mere og mere frem.

Laura begynder også at kravle, hun flytter på sig, tager noget af Josefines legetøj, hun klapper, vinker, smiler, griner osv. og hun fylder derfor langt mere nu end hun har gjort tidligere. Alle hilser på hende, smiler til hende, griner af det hun gør - det er bestemt ikke let for Josefine at kapere dette og derfor får I den reaktion som I gør - ikke bare du og far, men også mormor, der jo naturligt også synes Laura er skøn - og det mærker Josefine, ikke engang mormor kan hun have for sig selv mere ....

Søskendejalousi er en blanding af sorg, vrede og angst. Det er helt naturlige følelser og det er vigtigt at jeres datter får lov til at udtrykke disse og også får dem bearbejdet. Det er derfor vigtigt at I sætter ord på de tanker og følelser I tror jeres datter går rundt med, så hun hører at I forstår hende.

Jeres opgave er ikke at fjerne de følelser hun har, men at rumme dem. Det betyder at I skal turde mærke sammen med hende, lade hende vide, at de følelser hun har er okay og I vil ikke lave dem om. Og så skal I naturligvis samtidig også sætte grænser - for hun må jo ikke gøre lillesøster ondt. Derfor er det en god idé at tale lidt med hende om (på hendes niveau), hvordan man kan udtrykke sine følelser: "det er okay at du er vred eller sur, men du må ikke gøre noget der gør ondt på andre" eller lignende. Så hun hører at det er okay at hun har det som hun har det, men det er ikke okay at slå eller nive lillesøster, selvom hun kan have lyst til det.

Og så skal I naturligvis sørge for at hun føler sig set og anerkendt, hun skal ...

---

---

... forsikres om, at hun har stor plads i jeres familie og ingen kan erstatte hende.

Josefine reagerer fordi hun:

- føler sig tilsidesat

- ikke føler at hun er den foretrukne

- føler sig uværdig til sine forældres kærlighed og sammenligner sig med sin lillesøster, som er en rival

- føler sig usynlig

- føler ikke at der er tilstrækkeligt med kærlighed til alle

---

---

---

- føler "min plads i mors hjerte er alt for usikker"

Og derfor er det rigtig vigtigt at I bruger tid på at vise hende, at hun har en ganske særlig plads, netop fordi hun er den hun er. Hun skal have positiv opmærksomhed og det kan være en idé at fortælle hende om, hvordan det var da hun var lille baby. Børn elsker at høre om og se billede fra dengang de selv var babyer og det vil hun sandsynligvis synes rigtig godt om.

Prøv også at fokusere på, hvad jeres ældste datter gør for jer og for sig selv. Hvad det er der gør ligepræcis hende til noget særligt. Det handler om at hun skal se sig selv som noget værdifuldt og værdsætte sig selv. Det betyder at hun skal have selvværd.

Selvværd er ikke det samme som selvtillid. Selvværd handler ikke om at hun er dygtig til noget, at kunne leve op til jeres krav, eller føle anerkendelse for noget hun gør. Selvværd handler om noget indre. Det handler om at hun skal føle at hun har værdi alene fordi hun er til. Det handler om at hun føler sig helt unik og uerstattelig og at ingen andre vil kunne udfylde hendes plads og at hun vil være savnet, hvis hun ikke var der. Og det er her I skal sætte ind :)

Med hensyn til Laura og manglende lyst til rugbrødshapsere, så synes jeg at I skal supplere hendes hapsere med kogte grøntsager, godt kogte pastaskruer, ½ hårdkogt æg, lidt rejer eller lignende, så hun får øvet sit pincetgreb, og stadig får mad hun selv kan spise, masser af variation osv. Og hvis det ikke er nok, så vil det være fint at supplere med lidt grøntsagsmos - det kan iøvrigt også bruges som smørbart pålæg :)

Men flaske i stedet for rugbrøds skal hun ikke have.

Rigtig meget held og lykke fortsat med dem begge :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---