Svar: Tid til min datter?

---

Kære Mor til Mariam

Tak for dit brev og alle dine tanker, som jeg er sikker på at mange andre vil nikke genkendende til :)

Jeg har også lidt tanker, som jeg gerne vil give dig med på vejen - heldigvis har du jo skrevet til mig før, så jeg har lidt end idé om, hvordan du er og hvordan du har det :)

Min første tanke er, at du skal prøve at skrue dine forventninger lidt ned. Især forventninger til dig selv, forventninger om hvad du skal kunne magte og overkomme og hvad der ligger i at være "en god mor".

For jeg er slet ikke i tvivl om at du er en rigtig god mor, at du elsker din datter utrolig højt og vil hende det bedste. Og derfor er det naturligvis også svært for dig lige nu, hvor du mærker at tiden ikke altid slår til. Du får dårlig samvittighed overfor hende, overfor din mand og slår dig selv oven i hovedet med skyldfølelse - og det er du nødt til at holde op med. For du gør det godt og du kan ikke gøre det samme nu, som du kunne før du blev gravid og før du startede på studie, sådan er det bare og det betyder jo ikke, at det ikke stadig kan være godt.

For det andet, så er du også nødt til at tale med din mand om, hvordan I kan hjælpe hinanden. Du er nødt til at forklare ham, hvordan du har det, - og ja hormonerne strømmer, men det er han jo også nødt til at tage hensyn til :) Og ja, han er træt, efter en lang dag - men det er du jo også og derfor er I nødt til at hjælpe hinanden.

Det kan ikke nytte noget at du ikke siger, når du har brug for ekstra hjælp. ...

---

---

... Det kan ikke nytte noget at du går og har det dårligt og bekymrer dig for Mariam og for den lille ny i maven - han er jo ligeså interesseret som dig i, at jeres børn skal have det godt og at den lille ny skal have de bedste betingelser og derfor bliver du nødt til at være ærlig omkring, hvordan du har det og I er nødt til at lave nogle faste aftaler.

Du beskriver dig selv som en tikkende bombe og du fortæller at du er bange for at hele situationen påvirker jeres forhold - mon ikke det allerede påvirker ..? Derfor er I nødt til at sætte jer ned sammen og få talt om tingene, finde en løsning. Det handler ikke om at han skal gøre alt, eller at du skal gøre alt, men netop om at I deles om tingene, for at hverdagen kan fungere for jer alle og til alles bedste :)

---

---

---

Og så vil jeg også foreslå dig at du taler med din læge. Har du en god læge, så få en tid til en samtale og fortæl om, hvordan du har det, hvad tanker du går og tumler med. Nogle gange hjælper det at sætte sig foran et andet menneske en udenforstående og få lov til at læsse af alle sine sorger og bekymringer. Bare det at kunne tale med hende om det, vil hjælpe og give lidt luft og man kan sagtens bruge sin læge til netop samtaler, man behøver ikke have feber eller ondt i halsen for at gå til læge - man kan også have ondt i sit parforhold eller gå rundt med en indre uro og bekymring :)

Rigtig meget held og lykke, håber du kan bruge mine tanker videre og pas nu rigtig godt på dig selv, I skal passe på hinanden alle fire :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---