Svar: At være bange

---

Kære Mor

Det er naturligt at børn, som en del af deres udvikling, har perioder, hvor de oplever mange former for frygt og angst. Og for at kunne vurdere, hvorvidt ens barn gennemlever en naturlig periode i sin udvikling eller synligt er mere frygtsom end sine alderssvarende venner, så er man nødt til at vide lidt om, hvad der er normalt og hvornår det kan kræve lidt mere hjælp at komme igennem ..

Når børn bliver bange, så er det tit overfor ting, som vi har svært ved at forholde os til. Det er ofte ting, der for os virker harmløse, det kan være barnet er bange for en bestemt person, en god ven, en person som er et både sødt og rart menneske og som bestemt ikke vil barnet noget ondt. Og alligevel bliver barnet bange for vedkommende, græder når bare personen nærmer sig eller henvender sig direkte til barnet. På samme måde kan børn i perioder være bange for at være i et andet rum end forældrene og det kan virke mærkeligt på os voksne, for vi er der jo, man kan bare lige kalde eller gå ind på den anden side af væggen, så er vi der ... men for barnet er det ubehageligt at være adskilt.

Det er naturligt at små børn, det vil sige børn under 2 år har "fremmedangst", angst for personer som barnet ikke kender (separationsangst), ligesom det også er naturligt at børn bliver bange for en høj latter, en pludselig meget dyb stemme og børn kan også være bange for høje lyde og pludseligt opståede lyde eller ting.

I 2-3 års alderen bliver børn ofte bange for mørke, de bliver bange for små dyr og disse frygtformer kan vare i flere år. Angsten for mørke kan faktisk fortsætte helt op i 7 års alderen, hvor angsten for små dyr ofte stopper omkring 5 års alderen. Det er således naturligt at jeres dreng er bange for mørke og ikke vil gå ovenpå alene, eller gå ind et sted, hvor lyset ikke er tændt.

I 5 års alderen er mange børn bange for "onde og skrappe" mennesker. De er f.eks. bange for indbrudstyve, bange for at komme til skade, bange for at blive kidnappet og denne frygt kan børn sagtens bibeholde op i 7 års alderen. Børn kan fastslå ud fra udseendet om personen hører til de onde. Og de skrappe mennesker kan være personer som hæver stemmen på en måde, der får barnet til at føle sig skidt tilpas.

Omkring 6 års alderen begynder mange børn at blive bange for overnaturlige væsener, - en frygt for uhyrer, spøgelser, hekse, mumier, vampyrer osv. Det kan være vigtigt at tjekke under sengen for at sikre at værelset er helt 'monsterfrit'.

Og børn vil i 6 års alderen ofte også kunne begynde at være bange for at sove. Barnet smutter ind til forældrene midt om natten eller vægrer sig mod at blive puttet i egen seng på eget værelse og vil gentagne gange bede om at få lov at sove med andre. Børn i denne alder vil ofte også være bange for at være alene i situationer hvor forældrene ikke er inden for synsvidde også selvom man ikke er langt væk - barnet kan f.eks. være utrygt ved at være i et andet værelse end forældrene. Frygten for at være alene og sove alene vil som regel aftage når barnet når 8 års alderen.

Når børn bliver 7-8 år så begynder de at være mere bange for ting, som de ved kan ske, fordi de ser det i medierne. Det kan være flystyrt, naturkatastrofer, krig, terror, aids osv. og når børn bliver 9-10 år gamle så skifter frygten karakter til at handle mere om at skulle præstere noget, frygten for at skulle testes, tanker om at man skal have bestemte kompetencer, at man skal blive til noget osv. Børn kan i denne alder også blive bange for at dø og bekymre sig meget omkring hvad der skal ske med dem, hvis forældrene skulle gå bort.

De fleste af disse former for frygt kan fortsætte helt op mod 11-12 års alderen og det vil altså i en hvis grad være normalt. Og man skal altså altid vurdere om den frygt som barnet har fylder så meget at det hæmmer barnet.

Det er altså naturligt at jeres dreng kan være bange for mørke eller bange for at være på badeværelset og det er også naturligt at han helst vil være sammen med jer :) Det lyder umiddelbart som om at Elias er en følsom lille dreng og at I skal give ham den tryghed og nærhed han behøver, så han føler sig fuldstændig tryg og netop lærer at I altid er der for ham. Det er således vigtigt ikke at skubbe ham fra jer "nu må du lige ...", "prøv at se den anden dreng hvor han ....", "Prøv nu selv, du behøver ikke mor for at ....". Pas meget på med, hvordan I reagerer på, at han har brug for jer og nogle gange måske næsten klynger sig til jer.

Man skal være opmærksom på separationsangst, hvis han har flere af følgende symptomer:

- Han kan ikke være adskilt fra jer forældre uden at være ekstremt ulykkelig.

- Han har overdrevene bekymringer om at miste jer, at der skal ...

---

---

... ske jer noget, at I skal komme ud for en ulykke.

- Han er overdrevent bekymret for at der vil ske noget med ham selv, som vil adskille ham fra jer forældre.

- Han vil ikke i børnehave eller andre steder og får anfald af panik, når I skal derhen og når I går fra ham.

- Han har gentagende mareridt om adskillelse.

Du skriver at han kan gå helt i panik, når I f.eks. går ind i et andet rum eller siger at I vil gå nedenunder. I skal her naturligvis vurdere, om det er fordi han har en reel separationsangst eller om det snarere handler om at han bliver ulykkelig over at I går, han vil så gerne have at I er der - måske også fordi der jo er kommet en lillebror til og Elias har brug for at mærke at I stadig er der for ham 100 pct. Netop om aftenen, når han skal sove, så er det der, det er tidspunktet, hvor I er der kun for ham og anfaldet han får kan måske være mere udløst af ønsket om at have jer alene end af angsten for at I forsvinder ... håber du kan følge mig?!

Hvis I oplever at han generelt virker til at have separationsangst, så synes jeg I skal tale med en børnepsykolog. I kan kontakte PPR afdelingen i kommunen og få en samtale med en psykolog omkring den problematik. Så vidt jeg ved, har I haft kontakt før ...

I skal naturligvis også medtænke om jeres måde at være omkring Elias på, kan gøre ham mere tryghedssøgende - det er jo en balance mellem hvornår noget er forlidt og hvornår det er for meget ... Jeg tænker, at I naturligt i kraft af Elias' medfødte hjertefejl, har været bange for at miste ham og har brugt mange ressourcer på at være der for ham og måske sender I eller har I også sendt nogle signaler til ham om at I har ekstra meget behov for hinanden ... bare en tanke :)

Med hensyn til fantasi og løgn, så vil en fireårig naturligt stadig have meget svært ved at skelne sandhed og løgne. Den fireåriges fantasi er stor, så børn i denne alder overdriver ofte og deres historier får lige et ekstra tvist - ikke for at lyve, men fordi de er naturligt for dem at 'overdrive' lidt. Det lyder som om at Elias er godt igang med at forsøge at finde ud af, hvad der er virkeligt og hvad der ikke er og det er naturligvis en proces han skal igennem.

---

---

---

Det er det samme de andre børn er igang med, når de hører Elias fortælle en historie og tjekker op på om det nu også passer, ved at spørge jer forældre. Jeg tror ikke det er fordi de vil se om "Elias lyver", men handler snarere om at lære at skelne tingene fra hinanden. Men samtidig ligger der naturligvis også en social læring i det for begge parter og det er naturligvis vigtigt at du svarer anerkendende, så Elias ikke føler sig udstillet eller forkert.

Børn i 4 års alderen elsker at lege, de vil gerne lege med børn dagen lang og de vil også gerne lege med de voksne, hvis de voksne ellers gider lege med dem.

De har rigtig meget brug for voksnes anerkendelse, de har brug for at føle sig betydningsfulde, de har brug for at vide at de har en vigtig rolle i familien og de opsøger tit voksnes godkendelse. Ofte med fokus på ting de mestrer "se hvor højt jeg kan springe!", "se hvordan jeg kan balancere", "se hvor hurtigt jeg kan cykle", "se min tegning, er den ikke flot" osv.

De forstår enkle regler og kan også adlyde dem - nogle gange brydes regler naturligvis stadig.

De elsker at føle sig som en del af fællesskabet og kan godt lide at blande sig når de voksne snakker. De vil nogle gange gerne snakke 'voksensnak' og spørger tit ind til, hvad de voksne taler om, ler af osv. for at følge med og føle sig som en del af det der foregår.

De kan godt lide at vise ting frem - ikke for at prale, men mere for at vise hvad de har og hvordan det er hvor I f.eks. bor. Hvis der kommer legekammerater på besøg, så vil en fireårig godt kunne finde på at vise ting frem i huset, vise hvad I har derhjemme, vise gæsten rundt.

Så når Elias helst vil være hvor I er, så kan det altså også godt handle om at han netop i kraft at sin alder, begynder at synes det er mere interessant at følge med i de voksnes verden :)

Det bedste I umiddelbart kan gøre er for mig at se, at vise ham at han er en del af familien. Ikke forvente at han vil sidde og lege alene på sit værelse, men i stedet lade ham tage legetøj med ned hvor I er, lege med det der. Og også stadig deltage i hans lege. I kan f.eks. bygge en hule sammen med ham (lægge tæpper over borde og stole), hjælpe ham med at smøre en picnickurv og så kan han selv sidde i hulen, spise sin mad og lege videre. Altså forsøge at finde lege, hvor I er der til at hjælpe og deltage og få tingene sat igang, men hvor han også selv skal finde ud af at lege alene.

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med ham :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---