Svar: Overgivelse til separationsangsten

---

Kære Line

Separationsfasen er, som du også har læst, en periode børn naturligt må igennem. Den varer ofte et par måneder - mærkes især i den periode, hvor barnet begynder at kravle, rejse sig ved tingene og således rent fysisk øver sig i at bevæge sig mere og mere væk fra forældrene. Derfor ses den ofte i 8-10 måneders alderen ...

Man kan og vil ofte opleve lidt det samme igen, når barnet bliver 13-14 måneder og begynder at gå mere og mere rundt på egen hånd, så det kan altså komme af flere omgange, naturligt i takt med at barnet øver sig i at opleve verden mere og mere selvstændigt.

Du skal vurdere, hvad hans gråd og temperament handler om. Nogle gange vil han naturligt blive enormt ked af det og frustreret over at være på gulvet, fordi han netop øver sig i at kravle. Han kæmper for at komme op på alle fire og det er super svært, når det endelig lykkes, så kommer han bagud og væk fra det legetøj han egentlig prøvede at få fat i - igen med gråd og frustration til følge. I en sådan situation vil det være okay at lade ham blive lidt gal og sur, for netop temperamentet kan være det der skal til, for at han lige får mobiliseret de sidste kræfter og det lykkes for ham. Derfor skal du i en sådan situation ikke tage ham op med det samme, men i stedet forsøge at hjælpe ham, så det lykkes for ham og prøve at motivere ham til at blive ved :)

Det samme gælder, når han bliver ked af at du går fra ham, går ud i køkkenet og han er alene tilbage i stuen. Her vil det være fint at du pludrer med ham, små snakker lidt, viser ham at du stadig er der, lader ham høre dig og se dig og igen prøver at motivere ham til at kravle ud til dig, bevæge sig efter lyden og finde ud af at det er okay - du er ikke forsvundet fra ham, du er der stadig væk.

Og så vil det naturligvis også ofte være sådan, at du ret hurtigt skal være der for ham, ...

---

---

... når han bliver ked af det. Tage ham op, trøste og berolige ham, vise ham at du er der og lade ham opleve verden fra din trygge favn, fra den trygge base. Der kommer f.eks. ikke noget godt ud af at lade ham gå fra arm til arm hos fremmede familiemedlemmer, han kan ikke 'hærdes' på denne måde. Her skal han have lov til at være hos dig og trygt kunne studere de andre og finde ud af at de ikke er farlige.

Når han hellere vil være hos dig end hos far, så prøv at finde balancen. Han kan måske godt finde tryghed hos far, hvis han stadig kan se dig og du taler med ham og på den måde acceptere at blive holdt af far. Du kan også sammen med far, prøve at lave lidt flyveture imellem jer - gør lidt sjov ud af at komme skiftevis fra den ene til den anden, så det bliver til en leg. Far skal også gøre det sjovt og interessant at være hos ham :) Og de gange, hvor det så bare kun er mor der dur, så vær der for ham, når hans mordepot er tanket godt op, så vil han kunne være hos far igen ...

---

---

---

I dagplejen skal han jo vendes til at være og det vil her være fint at aflevere ham i favnen på dagplejer så du derved få signaleret at nu er det hende der tager sig af ham og det har du det godt med. Hvis han bare græder og græder mens han er der, så er du nødt til at hente ham og bruge lidt tid på at være der sammen med ham, så han kan lære hende at kende. Men ellers er det vigtigt at hun tager ham op, sidder med ham så meget som muligt, viser ham at hun har styr på det, at han kan være rolig hos hende og netop fra hendes skød, kan studere de andre børn og de ting de laver. Det er jo en stor omvæltning for ham at skulle være der og dagplejer må derfor gøre det du normalt ville gøre - være den trygge base, hvorfra han kan møde den store vide verden :)

Jeg håber ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med ham og rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---