Brev:

Morsyg - 6 mdr.

Kære Helen

Vores datter har siden hun var 3 måneder været meget morsyg og det er almindeligvis kun mig, der duer. Ikke engang far vil hun være hos længere, dog kan han tage hende om formiddagen, hvor hun er frisk og udhvilet efter natten. Resten af dagen og især om aftenen græder hun, hvis far tager hende og hun kigger intenst på mig og rækker ud efter mig. Hos andre personer vil hun slet ikke være, det er i hvert fald meget sjældent. Indtil 3 måneders alderen kunne hun sagtens være hos alle andre.

Når hun er i min favn er hun den gladeste lille pige, der hellere end gerne vil i kontakt med alle mennesker, som hun pludrer til og sender store smil. Hun charmer i den grad og elsker at ”snakke” med alle dem, der henvender sig til hende og spræller med arme og ben af ren fryd – blot så længe hun er hos mig :o)

Storebror var 21 måneder gammel, da vi fik vores datter og vi har været meget obs. på, at han ikke skulle føle sig overset, blive jaloux osv. og far har derfor taget sig rigtig meget af ham og de har lavet en masse spændende ”drengeting” sammen og han har i det hele taget brugt meget tid på ham, hvilket har været supergodt for storebror. Imens har jeg naturligvis passes vores datter, brugt masser af tid på amning og generelt haft hende rigtig meget.

Far var ikke så god til at byde ind på hende i spædbarnsperioden og jeg var heller ikke god til at give hende fra mig. Jeg er helt sikker på, at dét, at far ikke har haft hende så meget det første halve år, giver bagslag nu og hun er ikke altid begejstret for at være hos ham. Vi er dog blevet enige om, at han er nødt til at tage hende lidt mere nu og skifte hende, bade hende, lege og tumle med hende osv, så længe hun er glad og nyder det og hvis hun begynder at græde og række ud efter mig, så kommer hun over til mig.

Når hun begynder at klynke ved far og række ud efter mig, så prøver jeg at tale opmuntrende til hende og ikke tage hende med det samme og prøver at vise hende, at jeg er helt tryg ved at far har hende, men det er ikke at gøre – hun VIL over til mig.

Jeg har talt med to forskellige sundhedsplejersker om ovenstående for at høre, hvordan vi bedst forholder os til hendes afvisning af far. Den ene sagde, at jeg skulle tage hende så meget som muligt og ikke prøve at forcere noget og sende hende i favnen på far konstant, når hun helst vil være hos mig og at det bare var en periode, vi skulle igennem.

Den anden sundhedsplejerske sagde, at vi skal øve med hende, at far også kan tage hende noget mere og det skal vi gøre ved, at jeg forsvinder ud af huset jævnligt, for at hun ikke kan se mig og række ud efter mig. Hun vil ganske givet græde ulykkeligt efter mig, men vil med tiden finde ud af, at når mor ikke er der, så kan far også gå an. I det hele taget vil det ifølge sundhedsplejersken blive svært for hende at blive passet af andre og komme i dagpleje, hvis ikke vi øver med hende at være lidt væk fra mor.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg hælder mest til den første løsning og håber sådan, at dette blot er en periode, som går over af sig selv om nogle ...

... måneder, for jeg bryder mig bestemt ikke om, at sætte hverken vores datter eller far i en situation gang på gang, hvor hun er opløst af gråd og savner mig og far er rådvild over ikke at kunne trøste hende. Men på den anden side, vil det jo være at gøre hende en bjørnetjeneste ved ikke at øve det med hende, hvis det ikke bare er noget, der går over af sig selv, men måske bare bliver forstærket.

Jeg er selvfølgelig ikke interesseret i, at hun får det svært ved at blive passet af andre og starte i dagpleje, for så er jeg nødt til at bide i det sure æble og tage væk fra hende af og til – jeg skal i så fald bare have bekræftet, at det på sigt vil gavne.

Men hvad mener du? Går det over af sig selv eller skal vi aktivt øve det med hende, selvom det koster masser af tårer hos både vores datter og hos mig? Det skal siges, at far nu tager hende mange gange i løbet af dagen og det fungerer ofte fint og andre gange vil hun over til mig med det samme, men at hun decideret græder ulykkeligt efter mig, mens jeg forsvinder ud af huset, er det virkelig nødvendigt at være så brutal?

Naturligvis savner jeg efterhånden at kunne tage lidt af sted til noget sport eller på café en aften uden hende for at få et lille afbræk og få fornyet energi, men jeg har indtil videre ikke gjort det – men er jeg bare for blød?

Hvis det blot er en periode, som går over af sig selv igen og er en del af hendes udvikling, hvor længe vil det så i givet fald vare? Flere af de sundhedsplejersker, jeg har talt med, siger, at hun er lidt forud for sin alder mht. at hun allerede i 3 måneders alderen, blev så opmærksom på, om hun er ved mor eller en anden. Der er iøvrigt heller ingen tvivl om, at hun i den samme periode har haft og har separationsangst, for det kan simpelthen ikke lade sig gøre, at lade hende ligge selv på et tæppe, mens jeg går i et andet rum – hun bliver meget ulykkelig og vil helst sidde på min arm hele dagen og bare følge med :o)

Min mor er naturligvis ked af, at vores datter ikke vil være hos hende og hun snakker meget om, at sådan var min bror og jeg også og vi ville være på hendes arm indtil vi var 1½ år og var derefter også meget bange og utrygge ved andre mennesker og hun er sikker på, at sådan bliver det også med vores datter. Det gør mig lidt ked af det og jeg frygter virkelig, at vores datter bliver alt for afhængig af mig og at hun slet ikke kan eksistere uden mig, men samtidig tror jeg også, at dette blot er en del af hendes udvikling og at det bliver bedre, inden hun skal ud og passes 11 måneder gammel.

Sammenholdt med, at hun er sådan en dejlig og charmerende grinebider sammen med andre folk, når bare hun sidder hos mig, så er hun vel rimeligt udadvendt og tryg og skal nok klare sig – mon ikke?
Har virkelig brug for at høre, at hun nok skal klare sig og at det ikke bliver en umulig opgave at få hende i dagpleje, for jeg spekulerer meget på min mors ord…. (Prøver i øvrigt jævnligt at give hende til andre også, når hun er mæt og udhvilet, så det er ikke fordi hun er fuldstændig forskånet for at prøve at være hos andre)

Mange hilsner
En meget populær mor :o)

Læs Helens svar »

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

16. marts 2025 | Amning | 6 mdr.

Bider under amning - 6 mdr.

Kære Helen, Først skal lyde et kæmpe TAK for dine råd og din vejledning ift....

Læs hele brevet og Helens svar

12. marts 2025 | Kost og ernæring | 6 mdr.

Må børn under 1 år få nødder?

Hej Helen. Jeg har en dreng på 6 måneder, som er kommet godt i gang med...

Læs hele brevet og Helens svar

12. marts 2025 | Sovevaner | 5 mdr.

Sover kun 30 min ad gangen

Kære Helen Min søn er 5 måneder, og han er de sidste 1.5-2 måneder begyndt...

Læs hele brevet og Helens svar

8. marts 2025 | Sovevaner | 6 mdr.

Vågenperiode om natten

Kære sundhedsplejerske, Vores lille Luca på 6 måneder (på mandag) har altid...

Læs hele brevet og Helens svar

26. februar 2025 | Sovevaner | 6 mdr.

Urolig i aften- og nattetimer

Kære Helen, Først vil vi – som et par forholdsvis nyudklækkede...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: