Svar: 4 årig med hidsighedsanfald

---

Kære Agnete

Tak for dit brev og velkommen til :)

Jeg tror det er vigtigt at du prøver at skille tingene ad, for lige nu virker din datter til at have det rigtig svært, hun gennemgår en svær periode og det er vigtigt at finde ud af hvad det handler om. Hun skal naturligvis have den opmærksomhed, trøst og nærhed hun har brug for, når hun reelt har brug for den og hun skal ignoreres, når hun opfører sig bevidst kontrollerende.

For at starte med det sidste først, så kan børn i din datters alder godt få det som kaldes kontrollerende anfald. De er anderledes end de fortvivlelsesanfald som din datter fik i 2-3 års alderen, hvor hun tydeligt have brug for din hjælp til at få samling på sig selv, brug for at mærke din nærhed og hjælp.

Når hun har et 'kontrollerende anfald' så udspringer det af ønsket om at kunne kontrollere dig, hun ønsker at manipulere dig til at få sin vilje. Det er hvis hun græder og skriger helt vildt fordi hun ved at hun derved får sin vilje. Hun har lært, at hvis hun bare skaber sig længe nok, så får hun det hun vil have. Der vil i disse situationer ikke være tale om et fortvivlet barn og hun vil ofte heller ikke græde med tårer. Hun vil præcis som du også beskiver, være i stand til at formulere sit krav: "Jeg vil have den - nu!"

Får hun anfald som udspringer af ønsket om at kontrollere dig, så skal du reagere anderledes en, når hun som yngre fik fortvivlelsesanfald. Når hun forsøger at kontrollere dig til at få sin vilje, så er det bedste du kan gøre, at sørge for, at hun ikke får publikum og ved at ignorere hende. Ikke nødvendigvis sende hende væk, men i stedet gå væk fra hende. Hvis der ikke er nogen til at se, hvoran hun skaber sig, så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Du skal ikke forhandle med hende, når hun reagerer sådan, men kort og godt holde fast i dit nej og du skal ikke give efter. I situationen hvor det er en bolle fra Føtex hun "vil have NU!" - ja så ville jeg sige til hende, at nu får hun ikke nogen. Simpelthen for at markere at en sådan opførsel udløser ikke en bolle, der er ingen belønning, tværtimod. Hun forsøger jo her tydeligt at kontrollere dig til at få sin vilje og er fuldstændig kommanderende i sine krav, uden hensyn til hvorvidt det kan lade sig gøre i bilen eller ej - det skal bare være nu og lytte vil hun ikke.

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje.

Men, når alt dette er sagt, så er det også vigtigt at anerkende den følsomme og stadig lille pige en 4 årig jo også er. Hendes eventyrlyst er stadig stor og hun er utroligt opfindsom, humoristisk, fjollet samtidig med at hun ofte overdriver vildt, når hun skal fortælle noget hun har oplevet eller f.eks. hvor ondt det gør, når man falder og slår sig ...

De fireårige føler sig generelt mest trygge ved det de kender og de har svært ved helt at skelne fantasi og virkelighed. De er ofte bange for mørke, kan være bange for monstre og derfor også bange for at gå i seng om aftenen. Børn i 4-5 års alderen begynder ofte også at blive bange for "onde og skrappe" mennesker. De er f.eks. bange for indbrudstyve, bange for at komme til ...

---

---

... skade, bange for at blive kidnappet og denne frygt kan børn sagtens bibeholde op i 7 års alderen. Mange børn kan faktisk i denne alder, fastslå ud fra udseende om personen hører til de onde og de skrappe mennesker - det kan være personer som hæver stemmen på en måde, der får barnet til at føle sig skidt tilpas.

Jeres datter kan derfor sagtens have et naturligt behov for at have jer nær sig, når hun skal sove og det er meget vigtigt at I anerkende dette og bruger de måske 15 minutter hun har brug for, ved at I sætter jer på hendes sengekant, læser en historie og taler lidt med hende om hvad der er sket i løbet af dagen og hvad hun har oplevet.

Faktisk skal I se det som noget positivt netop at bruge tiden ved sengekanten - det er på det tidspunkt børn normalt lukker op for posen med følelserne og der fortæller hvordan de egentlig har det. Det er på det tidspunkt at man som forældre har mulighed for at høre, hvad der egentlig går barnet imod. Om nogen har drillet i børnehaven, om de har hørt en historier der har virket skræmmende, om de har ondt i maven og har det skidt ...

Jeg synes derfor I skal prioritere denne stund sammen med jeres datter. Vær til rådighed, vis hende at hun der får jeres fulde opmærksomhed, ikke bliver afbrudt af lillesøster osv.

---

---

---

Afsæt tid til både at tale lidt og også læse en historie og aftal så med hende, at når historien er slut, så går I ud og hun skal så ligge og slappe lidt af. I har noget arbejde, noget praktisk I skal lave og det er kedeligt det der foregår. I vil stadig komme ind til hende, døren til værelset står åben, så hun kan hører at I er der og hun behøver ikke stige ud for at tjekke - I kommer naturligvis ind som I har lovet.

Stil ikke krav om at "du skal sove nu!" men anerkend i stedet at hun ikke føler sig træt og sig at det er helt okay, hun behøver ikke sove, men hendes krop skal ligge og slappe af. Hun skal hvile sig, så hun ikke føler sig presset. Ingen kan sove på kommando - heller ikke jer selv.

I skal ikke lave aftalerne om putningen om aftenen, men gøre det om dagen, hvor I må finde et tidspunkt, hvor I kan sætte jer ned og tale om, hvad der sker og finde aftaler som I begge har det godt med. Det I så aftaler skal så udføres om aftenen. Lyt til jeres datter, hvad er hendes ønske, hvad er det hun vil eller ikke vil og anerkend hende for det hun siger, at hun fortæller jer det og find et kompromis, som er acceptabelt for jer alle. Fortæl hende at I alle bliver kede af det, når det ender med at I skælder ud og som den aften du beskriver. Og at I føler at hun er så stor en pige nu, at I gerne sammen med hende, vil finde en måde, hvorpå det kan foregå rigtig godt, at komme i seng. Så alle er glade og ingen bliver sure eller kede af det.

Det er vigtigt at hun føler sig betydningsfuld, det er vigtigt at hun føler sig lyttet til og det er også vigtigt at hun selv er med til at lave aftaler, så det ikke er jer der forsøger at trumfe noget igennem, som hun ikke kan leve op til. Er reglen om stjerner og biograftur f.eks. lavet i samarbejde med hende eller er det noget I af jer selv har sat igang? Det her jo meget at sige, i forhold til hvorvidt det kan lykkes eller er dømt til at gå galt ...

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med hende.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---