Svar: Ustyrligt temperament

---

Kære Mette

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt af mine tanker med dig og håber I så er hjulpet lidt videre på vej.

Det er en stor stor omvæltning for både Ida og jer at komme i vuggestuen. Der er flere børn, der opstår måske flere situationer, som man skal forsøge at hjælpe med, lydniveauet er højere osv. Men som regel er der en pædagog til ca 4 børn i en vuggestue - præcis som der er i en dagpleje og derfor bør der være rimelig godt opsyn på børnene, så ingen bliver slået, skubbet til osv. uden at en voksen kan gribe ind ...

Derfor undrer det mig lidt, at det tilsyneladende er lidt hverdagskost i vuggestuen - en ting er at børnene prøver grænser og også skal lære de sociale spilleregler der er, når man er sammen med andre. De skal også lære empati, lære at finde ud af hvad det de gør, gør ved andre osv. men de har brug for voksne til at lære dette. De skal guides til at finde ud af at være sammen på en ordenligt måde og det skal der være en pædagogisk indsats omkring.

Der er ingen tvivl om at Ida sagtens kan og også vil lære af den måde hun mødes på i institutionen og hvis det er almindelig kotume at få en skovl i hovedet, blive skubbet eller sparket til og at der de fleste gange ikke gøres noget ved det, hvis det ikke ses og der ikke gribes ind på en ordenligt måde - hvordan skal hun og de andre børn så vide at det ikke er okay ... Så er det klart at hun også reagere hjemme og bruger samme metoder, det er jo det hun ser, det hun lærer ...

Det kan altså være en erfaring hun får med sig, fordi hun lærer af andre børn og andre voksne. Det kan være voksne der f.eks. river barnet væk ved at tage det i armen, at voksne giver små 'rap over fingrene' når de siger nej osv. Altså at andre bruger fysiske reaktioner for at lære barnet, hvad man må eller ikke må.

Det kan også være imitation af andre børn. Børn lærer af hinanden og efterligner hinanden - og når de andre børn leger meget voldsomt, ja så lærer hun naturligvis af det ... Her vil det være en rigtig god idé at være opmærksom på at man måske skal prøve at sætte nogle børn sammen, som kan have nogle gode og sunde relationer med hinanden ...

Når børn sparker, bider eller slår, så kan det naturligvis også hænge sammen med deres alder og udvikling og det faktum at hun ofte mangler sprog. Selvom hun nu forstår det meste af hvad I siger og beder hende om, og selvom hun også er god til at gøre sig selv forståelig, så er det stadig næsten umuligt for hende at sætte ord på sine følelser. Og når hun mangler ord, så reagerer hun fysisk.

Nogle gange er det kærtegn der kammer over, bedst som I sidder og kæler og nusser med hinanden, så bider hun dig måske i kinden eller i skulderen. Det er ikke for at gøre dig ondt, men simpelthen fordi hun får følelsen "jeg elsker dig så højt at jeg kunne spise dig" og så kommer hun til at forløbe sig.

Andre gange slår eller sparker hun som udtryk for vrede, det kan være netop opstået vrede eller opsparet vrede på grund af gentagende frustrationer, som hun til sidst ikke kan kontrollere. Det kan også være forsvar, situationer, hvor hun føler sig trængt op i en krop, hvor hun oplever en form for angst "jeg kan ikke komme væk fra det her" og derfor fysisk siger fra.

Nogle gange vil hun også gøre det, fordi hun ikke føler at der bliver lyttet til hende, at hun ikke bliver set og hørt - og derfor er hun nødt til at gøre opmærksom på sig selv ved at være fysisk udadreagerende. Det kan her også være det der virker, barnet har ligesom lært at når man opfører sig sådan, så får man opmærksomhed, - og negativ ...

---

---

... opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed ...

Og så er der jo også situationer, hvor hun reagerer voldsomt og fuldstændig impulsivt, hvor hun pludselig begynder at slå, skubbe, bide, sparke osv. uden at man kan forklare hvorfor.

Der er altid en risiko for at man ved irettesættelser og stor fokus på problemet får forstærket problemet og måske der det, hvad der sker hos jer, når Ida slå mere eller begynder at slå dig, når du forsøger at stoppe hende. Det tager tid at lære at mestre sin vrede og styre sine følelser, uanet om det er fordi man føler sig uretfærdigt behandlet, forsvarer sig, har lært sig at det virker at slå, handler impulsivt eller hvad det nu drejer sig om og når hun først er i situationen, hvor hun fysisk reagerer, ja så formår hun ikke hjernemæssigt at gøre noget andet.

Når du så beder hende om at holde op, siger nej, forsøger at holde hende osv. for at få hende til at lade være, så ved hun ikke hvad hun så skal og det forstærker nogle gange problemet. Det betyder ikke at du skal ignorere det, for det er vigtigt at hun lærer hun ikke må slå og hun må bestemt heller ikke gøre skade på sig selv. Men du skal prøve at finde ud af hvad det lige præcis handler om i den pågældende situation og så handle forskelligt ud fra det.

Hvis hun slår dig eller reagerer på anden måde fysisk overfor dig, fordi hun forløber sig, kærtegn der kammer over eller lignende, så er det vigtigt ikke at skælde ud. Ofte kan du i stedet vise hende, hvad du gerne vil hun gør i stedet, så fokus bliver på det hun skal, mere end på den hun gør forkert.

---

---

---

Hvis hun virker bevidst til at ville slå dig for at det skal gøre ondt, så er det en god idé at du flytter hende fra dig. viser hende, ved at sætte hende ned, at hun ikke kan være på skødet, ikke kan være på din arm osv. når hun slår. Det at lade en handling følge med, altså at du sætter hende fra dig, kan gøre at hun bedre husker, at det her syntes du var forkert.

Hvis hun slår sig selv, så er du nødt til at sikre at hun ikke kan komme til skade. Det er vigtigt at du holder om hende, forsøger at give hende fysisk kontakt og nærhed, hjælper hende til at mærke sig selv på en anden måde - og det er især vigtigt at du giver hende masser af knus, kram, kilde- og tumleture, når hun og du hygger jer sammen, så hun mærker sin egen krop, sine egne grænser på tidspunkter, hvor hun ikke bryder samme i frustration.

Pas meget på med at sige "du skal se mig i øjnene", når du skælder ud ... det virke meget ubehageligt for hende, når du kræver dette og det er sandsynligvis derfor hun kammer helt over. Kan du selv huske, hvordan det var som barn? Prøv at sætte dig ind i at få beskeden "se på mig når jeg taler til dig!". Hvis hun ser på dig, vil hun jo se din vrede og anklagende øjne og det er naturligvis ikke noget hun ønsker. Derfor kigger hun ikke på dig, når du irettesætter hende og jeg synes faktisk at man generelt skal passe på med at kræve det af børn ...

I stedet er det super fint at tage hende på skødet, holde hende ind til dig, så I har fysisk kontakt og hun kan sagtens høre, hvad du siger, selvom I ikke ser hinanden i øjnene lige der. Og så skal du forklare hende stille og roligt, hvad det er du vil eller ikke vil have. Ikke råbe, skælde ud eller kræve, men forklare helt roligt "jeg vil ikke have du slår, det gør ondt!" og holde fast i dette, roligt, så hun mærker din ro omkring det og så roen smitter over på hende.

Jeg håber at du hermed er hjulpet videre på vej, og har fået lidt indblik i hvad der måske sker hos jer :)

Fortsat held og lykke og rigtig god pinse! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---