Svar: Ammestop / nedtrapning?
Kære Luise
Tak for dit brev og alle dine tanker :)
For mig at se er amningen stadig vigtig for både dig og din datter og derfor lyder det ikke umiddelbart som om at du skal stoppe amning fra den ene dag til den anden, men i stedet trappe stille og roligt ud.
Hendes behov er kun 1 amning dagligt, med den alder hun har. Det kan ikke udelukkes at de 3 amninger som hun får nu, giver hende så meget mælk, at det påvirker hendes egentlige indtag af mad i løbet af dagen og dermed hendes manglende vægtøgning ... I forhold til det problem, er det altså også vigtigt at du skærer amningerne ned, så hun kun bliver ammet en gang dagligt. Hun får sandsynligvis mere mælk hos dig end du lige regner med, det lyder ikke som om at hun hyggesutter, det lyder som om at hun reelt drikker mælk hos dig, så hun får sikkert en del.
Den ene amning man normalt giver er amningen inden putning om aftenen. Men i forhold til at du ofte er væk om aftenen og at far her gerne vil kunne putte og du samtidig skriver at hun ofte søger brystet en gang om natten, så vil jeg faktisk foreslå dig at du netop ammer hende en gang i løbet af natten/meget tidlig morgen. Amningen inden putning kan erstattes af en kop lun mælk og måske en banan. Hun skal altså stadig have mælk i maven som hun er vant til (det kan være sødmælk eller letmælk) og så lidt banan, fordi det giver god ro og fremmer søvnen. Mælken forsvinder ikke, men gives nu på en anden måde - af kop.
Nærheden, den fysiske kontakt skal hun også stadig have, men i stedet for at du sidder og ammer hende, så skal hun nu sidde og putte hos dig eller far i sin dyne, få en godnathistorie, synges for osv. Hun skal altså stadig føle sig omsluttet, føle jeres favntag og føle sig fuldstændig tryg, netop fordi hun får fysisk kontakt - igen er det bare på en lidt anden måde end før.
Det er altså for mig ikke et spørgsmål om at man bare skal tage en kold tyrker og lade hende græde, det er et spørgsmål om at sætte noget andet i stedet, som faktisk er ligeså godt og ja, faktisk, bedre for hende :)
Da jeg har en formodning om at du har ret meget mælk, så vil det også være godt at du trapper ned og ikke stopper fra den ene dag til den anden, fordi du så risikerer at få en brystbetændelse.
Mit forslag er derfor at du starter med at erstatte amningen inden putning som ovenfor beskrevet. Så kan hun blive ammet omkring midnat, hvis hun vågner og så igen tidlig morgen.
Næste skridt er så at satse på at hun ikke behøver amningen omkring midnat, men kan sove indtil et tidspunkt midt nat/meget tidlig morgen, blive ammet og så nøjes med det. Du fortæller jo at hun nogle gange springer amningen over til midnat, men så vågner og ammes i løbet af natten - og det er netop den amning, jeg synes du skal bibeholde. Amningen tidlig morgen skal så væk. Den kan også forstyrre hendes indtag af morgengrød.
Så på sigt kan den ene amning hun får altså være en enkelt amning en gang i løbet af natten, som hun selv vågner og viser behov for - men derudover skal hun ikke ammes. Og når hun så begynder at kunne sove igennem uden overhovedet at få mælk, ja så er amningen slut.
Det kræver lidt standhaftighed fra din side, for du kan ikke regne med at hun selv siger fra med den alder hun har. Hun vil foretrække ...
... brystet rigtig længe og vil kunne amme i flere år på den måde - så hvis der skal siges fra, så er det dig, der er nødt til at gøre det. Og ja, det er rigtigt - din datter kan ikke klokken og hun forstår ikke hvorfor hun nogle gange må og andre gange ikke må og det kan godt forvirre hende. Men netop derfor er det også vigtigt at der sættes noget andet i stedet, som er ligeså godt og på sigt bedre for hende :)
Amning er for mange noget helt naturligt og meget livsbekræftende og det giver barnet en ro at kunne blive lagt til brystet inden det f.eks. skal sove. Amning er jo det din datter har kendt fra hun kom ud af maven og derfor er det trygt og rart for hende og det hun naturligt vil søge.
Jo længere tid man ammer, jo mere bevidst bliver barnet også omkring amning og vil efterhånden også selv søge brystet, løfte op i blusen, når det har behov osv. Det man i den forbindelse skal være opmærksom på er at barnet har brug for gode og sunde måltider og at amning ikke kan betragtes som ernæring, men som hyggetår. Derfor er det vigtigt at holde amningen nede, så det ikke får betydning for hendes indtag af rigtig mad.
Du skal også være opmærksom på at din mælk indeholder meget sukker og det kan være skadeligt for din datters tænder. Derfor anbefales det normalt at man ammer en gang om aftenen og børster tænderne bagefter - at gøre som jeg foreslår dig med en amning midt om natten, er faktisk ikke hensigtsmæssigt for hendes tænder fremover ... men på sigt skal amningerne jo også fases helt ud, her er der tale om en periode og lige nu får hun jo endnu mere mælkesukker omkring sine tænder ...:)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Sundhedsstyrelsen anbefaler at man ammer sit barn fuldt ud til 6 måneders alderen og delvist til 12 måneders alderen eller så længe både mor og barn har det godt med det. WHO anbefaler at man ammer til barnet er 2 år og nævner at langtidsamning forebygger brystcancer - risikoen for brystkræft hos kvinder falder jo længere tid de ammer. Samtidig skal man dog også huske på at vi i Danmark ikke har behov for at amme i årevis, når det handler om børns sundhed. Vi har i Danmark ikke problemer med rent drikkevand eller lignende og der er således ikke sundhedsmæssigt behov for at blive ammet i flere år, som der kan være i andre lande.
Dertil kommer, og det er måske her familien studser hos jer, at i Danmark er vores bryster en del af vores seksualitet og derfor vil det for mange være grænseoverskridende at amme et barn som er mere end 1½-2 år gammelt. Det er helt fint og acceptabelt at amme et spædbarn eller en baby, men når barnet når den alder, hvor man går hånd i hånd med mor ind og lægger sig i dobbeltsengen, så bliver det for mange grænseoverskridende. Simpelthen fordi det at ligge sammen i sengen og have så tæt fysisk kontakt forbindes med noget seksuelt i vores kultur …
Tidspunktet for hvornår du skal stoppe helt afhænger af mange faktorer og det vigtigste er naturligvis de signaler din datter sender. Derfor tænker jeg også at netop løsningen med at sige en amning i løbet af natten, som hun så selv får lov til at passe ind, måske vil være god for jer. Og når hun så begynder helt at kunne undvære, ja så stopper amningen naturligt.
Jeg håber du kan bruge alle disse tanker, råd og overvejelser videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
8. november 2024 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...
Viden om børn:
Fedtcreme - fedtprocent
Der findes rigtig mange forskellige cremer på markedet, og til behandling af børneeksem er det en god idé at vælge fedtcreme. Jo højere fedtprocent cremen har, jo mere fedtet og klistret vil den ofte være - og dermed også for mange mere ubehagelig. Derfor er det en god idé at vælge så fed en creme som muligt, som samtidig virker behagelig - og til behandling af børneeksem i ansigtet er det ofte en god idé at vælge en creme med en fedtprocent omkring 30-40%. Det er ofte også en god idé at...
Klumpfod
Når børn fødes med en fod, der er bøjet indad, hvor fodsålen peger bagud og fodryggen fremad, så kalder man det klumpfod. Der er ca. 1 ud af 1000 børn der fødes med klumpfod og ca. halvdelen af disse har misdannelsen på begge fødder.
Man ved ikke hvorfor nogle børn fødes med klumpfod, men der er en vis arvelig tilbøjelighed. Man siger at risikoen for at føde et barn med klumpfod øges med en faktor 30, hvis en søster eller bror har lidelsen.
Drenge fødes hyppigere...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.