Svar: Hysterisk og hidsig
Hej med dig
Hvor er det dejligt at høre om en familie, hvor de biologiske forældre kan finde ud af at samarbejde og hvor tingene kan fungere trods de uoverensstemmelser der trods alt nogle gange må være, når man er skilsmissefamilie :)
Der er dog ingen tvivl om at din store pige sandsynligvis har det svært, selvom I gør, hvad I kan for at det skal fungere og alle skal have det godt. Inderst inde ønsker mange børn at deres mor og far skal bo sammen, de håber at det en dag vil blive sådan - også selvom de godt et eller andet sted ved, at sådan bliver det ikke, og også selvom de jo har det godt, som tingene er ... Jeres datter er så gammel nu, at hun oplever mange ting i børnehaven, hører de andre børn fortælle om deres familier osv. og der kan altså godt ligge et eller andet gemt der.
Men når det er sagt, så er børn i 4 års alderen faktisk også nogle gange lidt af en prøvelse. De fleste af os er ret godt informeret om at især 1-3 års alderen er svær, det er den alder, hvor barnet virkelig prøver grænser og øver sin selvstændighed, det er den alder som man tidligere kaldte for trodsalderen. Men når børn er 4 år, så har man også mange udfordringer og det handler ofte om at barnet i denne alder verbalt er rigtig god til at give udtryk for hvad det vil eller ikke vil.
De 4 årige prøver også grænser og det på mange niveauer. Det handler både om verbale grænser, barnet siger bandeord, eller mindre pæne ord, kalder dig ting som du ikke vil høre - for at se hvordan du reagerer og får at finde ud af, hvad ordene betyder. Det 4 årige barn svarer nogle gange igen "det gider jeg ikke!", "det kan du selv gøre!" eller "du er tarvelig!". Det giver naturligvis konflikter.
Når man er 4 år, har man også stadig svært ved at vurdere sine evne helt præcist og man laver ofte farlige tricks. Det kan være måden barnet løber op og ned af trapper på, klatrer op, springer ned,kører på cykler, scootere osv. uden helt at have styr på fart og balance ... Barnet har lyst til at forsøge sig på egen hånd og elsker at kunne, de elsker nye eventyr og får masser af selvtillid ved at forsøge sig på egen hånd - men igen, giver det konflikter fordi hun nogle gange forsøger ting, som du ved er for farlige.
Fantasien er stor hos de 4 årige og lysten til at fortælle historier er stor. Faktisk så stor at der ofte pyntes lidt på sandheden og lidt ud fra devisen 'overdrivelse fremmer forståelse'. Det at barnet ikke altid holder sig til sandheden giver ofte også konflikter i hjemmet ... Barnet lyver ikke for at lyve, men fordi det er svært for barnet at adskille løgn og sandhed, fantasien fylder for meget.
Den 4 årige opfører sig ofte også fjollet og har ingen tålmodighed. Barnet begynder at få mere og mere humor og de elsker at fjolle rundt og fortælle vittigheder eller sige 'frække ord' som de selv synes er enormt sjovt. Det giver konflikter, når man som forældre synes at barnet nu er ved at være så stor, at de ikke længere behøver fjolle - "prøv nu at opføre dig som den store pige du er ...".
Børn i denne alder virker ofte også provokerende, det kan være måden de kigger på en imens de gør ting, som de ved de ikke må eller måden de svarer igen på eller siger ting, som de godt ved de ikke må sige ... børn i denne alder kan faktisk ofte godt lide at chokere andre, ved at bruge "forbudte" ord.
Jeg skriver alt dette for at give jer et billede at hvad der sker i den 4 åriges liv og hvorfor jeres datter ...
... nogle gange virker til at gøre det modsatte af, hvad I vil have hende til.
Hendes verden ramler stadig væk en gang imellem, hvor hun ikke kan kontrollere det, hvor hun bare bliver oprigtigt ked af det og fortvivlet. Det er i disse situationer, hvor hun har brug for at du sidder med hende, taler stille og roligt, viser hende at du er der, at det er okay at hun lige mistede besindelsen et øjeblik og at du godt kan rumme det.
Men børn i 4, 5 og 6 års alderen, kan faktisk også få det som hedder kontrollerende anfald. Hvor fortvivlelsesanfald handler om at barnets hjernemæssige udvikling ikke sætter barnet i stand til at bevare roen, altså en fysiologisk umodenhed, så er kontrollerende anfald bevidste anfald. Det er anfald, hvor barnet søger at kontrollere sine forældre (eller andre voksne), ønsker at manipulere jer til at få sin vilje.
Kontrollerende anfald er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"...
Denne type anfald kan man bedst behandle ved at sørge for at barnet ikke får publikum og ved at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet skaber sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje...
Helt overordnet gælder at det er fornuftigt at have ens regler. I er naturligvis forskellige og hos far er og kan godt være andre regler end der er hos jer - men de overordnede regler bør være ens, så hun ikke bliver forvirret og frustreret af at måtte det ene sted og ikke det andet - og også så hun ikke prøver til igen og igen, fordi hun det ene sted er vant til at kunne kontrollere sin vilje igennem, men det andet sted ikke kan gøre det ...
Hvis I er uenige om nogle ting, så er det okay og det kan her så være en god idé at jeres datter hører at I er uenige og har forskellig måde at gøre ting på. Det der er vigtigt er at I så sætter jer ned og taler om det og finder en fælles løsning. Det lærer hende jo noget vigtigt - at hun ikke kan spille jer ud mod hinanden og at I via dialog kan nå frem til en løsning som I alle har det godt med.
Derfor er det vigtigt at I, hvis I oplever situationer, hvor I har et ønske om at tackle det anderledes, går ind og melder det klart ud, at "det her er jeg faktisk ikke enig i, kunne vi lige prøve at sætte os ned og finde en fælles løsning". På den måde lærer jeres datter at man via dialog kan nå frem til fælles regler og beslutninger - og man behøver ikke smide sig på gulvet, råbe højt eller sige grimme ord for at gøre sin mening gældende.
Og så skal hun naturligvis have mulighed for at føle sig som noget særligt og føle sig værdifuld. Det er vigtigt at hun anerkendes for det hun kan, det hun gør - men bestemt også for at være den dejlige pige hun er. Det er utrolig vigtigt at give hende selvværd, følelsen af at have værdi, fordi hun er noget specielt og ingen kan tage hendes plads :)
Håber ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
22. november 2024 | Opdragelse | 3 år
Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...
13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...
26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....
17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....
16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.
Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...
Viden om børn:
Muslingeskaller - brystvorte
Du kan købe muslingeskaller, også kaldet ammeskaller. Disse blev introduceret i Danmark omkring år 2000 og var meget populære. Senere blev de frarådet, fordi mange fik problemer med svampeinfektion i brystet netop i forbindelse med brug af ammeskallerne.
Da skallerne bæres direkte på brystet og inde i BH´en, skulle de have en helende virkning på ømme og revnede brystvorter - men skulle altså samtidig også kunne medføre svampeinfektion. Virkningen af ammeskaller/muslingeskaller...
Babyalarm
Babyalarmer kan give et fingerpej om at det lille barn sover godt eller er ved at vågne, men babyalarmer kan ikke bruges som babysitter og når man bruger en babyalram skal man altid tjekke sit barn ved selv at se på det.
Der er stor forskel på kvaliteten af de alarmer, der er på markedet og priserne svinger fra få hundrede kroner til langt over 1000kr.
De trådløse og batterikrævende alarmer er de mest populære i Danmark, fordi danske børn ofte sover udenfor. Vælger...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.