Brev:

Råben og skrigen. Hører ikke efter

Kære Helen.

Igen har vi brug for et godt råd for at have et redskab til at komme videre, da det snart er svært at se hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg har spurgt dig til råds før og endnu en gang drejer det sig om vores datter på snart fem år som jeg føler vi løbende har og har haft konflikter med. Førhen var det meget med hendes mad hvor hun kun ville have brød og de samme gængse ting. Sådan er det stadigvæk nu har vi nok blot sluttet fred med det og sagt til os selv at så må det være sådan det bliver hun vel træt af en skønne dag, men indtil videre er der nu intet der tyder på det..

Til gengæld har vi rigtig mange konflikter med hende og sommetider synes jeg næsten hendes reaktioner virker unormale - har nogengange tænkt på om hun kunne have damp. Jeg føler at vi som forældre fejler totalt, og jeg er blevet en mor som jeg aldrig troede og altid har håbet på jeg ikke ville blive - i dårligt humør og uoplagt for det meste. Der bliver en dårlig stemning i familien og det splitter også forholdet mellem mig og hendes far ad, da vi ikke altid er enige og det skinner naturligvis igennem.

Efterhånden er vi derude hvor man nogengange tænker om det ville være sundere for hende hvis vi boede hver for sig selvom vi stadig sådan set er glade for hinanden og gerne vil hinanden, men måske ville det give mere ro for børnene hvis der ikke var nogen hun kunne spille ud imod hinanden?

Sagens kerne er at den store på fem overhovedet ikke hører efter hvad vi siger. Hun er blevet storesøster for knapt et år siden, og er meget glad for den lille, men hun er så voldsom når de leger og stopper ikke selvom den lille begynder at pive og skrige og siger fra når hun ikke vil mere. Vi kan bede hende om at stoppe mange gange uden held. Prøver at forklare hende at hun meget gerne må være med og lege med den lille, men at det ikke må foregå så vildt da hun jo ikke er så stor endnu og at hun må respektere når hun siger fra, men det hjælper ligevidt.

Til sidst må vi tage fat i hende for at fjerne hende og hæve stemmen, og så kan hun tænde helt af med at slå, spytte råbe og skrige. Så bliver vi selvfølgelig sure på hende og til sidst ender med at vi råber af hende selvom det egentlig jo ikke er det vi vil og godt ved det er forkert, men vi bliver magtesløse og det er som om ingenting hjælper.... Nu er hun begyndt bare at holde sig for ørerne når vi siger noget til hende.

En dag jeg skulle hente hende i børnehaven var hendes støvler helt våde, og ligemeget hvad jeg prøvede at forklare hende f.eks at vi havde fået lov at låne et par tørre støvler til næste dag, som hun ikke ville have på, at vi kunne trække et par plasticposer på fødderne så hun i det mindste ikke blev våd osv så ville hun bare ingenting, og hun blev mere og mere på tværs og råbte, skreg og sparkede i jorden. Til sidst måtte jeg slæbe hende ud, og køre hende hjem på cykel hvor hun råbte, slog og sparkede hele vejen hjem.

En anden dag var vi ude hos min mor og spise og selvom vi alle sad og spiste kravlede hun rundt på min moster selvom jeg bad hende om at lade være. Så ville hun have en tår og drikke, og hun beder ikke bare om det almindeligt nej det er højt og glasset hun drak af blev sat så hårdt i bordet så det revnede. Så blev jeg tosset på hende og måtte bære hende væk fra bordet hvor hun råbte og skreg, fordi hun nu vel regnede med at hun skulle have skæld ud, istedet for holdt jeg om hende og forklarede hende endnu en gang at hun ikke skulle være så vild og så faldt hun til ro. Men hvor er det dog ydmygende for os alle, og hvor er jeg led ved mig selv bagefter.

Igen idag var vi ovre hos min svigermor og spise og hun kilder den lille så voldsomt, bøjer sig hen over hende og er totalt vild, og stopper ikke selvom hun får besked på det. Til sidst må ...

... jeg tage fat i hende for at stoppe hende, da den lille siger fra, og hun begynder igen at råbe og skrige. Hendes far må komme og fjerne hende for den lille bliver jo også bange og ked af det, og han prøver stille og roligt flere gange at sige at hun skal dæmpe sig og slappe af uden held, og til sidst råber han af hende for at få hende til at holde op, og jeg bliver sur på ham, fordi pigen jo også er træt og vi jo godt ved med vores fornuft at det heller ikke er rigtigt eller hjælper for den sags skyld. Igen total dårlig stemning, det er ydmygende og vi kører hjem...

Det skal da også siges at hun til andre tider leger fint med den lille, er sød, hjælpsom og kærlig og dygtig til rigtig mange ting som vi selvfølgelig anerkender hende for. Hun søger også meget anerkendelse for de ting hun gør altså tegninger, at hun kan cykle uden støtteben, skrive sit navn osv men det kunne være rart også at kunne gøre det for hendes opførsel, og selvfølgelig fortæller vi hende når hun er sød og har gjort noget godt men jo også ret tit det modsatte.

Jeg synes vi prøver at forklare hende tingene uden at blive gale, men det er desværre bare så tit det ender sådan fordi hun ikke hører efter. Jeg synes også vi prøver at tage hende meget med i tingene og lave nogen ting med hende uden den lille er med, men selvfølgelig kan man nok ikke undgå at hun bliver lidt jaloux.

Den lille er for det meste altid nem, glad og tilfreds og den store kan jo fornemme vores umiddelbare og ægte glæde over den lille som er så sjov i øjeblikket. Det har vi selvfølgelig også over den store, men indimellem føles det længere væk og det forskrækker mig egentlig og gør mig ked af det at jeg kan føle sådan over mit eget barn.

Selvfølgelig kan jeg så også indimellem sidde og betragte hende når hun ikke ser det og så bliver jeg på en gang øm om hjertet fordi jeg så kan se og huske den lille pige hun jo egentlig er, og jeg får så dårlig samvittighed og bliver så ked af at vi ikke kan gøre det bedre end det og alle de dumme ting man siger og gør når man bliver sur på hende.

Vi prøver virkelig at rumme hende, men hun er indimellem en stor mundfuld og det lykkedes ikke altid så godt som det kunne. Vi elsker hende alligevel det skal der ikke herske tvivl om.

I børnehaven har vi lige været til forældresamtale og derovre går det fint. Hun sætter nogle gode lege i gang men vil gerne bestemme, og leger derfor meget med de yngre børn på stuen hvor hun kan få lov til det. Hun er sød ved de små og råber og skriger ikke derovre. Hun har ikke rigtig nogen legekammerater derhjemme da hun og lillesøster er de eneste børn i familien og vi har ingen venner med jævnaldrende børn heller. Faktisk er vores netværk ret lille og vi har ingen forældre der magter imellem at passe dem en weekend eller bare nogle timer så man også kunne prøve at savne dem og få ladet lidt op eller få lidt tid til at pleje parforholdet for den sags skyld.

I børnehaven vil de lave en "legeliste", og herhjemme har vi snakket om at man kunne søge efter en reservebedste, men for det første virker det lidt underligt at få et fremmed menneske til at passe sine børn, selvom man selvfølgelig mødes først så de kan lære hinanden lidt at kende, desuden er økonomien heller ikke i top i øjeblikket pga arbejdsløshed så det med at betale en er der heller ikke de store midler til så hvad gør man? Indimellem kunne det bare være rart for dem at have andre ressource personer omkring sig udover os forældre som selvfølgelig er de primære omsorgspersoner. Jeg ved da hvor meget glæde jeg har haft af mine bedsteforældre...

Det hele er nok en stor pærevælling, men det afspejler nok bare mine tanker.

Håber du forstår meningen med det og kan give os et godt råd.

På forhånd tak.
Mange hilsener
fra Skytten.

Læs Helens svar »

Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste

Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. november 2024 | Renlighed | 3 år, 10 mdr.

Blefri

Hej Helen. Jeg har en kæmpe udfordring med min søn på 3 som bliver 4 til...

Læs hele brevet og Helens svar

30. september 2024 | Renlighed | 5 år

Laver i bukserne - 5 årig

Kære Helen. Vores dreng F. er lige fyldt 5 år. Han smed bleen for ca. 2 år...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2024 | Sygdom | 4 år, 2 mdr.

4-årig med kæmpe nedsmeltninger og anderledes adfærd

Kære Helen, Jeg har med stor glæde læst dine bøger og mange brevkassesvar...

Læs hele brevet og Helens svar

22. maj 2024 | Opdragelse | 5 år

Familie logistikken hænger ikke sammen

Kære Helen, Jeg har to overordnede spørgsmål som jeg søger råd på....

Læs hele brevet og Helens svar

12. februar 2024 | Renlighed | 4 år

Periodevise problemer med renlighed

Kære Helen Jeg har en dreng, der lige er fyldt 4 år. Han har været renlig...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: