Svar: Min datter vil ikke høre efter

---

Kære frustrerede mor

Mange forældre regner med at når barnet først er fyldt fire år, så kommer der ro i familien. Det er jo især 1-3 års alderen der er kendt for at være 'trodsalderen' og den svære perioder ...

Det er dog sådan, at mange forældre oplever store konflikter med deres 4 årige i dagligdagen og det handler ofte om at barnet nu udstråler en sikkerhed om hvem det er og hvad det vil være med til og barnet stiller derfor også ofte mere kritiske spørgsmål og er verbalt rigtig god til at formulere sig.

Hvor 3 årige spørger "Hvad er det?", så vil en 4 årigs lyst til at vide alt, afspejle sig i mere komplekse spørgsmål. Det kan være "Hvorfor dør vi?", "Hvordan kommer barnet ind i maven?", "Hvorfor skal vi spise nu?", "Hvorfor kan jeg ikke se børnetimen færdig?" osv. Nogle gange er det enormt vigtigt at tingene bliver som barnet gerne vil - i princippet sker der måske ikke noget ved at spise ½ time senere, så børnetimen kan ses færdig ... Eller du kan spørge din datter hvad hun tror, når hun stiller spørgsmål som du ikke umiddelbart kan svare på.

Børn i denne alder har utroligt meget fantasi og hun vil elske at høre dig fortælle historier, men hun vil også elske at fortælle dig skøre, sjove og mærkelige historier - røverhistorier kalder vi dem. Det vil sige historier, som vi godt ved ikke er helt rigtige, og hvor det pyntes lidt på handlingen - det er ikke for at lyve, det er fordi fantasien i denne alder er så stor, at det for barnet føles helt naturligt at pynte lidt, når historien fortælles. Det er ofte også i denne alder at børn får fantasivenner, opdigtede venner der får skylden for noget som barnet har gjort "det var ikke mig, det var min ven!".

Jeg skriver dette for at forklare lidt af den verden jeres datter befinder sig i lige nu, hun interesserer sig for de lidt større og mere komplekse spørgsmål i verden og hun er fuld af fantasi og leg. Det er meget kedeligt at skulle gøre ting som voksne vil have og når du beder hende om noget, så er det ganske givet ikke for at være uartig, at hun ikke gør det med det samme, det handler mere om at hun lige nu er optaget af alt mulig andet, som for hende er mere spændende.

Om jeres datter også kan have nogle iboende problemer, tør jeg ikke svare på ud fra dit brev. Du fortæller jo at flere pædagoger har være bekymret og at en børnelæge har sagt at hun på papiret lød autistisk, men at det ikke var det indtryk hun giver, når man er sammen med hende (det lyder altså heller ikke sådan, synes jeg), men at pædagogerne i børnehaven, hvor hun går nu, virker glade for hende og hun trives. Hun kan have svært ved at koncentrere sig når der sker meget på en gang, men alt i alt lyder hun alderssvarende og som en pige i trivsel.

Min tanke er om I ikke kan tale lidt med hende om hvordan det skal være at være hos jer, hvordan det er at bo i jeres familie. Om at I skal hjælpe hinanden, om hvad der gør en glad, hvad der gør en ked af det osv. Både for at få hende til at se det naturlige i at hun hjælper lidt til derhjemme, men også netop udnytte det at tale til hendes fornuft og lyst til også at have medindflydelse.

Jeg tænker at I skal lade hende hjælpe til derhjemme, i den grad hun nu kan det, f.eks. dække bord, hjælpe til med at lave mad, tænde for røremaskinen, snitte salat, skrælle gulerødder osv. Der er masser hun kan gøre i en alder af 4 år - og du skal som ...

---

---

... noget helt naturligt f.eks. invitere hende med i køkkenet, så I hjælper hinanden. Du skal her fortælle hende, hvor dejligt det er at hun hjælper, hvor glad du bliver, hvor hyggeligt det er osv. så hun får fokus på at her gør hun noget som gør dig glad - børn vil som udgangspunkt gerne gøre deres forældre glade.

Du skal også bruge fantasien, finde grøntsager der ligner fantasifigurer, lave historier om dem, dække et prinsessebord og spise prinsesseærter - jo mere du kan møde hende i den udvikling hun lige nu er i, jo lettere får du også ved at få nogle af dine ønsker igennem :)

På samme måde skal du naturligvis anerkende hendes behov for også at bestemme en gang imellem. Du skriver "hvad kan man gøre når tingene er blevet sagt på en god måde et par gange og hun har fået lov til at komme med sine argumenter og hun stadig ikke gør det. Hvad skal man så?". Når jeg læser dette, så tænker jeg, at det ofte ikke har nogen praktisk betydning, hvad hun mener og hvad hendes argumenter er - det bliver alligevel som I vil ... hvis det var mig der var fire år, så ville jeg også nogle gange vælge at lukke ørerne, for det hele skal jo alligevel være som I vil og hvad betyder det så, at man kan argumentere ... - kan du følge mig?

Jeres datter har brug for at I en gang imellem gør det som hun vil, hvis hun oplever at hun har medindflydelse og får ja en gang imellem, så vil hun naturligt andre gange også bedre kunne acceptere et nej.

Nogle gange må ting naturligvis være som I vil, men her må I så komme med en forklaring, som hun kan forstå og forholde sig til. Det er her vigtigt at du også lytter til hende og sætter ord på, så hun hører at du forstår det "jeg ved godt at du gerne vil se børnetimen færdig, men vi er nødt til at spise nu, ellers kan vi ikke nå ...". Du viser hende at du forstår hende og du giver en forklaring.

---

---

---

Marte Meo kræver at du får støtte af en Marte Meo uddannet person og er ikke noget jeg synes du selv kan forsøge at praktisere. Måske er der en sundhedsplejerske i kommunen hvor I bor, som har denne uddannelse - du kan kontakte sundhedsplejerskerne og spørge :)

Du må prøve at få hende til at sætte ord på, hvad der foregår i børnehaven og også tale med pædagogerne om, at jeres datter er ked af det, når hun taler om børnehaven. Hvis hun har nogle iboende problemer og måske har svært ved at tage initiativ til at lege med den andre børn, så har hun måske brug for ekstra støtte der. Prøv derfor at finde ud af, om der er situationer hun er ked af, spørg lidt ind til hvem hun leger med, hvad leg de leger osv. så du får en fornemmelse af hendes dagligdag.

Når hun har drillet hunden og du har bedt hende lade være og hun så løber sin vej. Så kommer hun jo tilbage igen - her synes jeg du skal tage hende i hånden og sætte dig med hende. Forklare hende, at hun ikke må drille hunden, den er et levende væsen, som man skal være god ved, ligesom I skal være gode ved hinanden og hun heller ikke kan lide at blive drillet. Fortæl hende også at du bliver ked af det, når hun løber sin vej, det er vigtigt at I taler om tingene og ikke bare løber eller griner af hinanden, for det er ikke rart.

En sådan snak kan måske lukke lidt op for, hvad der foregår og du kan få et indblik i hvordan din lille pige måske i virkeligheden har det.

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med hende :)

Rigtig god påske!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---