Svar: Diverse overvejelser vedr. udvikling
Kære Pigens mor
Det at lære at gå har mange faser og det lyder som om at din datter er godt på vej :)
I første fase trækker barnet sig op ved tremmerne i sengen, eller møblerne i rummet, herefter bevæger barnet sig fra side til side, ved hele tiden at holde fast med hænderne og flytte sine fødder.
I anden fase bruger barnet kun sine hænder til at holde balancen med og har derved langt mere styrke i sine ben og fødder. Barnet flytter ofte hånd over hånd og kan når det er sikkert nok, begynde at flytte en fod og en hånd af gangen.
I tredie fase øver barnet sig i at bevæge sig fra f.eks. et møbel til et andet. Endnu kun møbler, hvor barnet med sikkerhed kan nå det ene før det andet slippes.
I fjerde fase forsøger barnet at gå imellem møblerne uden støtte. Det vil sige slipper et møbel og bevæger sig hen til et møbel som er lidt uden for rækkevidde, tager et enkelt skridt og får fat i næste møbel. På dette tidspunkt kan barnet også stå op frit på gulvet uden støtte.
I femte fase vakler barnet forsigtigt og selvstændigt to eller tre skridt imellem møbler eller personer. Der er dog fortsat behov for støtte til at gå længere end dette.
I sjette fase begynder barnet at gå helt selvstændigt.
Som du kan se er det altså en længere proces og din datter er måske igang med fase 1 til 2 ... Det er fint, der er tid nok, det skal nok komme :)
Med hensyn til at kravle med det ene ben strakt, så er der børn der gør sådan. Det er lidt 'rejehop-agtigt'. Du må gerne forsøge at hjælpe din datter med at kravle rigtigt, forsøge at få hende til at holde benet inde under sig. Sæt dig evt. bag hende, så hun støder fra på dine knæ og på den måde får fornemmelsen af at benet ikke skal stritte bagud, men hun skal frem på knæene. Når et barn kravler rigtigt, bevæger det sig rytmisk i sekvenser og bruger begge sider af kroppen lige meget og din datter kan godt have brug for at du hjælper hende med at være oppe på alle fire og styrer hendes ben, så hun komme frem med begge ben bukket.
Det hjælper også nogle gange at lade hende kravle med et par skindlapper på bukseknæene eller lade hende kravle med bare ben. Eller hvis I ikke selv har fastliggende gulvtæppe, så besøge nogen som har, på et fastliggende tæppe kravler børn ofte lettere end de gør på et trægulv :)
Med hensyn til sprog, så udvikler børn sig her meget forskelligt. Nogle børn taler meget hurtigt og meget tydeligt, andre børn taler først senere, taler en masse men er svære at forstå og atter andre børn siger ikke et ord, før de pludselig bare åbner munden og kan tale som et vandfald ...
Børns sprog er noget man er meget opmærksomme på i daginstitutioner og når barnet kommer i børnehave og hvis man der skønner at der er sproglige problemer, så vil man henvise til en talepædagog. Sålænge der er udvikling i barnets sprog og man ikke er i tvivl om at barnet kan høre, så ser man normalt tiden an til barnet er 2½-3 år gammelt.
De fleste børn vil omkring 12 måneders alderen begynde at pege på genstande, som det gerne vil have fat i, genstande som det gerne vil have du ser på. Barnet kan f.eks. pege og sige "de?" eller "a ...
... de?" i betydningen 'se mor, hvad er det' og når du så svarer 'det er en bold', så vil barnet forsøge at efterligne ordet bold og sige f.eks. "bå" eller lignende.
Nu hvor din datter er 15 måneder, så vil det være naturligt hvis hun begynder at kunne følge en sproglig opfordring - det kan f.eks. være at klappe i sine hænder, når du viser hende hvordan og siger "klappe". Det kan også være at kaste med en bold hvis I sidder på gulvet og kaster den mellem hinanden.
Hun vil pege på en bil og sige "se" i betydningen "se bilen". Mange børn har svært ved "s"-lyden og siger "de" i stedet for se.
Fra 16 måneders alderen begynder børn at sige "hej, eller hej hej" og her begynder børn også ofte at benævne mor og far og også bruge sit eget navn. Far udtales ofte bar og mor som maaa eller mo. Barnet begynder også at forstå et nej. De fleste børn vil i 16 måneders alderen gennemsnitligt kunne forstå ca 70 ord - udtaler dem ikke selv, men forstår hvad du siger. At det er gennemsnitligt betyder jo at nogen kan mindre og andre mere.
At barnet begynder at bruge far og mor som betegnelser afhænger naturligvis af om man som forældre bruger dem selv. Der er jo forskel på om man siger "skal du op til mor" eller "skal du op til mig" ...
Omkring 18 måneder tager sproget meget mere fart og barnet begynder at tale lidt mere selv. Fra 20 måneders alderen begynder flere navneord at dukke op og barnet begynder at kunne sige lys, bil, bold og lignende små ord.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Omkring 2 års alderen begynder barnet at sige små sætninger og sætter små ord sammen f.eks. "min bil" eller "de bar" (i betydningen der er far). Igen taler mange børn ikke hundrede procent rent i denne alder og det er normalt.
Det lyder altså også her som om at jeres datter er rigtig fint med og at sproget kommer stille og roligt. Syng sange for hende, dans med hende, øv små sætninger med rytme. Læs bøger med billeder af ting fra hverdagen og led efter tingene i bogen "Hvor er bolden? Det var bolden, det er en rød bold, bolden er rød" så hun hører ordet bold brugt igen og igen og på flere måder.
Med hensyn til skiftning så har hun sikkert for travlt til at synes særlig godt om dette, samtidig er det et naturligt sted at sætte sin vilje igennem ... Det vil være rigtig godt hvis I nogle gange kunne lade være med at lægge hende på puslebordet. Hvis hun kun har tisset, så behøver hun ikke blive vasket og behøver ikke ligge der, så kan hun stå på gulvet og få en bukseble trukket op ligesom et par bukser.
Det vil også være en god idé at lade hende hjælpe til. Hun kan selv løfte numsen, når bleen skal puttes på hende, hun kan få lov til at vaske sig lidt med en klud eller komme lidt salve på - skidt med at det ikke bliver helt perfekt, det er fornemmelsen af at hun også har medbestemmelse som er vigtig.
Hvis hun har afføring i bleen og den skal skiftes, så er I naturligvis nødt til at gøre dette også selvom hun protesterer højlydt. Men andre gange kan man godt indgå kompromis og finde løsninger som gør at hun vil være med og synes det er okay :)
Jeg håber ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
15. oktober 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Hej Helen Vi skal flytte i løbet af november måned og vil prøve at gøre det...
12. oktober 2024 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores datter på 10 måneder er begyndt at slå sit hoved ind i ting....
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen. Min datter er 8 mdr. hun er umiddelbart sund og rask og vores...
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Er meget vild med din brevkasse og alle dine gode bøger, som vi...
22. august 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Min datter er lige blevet 8 måneder. Hun har altid været meget...
Viden om børn:
Udmalkning af modermælk
Når du ønsker at malke ud og gemme din mælk bør du følge nedenstående retningslinier:
1) Vask dine hænder
2) Malk lidt mælk ud og kasser dette (ca. en spiseskefuld). Den første mælk kan være inficeret med bakterier fra huden og brystvorten. Når barnet ammes er dette uden betydning, men når mælken skal gemmes, er det vigtigt at den er helt ren.
3) Malk ud i en rengjort (skoldet) plastik flaske - kan købes på apoteket og de kan bruges flere gange, hvor du rengør og...
Vådservietter baby
Mange familier synes, det er praktisk at bruge vådservietter, når barnet f.eks. skal skiftes eller lige skal have tørret sine fingre.
Vådservietter kan dog indeholde parfume og miljøbelastende stoffer, som kan give dit barn allergi. Undgå derfor vådservietter med parfume- eller aromastoffer i indholdsdeklarationen.
Gå efter vådservietter, der er svanemærket med Svanemærket, eller med Astma Allergi Danmarks Blå Krans eller Allergy Certified.
Overvej også, om...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.