Svar: Jævnlige hysteriske anfald

---

Kære frustrerede mor

Tak for dit brev, jeg kan godt forstå du bliver frustreret. Det lyder jo som om at I forsøger rigtig mange ting, men en del af det I prøver virker bare ligesom ikke rigtigt og hvad gør man så ... samtidig står I jo også i en situation, hvor I på den ene side gerne vil anerkende jeres dreng og den udvikling han går igennem og samtidig også vil opdrage ham og lære ham visse regler - det er en kunst og det er svært at finde denne balance.

Når man er 15 måneder gammel er man stadig et meget lille menneske med en meget umoden hjerne. Det betyder at de to hjernehalvdele endnu ikke har lært at arbejde sammen, så jeres dreng reagerer meget følelsesbetonet og har meget svært ved at bevare roen. Der skal ikke ret meget til før verden i hans hoved braser sammen og alt er kaos, der stormer stresshormoner, adrenalin osv. rundt i kroppen på ham og man ser det tydeligt fordi han reagerer fysisk. Han græder højt, tårerne kan sprøjte ud af øjnene, han har svært ved at holde sig i ro, smider sig på gulvet, vrider og vender sig, han slår ud, spaker måske osv. Det er fysisk svært for ham at være i ro, når han har det sådan og han kan slet ikke lytte, høre og mærke din ro til at starte med.

Nogle gange er man nødt til at lad ham være lidt, bare sætte sig i nærheden, vise man er til stede, men lade ham ligge. Du kan evt. prøve at holde dine hænder på hans fødder, se om du kan komme til at ae ham lidt på benene osv. og stille og roligt kan du invitere ham op til dig - "kom skat, kom op til mor, kom skat" - han hører din rolige stemme, mærker at du er der og du presser ham ikke og du forlader ham heller ikke, han får lige lov til at køle lidt ned og når han kan samle sig lidt, så kryber han op på dit skød og der falder han så endeligt til ro.

Han er lige på grænsen til at kunne forstå at I er der, når han ikke kan se jer. De fleste børn vil først omkring 16 måneders alderen begynde at have lidt forståelse for dette og det betyder i praksis at børn i denne alder, ofte har stor brug for at kunne se deres forældre, når de skal sove. Det betyder også at han kan vågne om natten, være ked af det og kalde, fordi han ikke forstår hvor I er. Når han ikke kan se jer, så føler han sig forladt og alene.

Det er noget han lærer, noget han øver hver dag - I er sandsynligvis også adskilt i løbet af dagen, han bliver passet ude og øver sig lige nu i at forstå at I er stadig er der, selvom I ikke er fysisk sammen hele tiden.

Han begynder også at have behov for kun at sove en lur dagligt, hvilket naturligt også kan spille ind på hans nattensøvn. Det kan derfor være en god idé at arbejde på en lidt længere middagslur mellem 12-14 i stedet for lur mindre lure, hvis han ikke allerede har ændret dette.

Man skal også medtænke at børn i jeres drengs alder ikke har særlig meget sprog og han vil derfor ikke kunne gøre sig forståelig, når verden går ham imod. Han vil ikke kunne forklare, når han føler sig uretfærdigt behandlet, eller er for træt til at spise og mere har lyst til bare at sidde på skødet, han vil ikke kunne sige til jer hvordan han egentlig har det. Det skal aflæses ud af hans kropssprog og det er rigtig svært.

Nogle gange må du derfor prøve dig frem præcis som du har gjort, netop ved at tage ham på skødet og se om det hjælper på humøret og lysten til at spise - og nogle gange vurdere du forkert.

Det er også sådan at han nogle gange ikke selv ved hvad han vil fordi han ikke kan overskue situationen, så selvom han først pegede på ...

---

---

... et æble og du gav ham det, så vælter hele verden fordi han pludselig får øje på en mandarin og så ville han hellere have det ...

Man skal naturligvis altid overveje situationen og nogle gange lige medtænke "hvad sker der egentlig ved at han får sin vilje" - børn der får ja en gang imellem vil naturligt også bedre kunne acceptere et nej andre gange. Og nogle gange siger vi jo nej, fordi vi er trætte og ikke rigtigt orker det barnet vil, hvilket jo ikke er barnets skyld :)

Men nogle gange skal man også holde fast i sit nej, fordi et nej er nej og det er her super vigtigt at man så kan rumme den frustration der så opstår, når barnet ikke er enig i det nej.

At kunne rumme hans følelser betyder at du kan holde ud at han har det som han har det. At du ikke vil ændre på det og at du ikke tager det personligt - især det sidste er vigtigt, du er ikke en dårlig forældre, fordi du siger nej og holder fast i dette og han så bliver fortvivlet, tværtimod.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det bliver faktisk mere og mere fra nu og de næste par år frem ... - så er I forberedt :) Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle og prøver at handle bedst muligt alt efter situationen. Jeg ved godt at det er svært og nogle gange kan virke umuligt at skelne mellem reel gråd, frustration eller hysteri, men prøv og husk så på at han ikke er beregnende, udspekuleret eller andet. Det er hans hjernemæssige udvikling der gør at verden bryder sammen lige nu og han ikke kan overskue særlig mange situationer.

---

---

---

Med tænk også at alternativer nogle gange er en rigtig god idé, så I sætter ord på og lader ham vide at I har forstået ham, men så I fortsat holder fast i at I trods alt ved bedst. Det kan være hvis han f.eks. beder om en småkage (dem er der jo en del af her op mod jul ..) og I ikke vil have han får en sådan, så kan I sige: "Du kan ikke få kage nu, men du kan få et stykke agurk", så han får noget, men får noget som I ved er mere sundt for ham.

Bliver han så gal, så er det sådan. Trænger han til noget at spise, så kan han jo spise sin agurk, I viser ham at I er der, lytter, sætter ord på osv, men I holder fast i at han ikke skal have småkager nu.

Med hensyn til at smide med tingene og vælte sin tallerken ned af bordet osv. som han naturligt ikke skal gøre, så er det ofte en rigtig god idé at lade en handling følge med det nej I giver. Det vil sige, at hvis I sidder ved bordet og han smider med maden, tallerkenen eller andet, så kan I vælge enten at afslutte måltidet ved at tørre hans hænder og fjerne ham fra bordet eller I kan vælge at fjerne hans tallerken og forklare at nu er det slut med at spise. Hvis I vælger at fjerne tallerkenen, så vil han måske protestere voldsomt og vil gerne have tallerkenen igen, så giver I ham det, forklarer ham at han skal spise pænt og smider han så tallerkenen ned igen, så er måltidet slut.

Nogle gange skal han føjes for at der er ro på igen - men andren gange skal han ikke og så er det vigtigt at I holder fast i jeres nej - det er en del af opdragelsen :)

Og nej, han skal ikke bare ligge og græde om natten. Han har en alder nu, hvor han naturligt har brug for at mærke at I er der og at han ikke er alene. Men I skal måske se lidt på hele dagens rytme og om han skal til kun at sove en gang dagligt, hvis han ikke allerede gør det ...

Håber I kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke med ham :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---