Svar: Han er så ked af det / rasende - og hvordan tackler jeg det?

---

Kære Rikke

Først: Det er helt normalt! :)

Din dreng går lige nu igennem en stor udvikling, det man kan kalde for 'selvstændighedsalderen' eller 'trodsalderen' og det er en tid, som er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen.

Han kan være så super glad, sjov og charmerende, de er så skønne de unger - men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det er rigtig svært, for ofte forstår man slet ikke hvad der sker ...

Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald, anfald hvor han er rigtig ked af det. Når han får disse anfald, så er han ikke uartig, men skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan...

Man kan godt nå derud, hvor man synes han er urimelig og bliver vred på ham, kalder ham hysterisk, sender ham på værelset eller i seng - og det får ham måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper ham ikke på sigt.

Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis I går fra ham, så vil ...

---

---

... du sikkert se at han går grædende efter dig "gå ikke fra mig mor", fordi han har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

Hans hjerne er meget umoden og han har ikke dannet de vigtige forbindelser i hjernen som skal gøre at han kan trække vejret dybt og bevare roen. Han kan derfor ikke gøre for, når verden bryder sammen over bagateller - hans lille krop er i kaos og han kan ikke kontrollere det. Det er din ro, måden du taler beroligende til ham på, viser ham at du godt kan forstå han har det svært, lytter til ham osv. der får ham rolig og når han mærker roen i kroppen, så dannes de vigtige forbindelser i hans hjerne.

---

---

---

Når man er nødt til at sige nej en gang imellem - og det er man jo, så er det rigtig vigtigt at I stadig lytter til hvad han vil og sætter ord på. Det er en god idé nogle gange at give alternativer f.eks. "Du kan ikke få slik nu, men du kan få et stykke agurk", så han får noget, men får noget som I ved er mere sundt for ham.

Nogle gange bliver børn så frustrerede og kede af det, at de ikke lige med det samme kan klare at have fysisk kontakt. Så må man nogle gange sætte sig sig ned i nærheden, prøve at tale ligeså stille til barnet og forsøge rent verbalt at invitere barnet til at komme "kom skat, kom over til mor og få et knus", nogle gange protesterer barnet mod at blive taget op, men vil godt acceptere at man f.eks. kærtegner det lidt ved at stryge det på ryggen stille og roligt. Og på den måde kan man vise barnet at man er der for det uden at man ændrer på det nej, som man har givet.

Jeg håber at du hermed er hjulpet videre på vej, fortsat held og lykke og rigtig god weekend! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---