Svar: At gå uden hjælp

---

Kære Susan

Tak for dine dejlige ord - det er kun dejligt at kunne hjælpe:)

Det lyder som om at Anna kun mangler det sidste mod for at slippe helt selv og begynde at gå - det kommer stille og roligt, bare du ikke presser hende, men prøver at opmuntre og motivere :)

At lære at gå har mange faser og nogle børn kommer hurtigt igennem faserne og andre er flere måneder om det.

I første fase trækker barnet sig op ved tremmerne i sengen, eller møblerne i rummet, herefter bevæger barnet sig fra side til side, ved hele tiden at holde fast med hænderne og flytte sine fødder.

I anden fase bruger barnet kun sine hænder til at holde balancen med og har derved langt mere styrke i sine ben og fødder. Barnet flytter ofte hånd over hånd og kan når det er sikkert nok, begynde at flytte en fod og en hånd af gangen.

I tredie fase øver barnet sig i at bevæge sig fra f.eks. et møbel til et andet. Endnu kun møbler, hvor barnet med sikkerhed kan nå det ene, før det andet slippes.

I fjerde fase forsøger barnet at gå imellem møblerne uden støtte. Det vil sige slipper et møbel og bevæger sig hen til et møbel som er lidt uden for rækkevidde, tager et enkelt skridt og får fat i næste møbel. På dette tidspunkt kan barnet også stå op frit på gulvet uden støtte.

I femte fase vakler barnet forsigtigt og selvstændigt to eller tre ...

---

---

... skridt imellem møbler eller personer. Der er dog fortsat behov for støtte til at gå længere end dette.

I sjette fase begynder barnet at gå helt selvstændigt.

Som du beskriver Anna så vil jeg sige at hun nok er igang med fase 4-5 så der er ikke langt igen, det skal nok komme :)

Med hensyn til hendes "primadonna opførsel", når tingene ikke går helt efter hendes hoved, så er det helt naturligt for alderen og tro mig - det kommer du til at opleve mere og mere af.

---

---

---

Det handler om at hun mangler ord til at beskrive sin frustration og når børn ikke har sprog nok, så reagerer de fysisk. Det bedste du kan gøre er derfor også at forsøge at sætte ord på, ikke give hende sin vilje, du må gerne stadig holde fast i dit nej, men vise hende at du forstår det ved at sætte ord på "sssååå, bliver du bare så ked af det, sååå skat" eller lignende.

Det er også en rigtig god idé at aflede hende og at tilbyde hende alternativet "Nej du kan ikke få is, men du kan få et stykke agurk..." eller hvad det nu kan være. Så du anerkender hendes lyst til at spise, at hun er tørstig eller lignende, men tilbyder et bedre alternativ.

Du må ikke grine af hende, selvom det ser komisk ud - hun er virkelig frustreret og ked af det og har hjernemæssigt slet ikke modenhed til at kunne holde sammen på sig selv :)

Fortsat held og lykke med hende :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---