Svar: Forsinket reaktion på at blive storesøster

---

Kære Filippas mor

Det er meget normalt at reaktion på en stor ændring i familien, hos børn kommer forsinket. Det kan ses, når man som hos jer får en lillesøster der de første måneder kræver rigtig meget, græder, kolik osv. som I er nødt til at være om, bruge ekstra ressourcer på. Det ses også, hvis man i familien oplevet sygdom eller sorg, at den ene forældre f.eks. bliver syg og ægtefællen må bruge en masse kræfter på at være der for den anden, få hverdagen til at hænge bare nogenlunde sammen osv.

Først når der begynder at komme lidt ro på igen, når hverdagen stille og roligt indfinder sig, når overskudet begynder at være der - så kommer reaktionen fra barnet - det er helt normalt og faktisk netop tegn på, at der jo nu er plads til at barnet kan reagere. Derfor reagerer jeres datter nu, derfor reagerer hun forsinket på sin lillesøsters ankomst.

At personalet i børnehaven har sagt I kan ringe til den åbne anonyme rådgivning skal sandsynligvis ses som en mulighed. Du har måske henvendt dig til personalet, spurgt dem hvordan det går, de fortæller at de for første gang har oplevet din datter reagere, du oplever det samme derhjemme og de oplyser dig så om at "Du kan ringe til den åbne anonyme rådgivning", som en oplysning om at den mulighed findes ... Jeg ser det således ikke som "I har brug for hjælp", men mere som en oplysning om at man har mulighed for at spørge der ... Og det er rigtig fint, det kan du sagtens gøre - måske får du nogle redskaber du ikke selv havde overvejet :)

Jeg tænker at det er utrolig vigtigt at I lige nu giver jeres datter ekstra omsorg og nærhed. Det er her super vigtigt at I sætter ord på og lader hende vide at I godt kan forstå, det er svært med lillesøster, at I godt ved at det har været en lidt hård start, fordi hun har grædt meget, mor og far har været trætte osv. og så samtidig fortæller hende, hvor meget hun betyder og hvor vigtig hun er. At I ikke glemmer hende, at ingen nogensinde kan tage hendes plads og hvor fantastisk det er at have hende, netop fordi hun er den hun er.

Sæt ord på, både på de følelser som hun måske tror hun ikke må have "det er irriterende at have en lillesøster" og på de følelser som vedrører hende selv, hendes rolle i at være en familie på fire og at der er plads til hende stadigvæk.

Og hold fast i at det er vigtigt at lave noget bare med hende, "dig og mig-tid" så hun føler at hun ikke hele tiden skal dele jer med en anden, men også oplever at have jer for sig selv en gang imellem.

Rum hendes frustrationer, vær der, bibehold roen, når I kan mærke at hun selv har svært ved det. Hun spejler sig jo i jer og det er vigtigt at I ikke tager hendes frustrationer personligt - også selvom hun siger "dumme mor!" osv.

MEN, vurder her hvad det handler om, for hun er også i en alder, hvor hun jo prøver grænser og I skal skelne tingene fra hinanden. Hvis hun siger "dumme mor" som udtryk for "det er bare så uretfærdigt at du sidder med lillesøster hele tiden og jeg føler slet ikke jeg har plads i dit hjerte" så må hun gerne sige "dumme mor", så er det jo fordi hun ikke har ord til at sige hvad hun reelt føler og du kan så svare med "jeg kan godt forstå du synes det er dumt, at jeg sidder med lillesøster hele tiden, men jeg lover dig, at jeg også er her for dig".

Hvis hun siger dumme mor, som en ...

---

---

... grænsesøgende ting - så skal I naturligvis sætte grænser "sådan siger man ikke, det er ikke pænt at sige til nogen at de er dumme!" og holde fast i at her gik hun over stregen, det vil I ikke have.

I skal også vurdere hendes anfald, hvad er det for en type anfald hun får? Det er vigtigt at skelne imellem det der hedder fortvivlelsesanfald og kontrollerende anfald. Når jeres datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem og det har hun brug for at I forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at I godt kan forstå at lillesøster er irriterende nogle gange, at hun nogle gange må vente på at det bliver hendes tur osv. Det er her fint at sidde hos hende, forsøge at berolige hende fysisk osv. som du også prøver på.

MEN, børn kan også få det der hedder kontrollerende anfald. Her forsøger barnet at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere jer til at få sin vilje. Det er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"...

Det betyder også at det ikke er anfald som børn normalt får i 3 års alderen - der er tale om lidt ældre børn, - 4, 5, 6 år - men nogle gange ses det altså i jeres datters alder ....

Hvis barnet har anfald, hvor det ønsker at kontrollere sine forældre, så er det bedst at gå - fordi man derved sørger for at barnet ikke får publikum og når barnet oplever at det ikke får nogen opmærksomhed ved at opføre sig kontrollerende, så holder det ligeså stille op. Man behøver ikke sende barnet væk, man kan bare vælge at gå "jeg går lige ud i køkkenet, så kan du komme, når du er faldet til ro".

---

---

---

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej eller det krav man har stillet og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje.

Det kan godt lyde som om at jeres datter nogle gange reagerer som hun gør og kalder dig de ting hun gør, for at få ekstra opmærksomhed og ikke nødvendigvis som udtryk for fortvivlelse. Og jeg synes ikke der er nogen idé i at du sidder hos hende og bare tager imod alle hendes gloser mod dig - her synes jeg faktisk godt at du en gang imellem kan vælge at gå - fortælle hende at du gerne vil hende, men at hun skal tale ordentlig og I skal være søde ved hinanden alle sammen.

Det er ofte også en rigtig god idé at bruge humor, for at få hende væk fra disse voldsomme reaktioner. Især de sjove lege, som involverer fysisk kontakt. Når hun f.eks. ikke vil hilse på mormor, så kan du leg en løveleg, hvor du siger "Hvad siger du .. børn der ikke vil hilse de bliver spist af den store løvemor", så siger du som en løve, fanger hende, og lader som om du spiser (kilder) hende med hud og hår ... På den måde får hun masser af fysisk kontakt, hun får lige 3 minutters "dig og mig-tid" og bagefter er hun sandsynligvis klar til at hilse.

Jeg håber at du kan bruge lidt af mine overvejelser videre.

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---