Svar: Temperament og jalousi?

---

Hej igen

Der er ingen tvivl om at det er svært at blive storesøster og at der naturligt vil komme en reaktion fra jeres datter ... den er dog mindre nu, end den ville være, hvis hun havde været yngre så det lyder rigtig godt at der er 4 år imellem jeres piger. Det betyder at I naturligt vil kunne forklare jeres datter nogle ting, lave aftaler med hende osv. og det er rigtig godt.

Men det betynder naturligvis også at hun godt kan begynde at sætte ord på hvad hun tænker og føler og min umiddelbare tanke er netop at I skal prøve at få hende til at fortælle, hvorfor hun bliver så sur, vred, gal, ked af det eller hvad hun nu bliver. "Hov skat, hvad sker der lige nu, bliver du ked af det ..?" eller lignende, og så kan hun sige "Jeg er ikke ked af det, jeg er sur!" og så er udgangspunktet jo det.

Og så tænker jeg også at I skal prøve at skelne mellem det der hedder fortvivlelsesanfald og det man kalder for kontrollerende anfald.

Når jeres datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem og alt føles bare uretfærdigt, ingen forstår hende og hun kan slet ikke kontrollere det følelsesmæssige kaos hun har i sin krop. Derfor har hun er brug for at man beroliger, trøster, sætter ord på, viser hende at man kan rumme hende osv. og børn der har anfald af fortvivlelse bør ikke anbringes alene i et værelse, skal ikke have en time-out.

Men børn kan som sagt også have en anden type anfald. Det jeg kalder for kontrollerende anfald. Her forsøger barnet at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere jer til at få sin vilje. Det er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"... Det er anfald som man sagtens kan se hos børn i 4 års alderen og det kunne godt lyde som om at jeres datter får denne type anfald en gang imellem ...

Det bedste I kan gøre, hvis I oplever jeres datter reagere på denne måde er faktisk at ignorere hende, altså sørge for at der ikke er publikum - ikke nødvendigvis sende hende væk, men i stedet gå væk fra hende. Hvis der ikke er nogen til at se hvordan hun skaber sig, ...

---

---

... ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje.

Det er også altid en rigtig god idé at bruge humor, når man skal have barnet afledt fra denne form for anfald. Hvis I kan gøre noget sjovt, lave et eller andet, der får hende til at grine, så kan man nogle gange undgå situationen helt. Og andre gange så er løsningen at bruge en time-out.

Time out bør bruges, når en rolig advarsel til barnet ikke har været nok eller hvis barnet har gjort en anden bevidst ondt. Det anbefales at barnet kun sættes på værelset i det antal minutter, som svarer til barnets år - det vil sige jeres datter, som er 4 år - kan sættes på værelset i 4 minutter.

---

---

---

Samtidig skal man så også være lige uden for døren, så barnet ved at man stadig er der, barnet må ikke på den måde føle sig forladt, hun må ikke blive bange. Derfor skal hun også have en forklaring på hvad der sker: "Jeg sætter dig herind fordi du sparkede mig. Man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre".

Det at jeres datter er blevet storesøster, betyder naturligt at hun nu skal dele jeres opmærksomhed med en anden. Og selvom hun er glad for sin lillesøster og er så gammel, at hun godt ved og kan forholde sig til hvad det vil sige at være en lille baby, i forhold til at være 4 år, så er det stadig rigtig svært at finde sin rolle i familien. Det er naturligt at hun nogle gange tvivler på om hun har helt samme plads som før, det er naturligt at hun nogle gange har brug for og søger ekstra opmærksomhed, hun vil være sikker på at I ser og hører hende mindst ligeså meget som før - og negativ kontakt kan her være bedre end ingen kontakt :o(

Prøv derfor at være meget opmærksomme på, hvordan hun reagerer, hvad viser hun med sit kropssprog, sit blik osv. når du sidder og ammer, kæler, nusser og har tæt kontakt med lillesøster? Læg meget mærke til hendes reaktion og inviter hende ind i den sfære I andre har.

Vær også opmærksom på at styrke hendes selvværd ved at fortælle hende, hvad det er hun ligepræcis kan. Hvorfor er hun noget helt specielt, ingen er jo som hende og ingen kan erstatte hende og det er vigtigt at hun føler dette og at I siger det højt :)

Jeg håber mine tanker hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke til jer alle fire!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---