Svar: Stimulering, mad, søvn
Hej med jer
Tak for dit brev :) Jeg kan godt høre, at I står med store udfordringer omkring jeres dreng og jeg kan godt forstå at det nogle gange må være svært at finde ud af, hvornår det I oplever er normalt og hvornår den normale grænse brydes.
Det er jo sådan at de normale rammer er meget vide og derfor er det meget svært at svare på, hvorvidt det I oplever og den måde jeres dreng udvikler sig på er noget der kræver speciel undersøgelse. Set enkeltvis kan alt hvad du skriver være fuldstændig normalt, det er ikke noget i det du skriver, som set alene får mig til at tænke på at jeres dreng fejler noget; jeg giver jer dog ret i, at når man læser jeres beskrivelse af ham og se tingene i en sammenhæng, så lyder det rigtigt, at jeres dreng har behov for ekstra støtte på mange områder og som om at han er en dreng, der måske skal støttes på en anden måde end de fleste ...
Der findes børnepsykologer uddannet til at teste og undersøge børn. Hvis man vil udrede et barn for f.eks. ADHD eller hyperaktivitet, så gør man det via børnepsykologer på en Børnepsykiatrisk afdeling og der findes faktisk sådanne afdelinger for helt små børn (0-2 år) - de findes på Glostrup, Bispebjerg og Skejby Sygehus. Man bliver henvist dertil af egen læge eller af kommunens PPR afdeling.
Jeg har aldrig hørt om at man har diagnosticeret så lille et barn med ADHD og der er ingen der siger at jeres dreng har dette. Han kan sagtens være en naturligt aktiv dreng, som bare har masser af mod på livet og lyst til at udforske verden. Det er jo et eller andet sted rigtig glædeligt og tegn på en sund og god udvikling, at han ikke bare sidder stille, men netop søger opmærksomhed og søger at tage del i den verden der omgiver ham - det er bare svært for jer forældre at følge med :)
Det er fint at I forsøger at aktivere ham med forskelligt legetøj og det er helt normalt at børn kun finder legetøj interessant kortvarigt, og derefter mister interessen og skal opleve noget nyt. Det kan hjælpe at gemme legetøjet i store kasser og så kun tage en kasse frem af gangen, lade ham lege med det i en periode, pakke det i kasse igen og tage en ny kasse frem og på den måde så skifte mellem kasserne.
Det vil også være rigtig godt, at I aktivere ham ved at hjælpe ham til at spise selv. Han må gerne sidde med noget mad i hånden, gumle på det og han vil sikkert nyde at få lov til dette. Jeres plan for dagen er fin, men I må gerne give ham mere 'mad med bid i' - især for at imødekomme hans lyst til at udforske og lærer. På den måde kan din kone også aktivere ham lidt om dagen - sætte ham i den høje stol og lade ham gumle på lidt forskelligt. Det kan være store stykker frugt, et stort jordbær, ristede rugbrødsbjælker, en tvebak eller andet, som han får lov til at sidde og gumle på, opbløde med spyt osv.
Mit forslag til dagsplanen ser således ud:
Morgen 07.00: Havregrød eller fuldkornsgrød med frugtmos som nu, vand af kop
Formiddag 9: Frisk blød frugt i hånden at sutte på, vand af kop.
Flaske og puttes til formiddagslur
Frokost 12.00: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende at gumle på, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: En lille portion flerkorngrød med frugtmos, frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Aften 18.00: Grøntsagsmos med kød eller fisk og udgangspunktet bliver mere og mere jeres mad. Ris med lidt sovs, kartofler moset med lidt sovs, indmaden af en frikadelle, lidt laks eller lignende, - hvad I nu får, naturligvis i en konsistens som han kan kapere. Suppleres med en kartoffelbåd, lidt kogt blomkål, broccoli eller en brødskorper at gumle på, vand af kop.
Puttes til natten med vælling som nu
Sen aften / nat: Flaske igen som nu
Det at I begynder at give ham med med mere bid i, vil stimulere ham og det er vigtigt at anerkende hans lyt til at undersøge og være med. Det vil samtidig også gøre at han bliver lidt mere mentalt træt og måske mere parat til at sove, når han har været koncentreret om at spise lige inden ...
At han kaster op kan være helt normalt. Det kan være fordi hans mælk er ekstra energiberiget og fordi han stadig får meget skemad. I takt med at han få mere og mere rigtig mad, så vil han sandsynligvis bedre kunne holde det i sig. Samtidig ligger han jo ikke stille, han er motorisk meget aktiv og langt i sin udvikling, så det gør også at maden lettere 'skvulper over' ...
Og så til dine spørgsmål, jeg svarer i den rækkefølge de kommer:
1. Jeres dreng følger ikke gennemsnittet og I må gå ud fra at hvis han sover 2 lure dagligt og sover nogenlunde om natten og i øvrigt trives, udvikler sig og har det godt - energi mangler han i hvert fald ikke - så får han den søvn han har behov for. I skal naturligvis hjælpe ham med at blive puttet og overgive sig til søvnen, så han får mulighed for at koble fra og bearbejde alle indtryk - men arbejd på 2 lure dagligt og en nattesøvn og spekuler mindre i hvor meget han sammenlagt sover :)
2. Ja det er normalt at børn hurtigt keder sig og at det kan være rigtig svært at aktivere dem. De bliver meget hurtigt trætte af deres legetøj og de ting man laver med dem. Så vil han pludselig på skødet og når han er ...
... der, så vil han ned igen ... det skifter meget hurtigt.
3. Det er et normalt træthedstegn, at børn bliver røde om øjnene, får blanke øjne, gaber osv. og først derefter overgiver sig til søvnen.
4. Det er normalt at børn protesterer ved at lave flitsbue i kroppen. Han har jo endnu ikke noget sprog og kan ikke sige "nej" eller "jeg vil ikke", så hvis han føler sig presset til noget han ikke vil, så laver han flitsbue.
5. Det er meget forskelligt hvor store portioner børn spiser, nogle børn spiser små mængder, andre større mængder. Det bedste er at spise lidt og tit - det er altså bedre at spise 3/4 dl. 4 gange dagligt end det er at spise 1½ dl. 2 gange dagligt. Især med det aktivitetsniveau jeres dreng ligger for dagen, så er det vigtigt med små hyppige måltider.
6. Det er normalt at børn kaster op en gang imellem. Nogle børn har det man kalder reflux, hvor de på grund af f.eks. løs mavemund kaster lettere op end andre børn, men det er normalt at børn i forbindelse med aktivitet kan kaste op.
7. Det er normalt at græde med tårer, når man er oprigtigt ked af det og det er normalt at så aktive børn som jeres dreng protesterer højlydt over at skulle sove. Han må gerne græde med tårer et par minutter, men bør ikke græde i 10-15 minutter og være helt ulykkelig for at sove. Hvis han gør det, så vil jeg anbefale at I sætter ham op i barnevognen og triller ham en tur, lad ham kigge på verden, mærke vinden i ansigtet og put ham først til lur, når han tydeligt er parat.
8. Børn der vågner med skrig om natten drømmer ofte. Det er normalt - men hos lidt ældre børn - men skal hos jer nok ses i sammenhæng med at han motorisk er længere fremme end alderssvarende. Han er jo rigtig godt igang med separationsfasen, som hos mange børn ses i 8-10 måneders alderen og det oplever I så nu og har oplevet den sidste månedstid.
9. Det er normalt at børn i den alder, hvor de begynder at krave og bevæge sig mere rundt, kan tage mindre på eller ligefrem vægtstagnere - igen er de fleste børn her 8-10 måneder og jeres dreng er lidt tidligere på den, men man kan fint se en sammenhæng her ... Det er dog godt at I bliver fulgt at diætist.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
10. Nej, men skal og kan ikke behandle så lille et barn med medicin. Hverken for at det skal tage på i vægt eller for at få det til at være mindre aktiv.
Har I en gynge? Altså ikke en hoppe gynge, men en babygynge af den slags, hvor han sidder i et sæde med en sele og gynger frem og tilbage? Det vil være en rigtig god idé og jeg tænker at den vil aflaste din kone lidt i hverdagen, hvis hun kan gynge ham der en gang imellem ...
11. Hvorvidt stofskifteproblematikken kan spille ind - det tør jeg ikke svare på.
Jeg vil tilsidst lige nævne for jer at man taler om begrebet High-Need-Babies. Det er egentlig forkert at sætte sådanne betegnelser på børn, men jeg ved at det hjælper utroligt mange forældre. Det handler om at vide, at man ikke gør noget galt og at der ikke er noget i vejen med ens barn - men at han er som han er, fordi det er hans personlighed - det er måden han er på.
High need babies har et meget højt aktivitetsniveau og er utroligt meget på, de sover ofte ikke særligt længe af gangen, deres søvnbehov er generelt lidt mindre end andre børn på samme alder. De bliver let irriterede og de er meget følsomme overfor forandringer. De kan vågne med et skrig fordi de er sultne og samtidig kan de også være for ophidsede til egentlig at mærke, når maden er der. Det er ofte sådan, at når man vil give barnet mad, så vil han ikke spise - men nøder man ham nok, ja så tager han pludselig flasken og sluger 150ml.. hvorfor så stritte imod? - Fordi han simpelthen har svært ved at fornemme hvornår han er mæt og hvornår han er sulten.
Det kan tit være rigtig svært at opfylde disse børns behov og man kan som forældre meget hurtigt få en følelse af ikke at slå til. På den ene side så kræver barnet rigtig meget stimulation, kræver at man aktivere og er om det hele tiden og på en anden side, så får de meget let så mange indtryk at de har svært ved at bearbejde dem. Så bliver det hele pludselig for meget. Man kommer således meget let til at stå i en situation, hvor man enten kommer til at overstimulere og give for mange indtryk eller hvor man kommer til at understimulere og skærme for meget. Og ligegyldigt hvad man gør, så oplever man at have et barn som er klynkende og utilfreds. Det er bestemt ikke nemt.
Helt overordnet set, så kan man jo sige at alle børn et eller andet sted er High-Need. Det har alle behov for at vi som forældre er opmærksomme på, hvornår de er trætte, sultne, skal stimuleres, skal hjælpes med at finde ro. Men mange børn har behov for hjælp til dette på få områder - barnet skal f.eks. have hjælp til at sove, men spiser i øvrigt fint.. Men high need babies de har ligesom behov for ekstra hjælp på alle områder og derfor er det så hårdt.
Jeg tænker umiddelbart at I har fået jer en rigtig lille High Need dreng. Han er ikke syg, der er ikke noget i vejen med ham, men han har en personlighed som gør, at han har behov for hjælp og støtte på mange områder - det gode ved dette er, at det ændrer sig lidt med tiden ...
Håber I kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke med ham :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
15. oktober 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Hej Helen Vi skal flytte i løbet af november måned og vil prøve at gøre det...
12. oktober 2024 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores datter på 10 måneder er begyndt at slå sit hoved ind i ting....
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen. Min datter er 8 mdr. hun er umiddelbart sund og rask og vores...
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Er meget vild med din brevkasse og alle dine gode bøger, som vi...
22. august 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Min datter er lige blevet 8 måneder. Hun har altid været meget...
Viden om børn:
Gylp
Når barnet spiser, sluger det ofte lidt luft, eller kommer til at spise for meget eller for hurtigt. Det resulterer i, at barnet ofte gylper efter et måltid, og det er helt normalt. Ofte er det, når barnet bøvser, at der kommer lidt mælk med op.
Hvis dit barn får flaske, kan du forsøge med en anden type flaskesut. Hvis hullet er for stort, så løber mælken for hurtigt. Du kan også forsøge at ændre spisestillingen, så dit barn sidder mere lodret, når det får mad.
Amning og medicin
Når du spiser og drikker, så går det du indtager via din blodbane over i mælken og vil således blive overført til dit barn. Derfor er det meget vigtigt at du taler med din læge, hvis du har behov for at tage medicin, når du ammer dit barn.
Der kan være mange grunde til at man får medicin, når man ammer. Der kan være behov for smertestillende, der kan være behov for antidepressiv medicin, antibiotika og mange andre ting og der findes næsten altid præparater, som kan tages selvom...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.