Svar: Selvstændighedsalderen - vi voksne tackler det ikke ens

---

Kære Anders mor

Som forældre er vi naturligt forskellige, vi er forskellige i kraft af vores baggrund, vores opvækst, måden vi selv er blevet opdraget på, måden vi er blevet mødt på i vores barndom og voksenliv. Vi er også forskellige i kraft af at være kvinde og være mand og jeg tror det er meget vigtigt at man ikke forsøger at gøre tingene fuldstændig ens, men netop ser forskelligheden som en styrke.

Det lyder pædagogisk rigtig godt det du fortæller omkring din måde at spørge på, medinddrage jeres dreng på osv. Jeg ved ikke hvad du laver, men det lyder som om at du har en god fornemmelse for hvordan du skal møde din dreng anerkendende. Det er naturligvis super godt!

At din kæreste gør det på en anden måde kan dog også være helt okay. Ja, nogle gange kunne han måske være mere anerkendende og medinddrage jeres dreng på en anden måde ... men hvis han nu ikke selv er sådan, hvis han nu aldrig selv er blevet mødt sådan da han var barn, så er det jo også noget han skal lære og der er jo ingen tvivl om at han er super glad for jeres dreng. Han nyder at være sammen med ham og han prioriterer at de to har far og søn tid sammen, selvom han kommer træt hjem efter en lang dag.

Jeg tror ikke jeres dreng tager skade af at far møder ham anderledes end du gør, faktisk vil det måske netop styrke ham, fordi han jo også vil møde andre mennesker, som vil være langt mindre upædagogiske end både du og din kæreste ...

Det er naturligvis en god idé at de overordnede regler er de samme, at I er enige om de store linier. Det er vigtigt at I som forældre her fremstår som en helhed, så barnet ikke vokser op med at siger den ene nej, så kan man bare gå til den anden og få et ja. Så de overordnede regler skal I være enige om og melde klart ud.

Men man må også nogle gange være uenige og her finde frem til en fælles løsning, netop ved at sige "det er jeg ikke helt enig i". Ved at melde ud og netop invitere til en dialog og finde en løsning som er god for alle parter, så lærer barnet jo noget vigtigt - at man kan tale om tingene og finde løsninger der gør at alle har det godt.

Så I forældre skal som du skriver finde en balance, hvor der ikke er en "bussemand" og en "kloge-åge". Der skal være plads til at gøre tingene forskelligt og det ene behøver ikke nødvendigvis være mere rigtigt end det andet. Anders skal naturligvis ikke opleve en konstant uenighed mellem ...

---

---

... mor og far og nogle gange er det vigtigt at du netop ikke er den der skal 'rage kastanierne ud af ilden', men i stedet prøver at lade dem klare det selv. Du skal blande dig, hvor du skønner det er nødvendigt, men du skal også lægge op til at de to godt kan løse deres indbyrdes diskussioner selv. Det bliver naturligvis lettere i takt med at jeres dreng får mere og mere sprog og kan tale for sig, så vil han jo også kunne give mere udtryk for sine behov overfor far "jeg vil også være med til at lave cykel" eller hvad det nu kan være.

Er der brug for at du blander dig, så kunne du måske prøve at være talerør for din dreng prøve at sætte lidt af de ord på han mangler, i stedet for at irettesætte far direkte. Hvis jeres dreng hører at du irettesætter far og så er det klart at far bliver irriteret og ked af det.

Der er ingen tvivl om at mange forældre vil kunne nikke genkendende til, at man har forskellig mening om opdragelse af børnene. Nogle gange kan uenigheden om børneopdragelsen komme til at fylde så meget i parforholdet, at følelsen af samhørighed risikerer at forsvinde og det er naturligvis uhensigtsmæssigt. Det er meget vigtigt at man som familier virker som en tryg base, som en helhed.

Et par simple råd:

---

---

---

- Øv jer i ikke at angribe hinanden, men prøv i stedet at undre jer. Når du tænker at her kunne din kæreste have handlet anderledes, så spørg ind til det han har valgt og lad ham forklare sig. Hvis du angriber ham, så er han nød til at forsvare sig og det er ikke konstruktivt for en god og åben dialog, som er nødvendigt, hvis man gerne vil ændre på tingene.

- Accepter forskellighederne hos hinanden og at man kan gøre ting på forskellig vis. I skal være enige om de store linier, men de kan føres ud i livet på mange måder og jeres dreng kan godt forholde sig til at I ikke altid er enige, men måske netop taler om tingene og indgår kompromis.

- Øv jer i at lytte til hinanden og sig også hvad I tænker og føler. Det er skadeligt for forholdet at gå og brænde inde med noget og så efter et par måneder, så springer en bombe ... Hvis I hver især oplever at den anden blander sig for meget, så sig fra "jeg har styr på det..." eller lignende, som tegn til at det her klare jeg uden din indblanding, jeg kalder, når jeg har brug for din hjælp ... eller lignende.

Jeg håber du kan bruge ovenstående videre frem, rigtig meget held og lykke fortsat :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---