Svar: Lange nætter
Kære trætte forældre
Jeres datter gennemgår lige nu en meget stor udvikling, hun er i det man kalder for separationsfasen og netop det at hun nu er begyndt at kravle, viser at hun nu øver sig i at adskille sig, øver sin selvstændighed. Det gør hun netop ved at klynge sig til jer, måske især til mor og generelt virke mere morsyg. Jeg plejer at sige, at man skal prøve at se det som at barnet skal have sit 'mor-depot' fyldt op, når barnet er fyldt godt op med mor, så har det lidt at tære af og kan bevæge sig lidt ud mod verden og når depotet så er ved at være tømt, så skal barnet atter tilbage og tankes lidt op ...
Børn i jeres datters alder forstår simpelthen ikke hvor vi forsvinder hen, når vi går. Hun er stadig så lille at hun ikke kan forholde sig til at du er lige inde på den anden side af væggen, hun forstår ikke når I putter hende, at I er lige inde i stuen. Netop fordi hun lige nu er igang med at separere sig fra jer, så er behovet for at vide at I er der ekstra stort og derfor har børn i denne alder ofte behov for at man sidder hos dem, betrygger dem og beroliger dem, når de skal sove.
Hun har altså behov for en mental beroligelse omkring at I er der for hende. Derudover har børn i denne alder ofte også en meget stor fysisk uro. Hun øver sig ikke kun i at kravle om dagen, hun øver sig også om natten, får sig lagt i stillinger hun ikke kan komme væk fra, har brug for hjælp til stillingsskift, få dynen over sig igen, for at kunne sove videre.
Hendes natlige opvågninger skyldes også at hun netop på grund af sin øgede selvstændighed og opleven af verden drømmer mere. Alt det hun oplever i løbet af dagen skal bearbejdes i drømme og samtidig har hun så den store motoriske uro, får sig lagt i stillinger som hun ikke mestrer at komme væk fra selv, hun rejser sig, kravler rundt, banker hovedet ind i sengegavlen osv. mere eller mindre i søvne. Det hører således alderen til at sove uroligt og have svært ved at overgive sig til søvnen.
I skal naturligvis vurdere hvorvidt et ekstra ammebehov, en ekstra søgen mod brystet er rart og trygt for hende nu og derfor handler om en kort periode eller om hun kommer ind i en rytme, hvor hun pludselig er afhængig af brystet for at kunne sove. Sidstnævnte er naturligvis uhensigtsmæssigt, det er meget vigtigt at hun lærer at sove uden at have brystet i munden, dog skal hun stadig ammes og have sit behov for mælk dækket - så I skal altså putte hende, hvor hun er mæt og tilfreds, har fået sin mælk eller sin flaske, men hvor hun lige registrerer hvor hun bliver lagt og kan sove videre, som hun kunne for en måned siden.
Hendes nattesøvn og vægring mod at falde i søvn om aftenen, samt hendes øgede behov for bryst, kan naturligvis også handle om hvordan hun sover og spiser om dagen. Derfor er det vigtigt at I sørger for at hun får både mad og mælk nok dagen og aftenen igennem, så hun ikke behøver søge det om natten.
En plan for dagen ser således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover lidt videre i mors seng
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, frugtmos, frisk frugt eller bær i hånden, vand af kop
Formiddagslur
Frokost 12: Rugbrød med forskelligt smørbart pålæg, gerne fiskepålæg, rester fra aftensmaden - godt kogte pastaskruer, kartoffelbåde og lignende, suppleret med grøntsagsmos med kød eller fisk, vand af kop.
Ammes evt. for at imødekomme hendes ekstra behov for nærhed i øjeblikket ...
Puttes til middagslur
Eftermiddag 16: Evt. en lille portion tykmælk med frugtmos, revne æbler eller lignende, ½ bolle med smør, ost, ½ banan eller anden frugt, vand af kop.
Aften 18-18.30: Familiemad, ris, pasta, kød, fisk, grøntsager, sovs af forskellig slags. Der skal være mad i stykker suppleret med grøntsagsmos. Maden tager udgangspunkt i jeres ...
... mad. Vand af kop.
Ammes og puttes til natten ca 19.30-20
Sen aften 23-24: Flaske med væling som nu
Når I putter jeres datter om aftenen og hun protesterer og er ked af det, så er det meget vigtigt at I lytter til hende og forsøger at finde ud af hvorfor hun græder og hvordan I så skal handle.
Hvis hun græder fordi hun er utryg og føler sig forladt, så er det en god idé at sidde hos hende, holde hende i hånden, kærtegne hende, give hende fysisk kontakt og vise hende at man er der. Hun er som sagt i en alder, hvor hun har behov for ekstra tryghed og nærhed.
Det er en rigtig god idé at lade hende falde i søvn, der hvor I gerne vil have hende til at sove. Hvis hun falder i søvn et andet sted end i sin seng - f.eks. i din favn i forbindelse med amning og I så senere flytter hende over i sengen, så risikerer I at hun vågner og pludselig oplever at ligge et andet sted, at være væk fra mors og fars favn og det giver yderligere utryghed. Så det er en god idé at holde fast i at hun trygt skal kunne sove og dermed falde endeligt i søvn i sin egen seng.
Hvis hun er helt ulykkelig og ikke vil ned i sin seng, så vil det være en god idé at tage hende med ind i stuen igen og vente på at hun atter viser træthedstegn, hvorefter I så forsøger endnu en gang. Hele tiden dog forsøge at putte hende tilbage i sengen imens hun lige når at registrere at hun lægges der og forbinder stedet der med at falde i søvn.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Dette kan gøres ved enten at gå til og fra eller ved at blive siddende hos hende. Og hvad man skal vælge afhænger som sagt helt af, hvordan hun græder og hvad hendes protester handler om.
Det kan være en god idé at gå til og fra, hvis hun opfatter ens tilstedeværelse som underholdning. Det kan være bedre at gå og komme igen fremfor at sætte sig på værelset og nægte hende kontakt. Det sender nogle helt andre signaler og hun kan blive i tvivl om hvad hun egentlig skal og hvorfor I er der ... Hvis man vælger metoden med at gå til og fra, så går jeg ikke ind for at man forlænger tiden hele tiden, jeg går ikke ind for principperne i godnat og sov godt, hvor man hele tiden trækker tiden også selvom barnet græder. Jeg synes det er vigtigt at man putter sit barn kærligt og nænsomt, gør stedet til et trygt og rart sted at være før man så går.
Det er efter min mening en god idé at have et tidsinterval på ca 3 minutter, hvorefter man så går man tilbage, betrygger barnet i at man er der, putter dynen om igen, kærtegner lidt og går igen, vender tilbage hele tiden, så barnet lærer at man er der selvom man er ude af syne. Vender altid tilbage hvis barnet græder, vender også tilbage selvom barnet ikke græder - det handler altså om at barnet lærer at sove selv vel vidende at mor og far er der og passer på mig:o)
Det er her (i modsætning til godnat og sov godt - netop vigtigt at kærtegne, berolige, holde i hånde, bruge små beroligende lyde osv. for at få barnet rolig og videre til søvnen).
Hvis jeres datter klynger sig, er helt ulykkelig og gør alt hvad hun kan for at forhindre jer i at gå, så er det et udtryk for smerte og det handler ikke om at hun vil bestemme og have sin vilje eller på nogen måde er beregnende. Børn der klynger sig til voksne for at kunne falde i søvn, er inde i en periode, hvor de har behov for dette og kun ved at give dem den kontakt de beder om, får man dem til at slappe af og det giver på sigt langt bedre sovevaner end hvis man går.
Så mit råd til jer er altså at I ser på dagen og dagens rytme, indtag af mad, hvordan hun sover osv. i dagtimerne. Og derudover overvejer hvordan I skal putte hende i øjeblikket, med hensyntagen til at hun lige nu er i separationsfasen og derfor har ekstra behov for jer - for jeres nærhed og bevidstheden om at I er der for hende :o)
Fortsat held og lykke, håber I hermed er hjulpet videre på vej.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
22. april 2025 | Sovevaner | 14 mdr.
Nu 14 måneder og i seng på anden måde - del III
Hej Helen, Det er ikke lykkedes for os.. i to aftener fald han i søvn...
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
Viden om børn:
Sko
Det er vigtigt at barnets muskulatur i fødderne får mulighed for at udvikle sig rigtigt. Dette gøres bedst, hvis barnet får lov til at gå så meget som muligt på bare fødder.
Som hovedregel har børn ikke brug for sko, før de begynder at rejse sig og gå rundt. Når barnet skal have sin første sko, er det vigtigt at skoen er blød og passer til barnets fod. Der bør være en fast hælkappe og skoen bør ikke være så stor, at barnet risikerer at glide frem i den. Hvis foden glider, er...
Kolik
Kolik er den betegnelse, man bruger om et barn, der dagligt eller næsten dagligt, er helt utrøsteligt, grædende og skrigende. Den ældre definition af kolik er, at barnet skal græde og være utrøstelig i mere end 3 timer om dagen, mere end 3 dage om ugen og i mere end 3 uger.
Kolik er en udelukkelsesdiagnose. Det betyder, at lægen skal have undersøgt barnet grundigt og have udelukket, at barnet har smerter fra nakke, skuldre, ryg eller andre steder, Ligesom det skal være udelukket,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.