Svar: Hysterisk datter

---

Hej med dig

Thea brager lige nu igennem det man kalder for selvstændighedsalderen eller det som tidligere hed trodsalder - det er især i 1-3 års alderen at børn viser deres temperament, egen vilje og selvstændighed. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen.

Det er en alder, hvor barnet på den ene side kan være så sød, charmerend, glad og sjov og så pludselig skifter humøret og alt er galt, verden bryder sammen, intet er som det skal være og barnet er bare dybt ulykkelig eller vred. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det kan jeg sagtens høre sker hos jer:o)

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til. Og her er det utroligt vigtigt at man skelner tingene fra hinanden og derfor handler forskelligt, alt efter hvad det egentligt er der foregår.

Jeg er ikke enig i at din datter skal sættes ind på værelset med besked om at blive der og køle af, hvorvidt man skal bruge en sådan metode afhænger i hvert fald meget af, hvad problemstillingen er.

Det er vigtigt at skelne imellem det der hedder fortvivlelsesanfald og kontrollerende anfald. Når jeres datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at hun ikke kan finde ud af noget osv. Det kan som sagt være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det har hun brug for at I forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at hun ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver hende et æble, når hun hellere ville have haft en banan...

At sende hende væk eller blive vred på hende, kalde hende hysterisk eller lignende får hende måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt. Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun brug for at I sidder med hende, holde om hende og beroliger hende. Hvis du går fra hende, så vil hun højst sandsynligt gå grædende efter dig "gå ikke fra mig mor", fordi hun har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Man skal ikke bruge time-out eller anbringe barnet alene i et værelse, hvis det har anfald af fortvivlelse.

Som sagt kan børn også have en anden type anfald. Det jeg kalder for kontrollerende anfald. Her forsøger barnet at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere jer til at få sin vilje. Det er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi ...

---

---

... det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"... Det betyder også at det ikke er anfald som børn normalt får i 2 års alderen - der er tale om ældre børn og det er ikke det, der sker hos jer.

Så, når din datter bliver ked af det, pludselig protesterer, græder højlydt, når du oplever hende hysterisk osv. så må du prøve at være der for hende, sætte ord på hendes følelser, prøve at vise hende at du er der og godt kan rumme det. Det er ikke sikkert at du kan komme til at røre ved hende med det samme, måske her hendes krop så meget i oprør, at hun er nød til at finde lidt ro selv først, men så må du holde dig i nærheden, kalde på hende, vise hende at du er tilgængelig, at du er der, hvis hun har brug for dig.

Sæt dig i nærheden "kom skat, mor er lige her, sååå bliver du bare så ked af det, kom skatterpige.." osv. tale roligt, være der, lade hende spejle sig i den ro du udsender. Måske kan du få lov til at røre hendes fødder, kærtegne hende lidt på ryggen osv. og tilsidst kan hun så klatre op på dit skød, blive holdt om og finde roen og blive glad igen.

Børn i din datters alder reagerer på denne måde, fordi deres hjerne er umoden, hun mangler de vigtige forbindelser i hjernen der skal få hende til at trække vejret en ekstra gang, tælle til ti og ikke gå fuldstændig i spåner, når verden går hende imod. Ved at være der, lytte til hende, give hende fysisk kontakt, så får du stimleret til en masse beroligende stoffer i hendes krop og de meget vigtige forbindelser i hjernen dannes.

---

---

---

Hvis hun oplever at du går fra hende eller sender hende på værelset, hvis du skælder hende ud eller ignorerer hende, så vil hun ikke føle sig forstået og det er som at puste til ilden og det hele bliver værre. Hvis du derimod viser hende at du forstår hende, lytter til hende, gerne vil hende og du må naturligvis gerne sætte grænser for hvad du vil have eller ikke have, så slapper hun mere af og adrenalinen dæmpes.

Det kender du også fra dig selv, hvis du er utilfreds med noget, brokker dig osv. og din mand siger "lad dog være med at være så hysterisk, hold op med at skabe dig, jeg gider ikke være sammen med dig, når du er sådan" eller hvis han bare ignorerede dig totalt - så ville du blive rigtig gal og ked af det :o) Men hvis han i stedet sagde til dig "det kan jeg godt forstå du bliver vred over, sådan havde jeg slet ikke tænkt, måske kunne vi så gøre sådan og sådan" - så blev du mødt, lyttet til og faldt til ro på en helt anden måde ... din datter har det på samme måde.

Så lyt til dig selv og det der føles rigtigt, så går det ikke helt galt :o)

Rigtig god pinse, håber du hermed er hjulpet videre på vej.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---