Svar: Vil ikke selv!

---

Kære Camilla

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af jeres lille dreng og den store udvikling og dermed udfordring I alle står i :o)

Der er ingen tvivl om at jeres dreng har det svært, han vil så meget og kan så meget - og så alligevel ikke. Der findes flere bøger som beskriver denne alder. En ældre bog som hedder "Ka selv, vil selv - men du må hjælpe mig" kunne være et forslag, men også bogen "Fantastiske forældre" kunne være god for jer at læse. Se under bogguide - den første finder du under 'udvikling', den anden under 'opdragelse'.

Selvstændighedsalderen er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, de er så skønne de unger - men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det er det I står midt i lige nu.

I klarer det rigtig godt, det lyder meget fint det I fortæller, det er super at I forsøger at veksle mellem at være der for ham og gøre ting han pludselig ikke selv magter og samtidig også stille lidt krav og prøve at motivere ham til at gøre tingene selv. Det er en balance og I klarer det rigtig godt.

Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald - i modsætning til det der hedder kontrollerende anfald, som man kan se hos ældre børn. Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, blusen må ikke være blå, mælken bliver hældt for hurtigt osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget. Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at du gav ham et æble, når han hellere ville have haft en banan, det er irriterende at du ikke springer op og henter bolden til ham, fordi du ved at han selv kan ...

Man kan som forældre let blive vred, fordi det er så anstrengende nogle gange og derfor komme nogle let til at skælde ud, kalde ham hysterisk, måske sende ham på værelset - men det hjælper ham ikke på sigt. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis I går fra ham, så vil I sandsynligvis opleve at han følger efter jer "gå ikke fra mig mor", og det gør han fordi han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

Derfor er det så godt, at I netop hjælper ham og prøver at sætte ord på det som er så svært lige nu.

Når han kommanderer med jer, vil have at I skal tage bolden, eller at I skal tage "hans finger ud af skuffen", så er det sandsynligvis af især to årsager. for det første vil han sandsynligvis gerne kunne bede jer om ting, ligesom I også beder ham om ting. Han spejler sig jo i jer og I vil helt naturligt bede ham om mange ting i løbet af en dag - "kan du gå ud og tage dine sko på", "kom her, du skal have en ren ble", "du skal spise med ...

---

---

... din gaffel" osv. En masse ting i hverdagen, hvor I beder ham om at gøre forskellige ting, hvor I bestemmer.

Han har også lyst til at bede jer om noget og det gør han så ved at sige "tag bolden til mig!", "du skal tage den!" og derfor må man naturligvis en gang imellem spille med på dette præcis som I gør - "det er da noget værre noget du ikke kan nå bolden, nu skal mor hjælpe dig..." osv.

Men det handler også om at han har brug for opmærksomhed, det er dejligt at I ser at fingeren "sidder i klemme", det er dejligt, når I kommer hen og puster på den, trøster lidt osv. fordi det jo gør ondt at klemme hans finger. Derfor skal I også medtænke om I nogle gange kan vende situationen til noget sjovt og give ham opmærksomheden på en anden måde. Det kunne f.eks. være at tage ham, give ham en kildetur eller lade som om at man er en løve der spiser ham. "Hvad så din lille bøllespire, har du klemt din finger, så må du hellere blive kildet og så tage ham og kilde ham, så han får kontakten, nærheden, opmærksomheden som han søger :o)

Med hensyn til sutten der smides på gulvet, så tænker jeg at I kan lade den ligge indtil I kommer tilbage igen. Altså I putter, siger godnat skat osv. og går ud. Sutten smides, I lader den være og når I så atter kommer ind på værelset, så tager I sutten og giver ham den, putter ham igen og går igen.

Derudover tænker jeg at det sandsynligvis også handler om at han prøver at holde på jer, og at komme med undskyldninger om at bukserne er for varme, han er tørstig osv. er en god måde at holde jer hos sig på. Prøv derfor også at prioritere at sidde hos ham, når han skal sove. Sæt jer ved sengen og læs en godnathistorie, brug lidt tid sammen med ham, hvor han ligger i sin seng og I snakker lidt om dagen der er gået, hvad han har lavet osv. Fortæl ham f.eks. en historie om ham selv, det vil han sikkert elske "Der var engang en dreng der hed Bertram. Bertram var en rigtig dygtig dreng ... Men Bertram var også en drillepind ...", hvad I nu kan fortælle, som han synes er sjovt.

---

---

---

Hvis far har bedre held med at sætte grænser og skabe ro i øjeblikket, når Bertram skal sove, så lad far gøre dette. I kan veksle lidt, men det er fint at far tager over og går ind og siger "Nu er det sengetid", hvis det skal til. De dage, hvor du er alene med ham, må du så forsøge at køre samme rutine som de øvrige dage.

Du skriver: "Vi kan ikke helt finde ud af om han gør de her ting blot fordi han ikke selv ved hvad han vil eller om det er for at "prøve" os af på en eller anden måde – for at finde hvor grænsen går." Jeg tænker at det er begge dele, det er forskelligt fra situation til situation. Nogle gange kan han simpelthen ikke finde ud af hvad han vil eller ikke vil. Han kan slet ikke overskue situationen og han kan ikke vælge.

Børn i denne alder er utroligt impulsive og ændrer meget hurtigt mening. Hvis du spørger om han vil have æble eller banan og han så svarer banan, så kan du næsten være sikker på at han 2 minutter efter hellere vil have æble. Derfor er det generelt en god idé ikke at give alt for mange valgmuligheder, men i stedet tage beslutninger og holde fast i at nu er det sådan.

Og så prøver han naturligvis også grænser og skal have at vide, når grænsen er nået. Et nej er et nej, og den frustration som så opstår, når man ikke altid får sin vilje, den skal han jo på sigt også lære at tackle :o)

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med ham :o) Rigtig god pinse.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---