Svar: En kamp at sove om aftenen

---

Kære Line og Alberte

Når man er 12 måneder gammel, så er man stadig så lille at man ikke forstår hvordan verden hænger sammen. Jeres datter kan ikke forholde sig til at I er i stuen og hun ligger på værelset, hun oplever at I forsvinder og lader hende alene, hun føler sig forladt, når hun ikke kan se jer.

Derfor er det helt naturligt at hun protesterer, når du vil gå fra hende, for hun skal først lære at du stadig er der, selvom du er ude af syne - noget de fleste børn først rigtigt begynder at forstå, når de er omkring 16 måneder.

Derfor er det også en rigtig dårlig idé at snige sig ud, det er helt naturligt at hun går i panik, når hun tror du er der og du så pludselig er forsvundet. Hun bliver naturligt angst og helt ulykkelig - og det bør du ikke gøre. Det gælder i det hele taget, ikke bare når hun skal sove, men f.eks. også hvis hun skal passes og du tager af sted - det er meget vigtigt at du siger farvel, så hun ved at du går.

Jeg er heller ikke tilhænger af at du sidder på værelset, med ryggen til hende og forsøger ikke at have kontakt. Hun forstår det jo ikke og det sender nogle signaler om "Jeg er her, men jeg vil ikke have med dig at gøre", som naturligt gør hende utryg og så lægger hun sig slet ikke til at sove. Hun holder sig vågen fordi du opfører dig mærkeligt, så der må være et eller andet galt ...

Når børn klynger sig til deres forældre, er helt ulykkelige og gør alt hvad de kan for at forhindre jer i at gå, så er det et udtryk for smerte og det handler ikke om at hun vil bestemme og have sin vilje eller på nogen måde er beregnende. Børn der klynger sig til voksne for at kunne falde i søvn, er inde i en periode, hvor de har behov for dette og kun ved at give dem den kontakt de beder om, får man dem til at slappe af og det giver på sigt langt bedre sovevaner end hvis man går.

Det er meget vigtigt at I lytter til hende og forsøger at finde ud af når hun græder, hvorfor hun græder og så vurdere, hvordan I skal handle.

Hvis hun græder fordi hun er overtræt og har brug for hjælp til at falde i søvn, så vil det være godt at putte hende i sengen, holde hænderne på hende og berolige hende, så hun trygt falder i søvn. Sid hos hende, læs en godnathistorie, få hende beroliget ved jeres stemme, nærhed, fysiske kontakt.

Det er fint og vigtigt at hun lærer at falde i søvn i sin seng, hvis hun falder i søvn et andet sted end i sin seng og I så senere flytter hende over i sengen, så risikerer I at hun vågner og pludselig oplever at ligge et andet sted, at være væk fra mors og ...

---

---

... fars favn og det giver yderligere utryghed. Så at holde fast i at hun skal sove i sin seng, er godt. Men det er meget vigtigt at hun er tryg ved sin seng og at det at blive puttet der forbindes med noget rart og hyggeligt.

Hvis hun er helt ulykkelig og ikke vil ned i sin seng, så vil det være en god idé at tage hende med ind i stuen igen og vente på at hun atter viser træthedstegn, hvorefter I så forsøger endnu en gang. I må vurdere om det giver hende ro, at I sidder hos hende eller om I så skal gå til og fra, det afhænger helt af, hvordan hun græder og hvad hendes protester handler om.

Hvis man vælger metoden med at gå til og fra, så går jeg ikke ind for at man forlænger tiden hele tiden. Jeg synes det er vigtigt at man putter sit barn kærligt og nænsomt, gør stedet til et trygt og rart sted at være før man så går. Man er aldrig væk i mere end højst 3 minutter af gangen, så går man tilbage, betrygger barnet i at man er der, putter dynen om igen, kærtegner lidt og går igen, vender tilbage hele tiden, så barnet lærer at man er der selvom man er ude af syne. Vender altid tilbage hvis barnet græder, vender også tilbage selvom barnet ikke græder - det handler altså om at barnet lærer at sove selv vel vidende at mor og far er der og passer på mig:o)

---

---

---

Netop fordi jeres datter jo stadig ikke forstår at I er der, når hun ikke kan se jer, så er det vigtigt at I hele tiden kommer og går, betrygger hende og stille og roligt lærer hende at I er der for hende, også selvom I engang imellem er ude af syne.

At der er forskel på nat og dag hænger sandsynligvis sammen med at hun om dagen lige nu er gået over til kun at sove en gang dagligt, og I rammer puttetidspunktet om dagen rigtig godt. Derudover hænger det også sammen med at hun naturligt vil søge jer mere om aftenen. Hun er om dagen optaget af verden, bevæger sig mere og mere rundt på egen hånd, udforsker osv. men om aftenen, hvor roen skal falde over hende og hvor alle dagens oplevelser skal bearbejdes har hun brug for jeres kontakt. Hun sidder ikke længere på skødet som før i løbet af dagen, hun bliver ikke nusset med, kærtegnet med osv, på samme måde som da hun var yngre - men behovet for nærhed og fysisk kontakt har hun stadig og derfor søger hun det om aftenen.

Jeg kan desværre ikke sætte tid på, det afhænger helt af hvordan man reagerer overfor barnets signaler - men normalt taler man om uger og ikke måneder for at få barnet til at sove :o)

Jeg håber I hermed er hjulpet videre på vej og har fået en idé om hvad der sker :o) Fortsat held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---