Svar: Spise selv igen, farsyge og hysanfald

---

Kære lille familie

Først et stort tillykke med at Thilde er kommet til verden, jeg håber at hun har det godt, det lyder sådan efter omstændighederne ...? :)

Det er dog ikke helt ukompliceret at blive født 12 uger før tid og behovet for at I (især mor) er på hospitalet er stort. At blive storebror er altid svært, ikke mindst når man bliver det i en alder af kun 18 måneder, hvor man jo stadig selv er meget lille - men at blive storebror til en pige, der bliver født så meget for tidligt, stiller endnu større krav og er en noget større omvæltning end man kan forestille sig.

Der er derfor ikke noget at sige til at Thor reagerer og I skal se hans reaktion som et sundhedstegn, det ville være meget værre, hvis han slet ikke lod sig mærke med at hverdagen havde ændret sig dramatisk.

Det er naturligvis vigtigt og også rigtig godt, at I forsøger at skabe den samme hverdag for ham, som tidligere. At han passes af de som plejer at passe ham, at hans rytme og rutiner så vidt muligt er som de plejer at være. Det er nogle rigtig fine overvejelser I gør jer her.

Det er også vigtigt at I møder ham som den lille dreng han stadig er og ikke forventer for meget af ham. Især nu, hvor han er blevet storebror, så er det naturligt at han 'gør sig mindre' forstået på den måde at han pludselig pjevser mere, pludselig vil have mere sut, ikke kan spise selv og vil mades osv.

Det er naturligvis en balance I skal finde - på den ene side være der for ham, give ham den ekstra omsorg og opmærksomhed og naturligvis også sætte grænser, når I mener det er på sin plads. I kan her f.eks. godt kræve at han starter med at sidde i sin stol og spise og når han så bliver for træt og ikke kan mere, så er det okay at han kommer over til far. I kan også gøre modsat, starte med at lade ham komme på skødet og hvis han så vil have dessert, så skal han sidde på sin stol for at få det ... Små krav på den måde er helt okay.

Der er ingen tvivl om at selvstændighedsalderen er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, de er så skønne de unger - men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk og ofte er det små ting, ting der i jeres øjne virker som bagateller, der i Thors verden får det hele til at brase sammen.

Det er rigtig svært at sætte grænser og det kan være svært at holde fast i sit nej, når man ser hvor ulykkelig, frustreret og gal ens barn bliver og når man i jeres situation også er bange for at han skal lide under lillesøsters ophold på neonatalafdeling ... Derfor skal I naturligvis altid overveje, hvorfor I siger nej, - præcis som I skriver at I også forsøger - og det gælder stadig, også selvom man er blevet storebror ... Men en dag kan hurtigt blive fyldt med "Nej", "Nej", "Nej" og det er ikke rart for hverken forældre eller barn.

Nogle gange kan det være godt at komme med et alternativ. Især når det er ting, som du på forhånd ved vil udløse raseri. Det kan være hvis han f.eks. er på vej hen mod fryseren, hvor han ved at isene ligger og du ved at I skal spise lige om lidt. Du ved også at hvis du flytter ham så bliver han rasende og ulykkelig for han vil have den ...

---

---

... is. I en sådan situation, kan du sætte ord på, sige "Du kan ikke få en is lige nu, men du kan få et stykke agurk" og på den måde være heldig at aflede lidt og indgå kompromis.

Andre gange så er det bare nødt til at være som du vil, f.eks. når I går en tur og han ikke vil holde i hånd, når I skal over vejen. Her ved du som voksen, at det er farligt andet og derfor skal han holde i hånd, om han vil det eller ej. Når han så bliver frustreret og smider sig på gulvet, så er det rigtig vigtigt at kunne rumme hans følelser, kunne rumme hans frustration.

At kunne rumme hans følelser betyder, at du kan holde ud at han har det som han har det, uden at ville ændre det og uden at tage det personligt. Han må gerne blive ked af det, gal, frustreret, sur, hidsig osv. ligesåvel som han må blive glad, have det sjov, være i drillehumør, være charmerende osv. Han har brug for at man tager det stille og roligt og viser ham at det er okay, at han har det som han har det. Jo mere ro du selv viser i situationen, jo mere du sætter ord på den frustration og de følelser han har, jo mere slapper han af. Og det er vigtigt at han lærer at tackle sin frustration - det er jo en del af livets læring. Vi skal jo alle lære på et tidspunkt at det ikke nytter noget at skrige for at få sin vilje.

Han er stadig ikke ret gammel og I må foreberede jer på at I de næste år vil se meget mere temperament og egen vilje. Det er især i 1-3 års alderen at børn virkelig viser egen vilje og øver deres selvstændighed og det er en alder der kræver utrolig stor forståelse og nærhed.

---

---

---

Det er rigtig godt, hvis I kan forsøge at give ham masser af fysisk kontakt, nærhed, kærlighed, knus og kram - jo mere jo bedre. Hvis han er meget ked af det og ikke vil have at I knuser og krammer lige der, så prøv at være tilgængelige. Sæt dig på gulvet, vær der for ham - i stedet for f.eks. at gå fra ham. Lad ham kravle op på skødet, blive vugget, kærtegnet, - inviter ham til at komme til dig og blive holdt om og blive holdt af, når verden er svær for ham at tackle.

Jeg plejer at sige, at man skal forestille sig at barnet har et mor/far depot, der skal fyldes op. Jo mere depotet er fyldt op, jo mere der er at tære af, jo lettere er det at være på afstand, jo lettere er det at stå på egne ben. Prøv derfor og især i jeres situation, at give ham ekstra meget fysisk kontakt og nærvær. Det at blive fysisk rørt - knus, kram, kildeture, danse med ham, massere ham, nusse hans tæer osv. sætter gang i en masse hormoner og beroligende stoffer i hans krop og det vil hjælpe ham til bedre at stå hele denne nye situation igennem.

Er I i Danmark eller hjemme? Man kan her købe en bog, som hedder "Miraklernes tid er ikke forbi", den er skrevet af Bonnie og Peter Falck. Det er en dagbog, hvori de skriver om fødslen af deres tvillinger og indlæggelsen på hospitalet. Pigerne blev født i uge 27 og storebror var, hvis jeg husker rigtigt, omkring 1½ år ... Det er en forældreberetning om et svært forløg og måske er det for hårdt for jer at læse den nu, for der er mange op og nedture -men måske på et tidspunkt, vil det være rart for jer at læse om andres oplevelse med at få et barn 3 måneder før tid ... I skal i hvert fald vide at den findes :o)

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej og ikke mindst at I snart får lillesøster med hjem, så roen kan falde lidt mere over jer alle fire ... :o) Stort knus og endnu engang tillykke med hende (og med Thor).

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---