Svar: Selvstændighedsfasen - 22 mdr.

---

Kære Charlotte

Carolina lyder til at være fuldstændig alderssvarende. Det er især i 1½-3 års alderen at man virkelig mærker små børns spirende personlighed og egen vilje.

Det er en skøn alder på mange måder, men også en alder med masser af udfordringer og konflikter i hverdagen. Tidligere kaldte man det trodsalder - det gør man ikke mere - nu betegner man det mere som selvstændighedsalderen. Det er en svær alder for både børn og forældre og det kræver stor tålmodighed. Din datter skal udvikle sig, hun prøver forskellige ting, som falder hende svært og hun bliver ulykkelig, når det ikke lykkes for hende. Det er alderen, hvor hun kan og vil så meget selv, men endnu ikke magter det og har behov for stor hjælp.

Hun bliver ulykkelig over sin egen manglende formåen, hun handler enormt impulsivt. det er lysten der driver og lysten kan skifte meget hurtigt. Hun kan ikke forhold sig til særligt mange valg af gangen - spørger du om hun vil have æble, pære eller banan, så svarer hun måske banan og 2 minutter efter bryder verden sammen fordi hun så hellere ville have haft pære.

Tilgengæld bliver hun meget lykkelig og stolt, når noget så lykkes for hende og hun charmer og filmer til alt og alle - skønne og charmerende, det er de også i den alder :o)

Når hun søger grænser, så skal der naturligvis sættes grænser, hun skal have at vide, når hun gør noget forkert. Det kan være at smide med maden eller tallerkenen eller at putte sten i munden. Der er visse ting, som man ikke gør og det skal hun lære.

Det er dog vigtigt at anerkende hendes lyst til at udforske og netop prøve grænser og man skal derfor altid overveje, hvornår man griber ind og siger nej, hvorfor man siger nej. Er der egentlig noget i vejen for at hun får sin vilje i lige netop den situation. Siger du nej, fordi du er træt og ikke orker mere, fordi det nu bare er blevet en principsag eller er det et reelt nej, fordi hun ikke må noget, som du f.eks. ved kan være farligt for hende...

En dag kan meget hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej, hvilket et utroligt opslidende for både barn og forældre og derfor må man nogle gange give efter, indgå kompromis eller sige okay, hun får det hun gerne vil. Hvis hun en gang imellem oplever Ja, så vil hun også lettere kunne acceptere et nej andre gange. Så et nej skal overvejes og har man overvejet sit nej, skal man selvfølgelig holde fast i det nej, der kommer ikke noget godt ud af at sige nej, nej, nej, jamen så tag den da ...

At indgå kompromis handler om at give alternativer. Hvis din datter beder om at få en is 15 minutter før I skal have aftensmad, så kan du sige "Du kan ikke få en is, men se her er et stykke agurk i stedet". Det er ikke ...

---

---

... sikkert at hun er med på det, men hvis du har besluttet at hun ikke skal have is, men mere sufficient kost, så er det sådan. Her må du så igen sætte ord på "Du vil bare så gerne have en is, men vi skal have aftensmad først".

Dernæst skal du kunne rumme de frustrationer, der kommer, når hun nogle gange har det svært. Det hører med til livets læring at blive frustreret og hun skal lære at tackle sine frustrationer, når det ikke går som hun gerne vil det.

At kunne rumme hendes følelser betyder at du skal kunne holde ud at hun har det, som hun har det, uden at ville ændre på det. Du skal kunne holde ud at hun er glad, vred, ked af det, sur, frustreret, bange osv. Igen kan du med dine ord, vise at du forstå det og forstår hvordan hun har det. Og det er meget vigtigt at hun føler sig forstået og igen at I lytter.

Når hun er frustreret og ked af det, så pumper adrenalinen rundt i kroppen, hele hendes krop kører i højeste gear, men hvis hun fornemmer at I forstår hende, gerne vil hende og søger at hjælpe osv. så falder hun til ro, adrenalinen drosler ned.

Derfor er det vigtigste man kan gøre for børn i denne alder, at lytte til dem, prøve at sætte sig ind i deres verden, rumme dem og de følelsesudbrud de har og vise dem, at man selv kan bevare roen - når de ikke kan. Sætte ord på, fortælle dem at man forstår det er svært lige nu, men det er okay.

---

---

---

Når hun griner af jer, når I skælder ud, så skyldes det ofte to ting:

For det første at jeres datter er meget tryg ved jer og at hun ved, at uanset hvordan hun opfører sig, så elsker I hende højt og derfor tør hun godt vise dig, at du ser sjov ud, når du skælder ud.

Men det kan også handle om at hun føler sig meget usikker i situationen hvor I skælder ud. Hun ved simpelthen ikke "hvilket ben hun skal stå på", hun ved ikke hvordan hun skal agere. Børn som bliver skældt meget ud reagerer ofte ved enten at grine, lade som om de er ligeglade eller lade som om de voksne ikke er der - det er for dem måden at tackle det på.

Jeres datter bliver ganske givet ikke skældt meget ud, men hun har naturligt endnu ikke lært, hvad I synes er sjovt og hvad I bestemt ikke finder skægt. Når man er knap 2 år gammel, så er det måske vældig skægt at smide med maden og se hvad der sker ved det ... og hun skal så lære at det synes I ikke. Tit sker det, at vi kommer til at grine, fordi vi pludselig står i en ny og uvant situation og den fanger hun med det samme - hun oplever at hun gør noget som vi synes er sjovt ... Derfor er det vigtigt både med sit kropsprog og verbale sprog at fortælle hende, at det at smide med maden, det er ikke sjovt.

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med hende :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---