Svar: Farsyg og omklamrende

---

Kære Lene

Det handler kort og godt om at finde en balance. Der er ingen tvivl om at Emil er rigtig godt tilknyttet jer begge to og at I begge er og generelt har været rigtig meget om ham :o) Det er super dejligt, det er rigtig fint.

Du skriver at når du og Emil er alene, så er der ingen problemer, så kan han sagtens nøjes med dig og vil have dig hele tiden. Når far er der, vil han hænge på far, så er du mindre interessant ... Jeg kan godt forstå at det gør ondt i hjertet, men jeg tror ikke det er så personligt ment som det føles, det er snarere et udtryk for at Emil er rigtig glad for sin far og nyder det far kan, det far gør.

Vi er jo alle forskellige som forældre og tilbyder derfor også vores barn forskellige ting. Vi har forskellig måde at lege på, være sammen med dem på og nogle gange har barnet bare mere brug for det ene end det andet og det er okay.

Jeg tænker derfor at du skal lade far og søn være sammen, når det er behovet og så få lavet noget praktisk imens. Der er jo ingen tvivl om at hvis du har svært ved at lade de praktiske ting vente, så vil Emil jo kunne mærke det. Han fornemmer meget tydeligt om du er 100% nærværende eller om dine tanker er et andet sted, og hvis du ikke kan være nærværende når hele huset roder, så få ordnet det der skal ordnes og lad far tage sig af Emil imens.

Når I to så er alene og du også er nødt til at gøre praktiske ting, så må du prøve at inddrage ham, præcis som du også fortæller at du gør. Vil han lege selv, så lad ham gøre det, men lad ham så lege i rummet, hvor du er. Tag legetøj osv. med ud i køkkenet, tag vasketøjet med ind i stuen osv. så I stadig er sammen - hvis han kan se dig, så lyder det som om at han bedre accepterer at lege lidt selv :o)

Han frustration hænger sandsynligvis også sammen med at han endnu ikke mestrer at gå. ...

---

---

... Han kan derfor ikke følge efter dig, og du må her prøve at motivere ham til at komme ud til dig "jeg er lige her Emil, kom skat, kom ud til mor ..." så han lærer at du ikke er væk, ikke forlader ham fordi du går ud i et andet rum, du er der stadig væk, han kan godt lede efter dig.

De fleste børn er omkring 16 måneder inden de helt begynder at forstå dette, altså inden de begynder at kunne forholde sig til at man er der, selvom man ikke kan ses. Indtil da vil mange børn føle sig forladt, når man går fra dem og de forstår simpelthen ikke hvor man går hen. Det skal Emil lære og det må du hjælpe ham med.

---

---

---

Du behøver således ikke tage ham op hele tiden, du må godt bare vise dig i døren, gå rundt og snakke med ham, synge lidt osv. så han kan høre at du er der og lære det, forstå det. I kan også lege gemmeleg, bortetit osv. fordi han på den måde får en forståelse for at man stadig er der, selvom man er væk. Brug det også i dagligdagen "Hvor er far henne, skal vi finde far .... der var far jo" osv. når far sidder i et andet rum og I skal have fat i ham. Simpelthen for at motivere ham til at lede efter jer og give ham den forståelse.

Det er fint at I deles om opgaverne, hvorvidt du skal være den der altid bader og far altid er den der giver mad må afhænge af situationen. Hos jer lyder det som om at denne regel naturligt skifter, fordi far har skiftende vagter. Som udgangspunkt er det dog udmærket hvis begge forældre kan gøre alle ting. Igen en balance, for man skal jo også gøre det som fungerer bedst i dagligdagen og giver mest ro. Man skal jo ikke gøre alt til en magtkamp "nu giver mor dig mad uanset om du vil det eller ej" - det dur ikke. Mor giver jo mad, når far ikke er der, så mor kan jo godt .. Forstår du hvad jeg mener?

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---