Svar: Temperamentsfuld pige - 15 mdr.

---

Kære Ulla

Når man er 1 år gammel, så sker der rigtig meget med en udviklingsmæssigt - både fysisk og mentalt og det er en rigtig svær alder. Man taler om selvstændighedsalderen, det der tidligere hed trodsalder - når barnet er 1-3 år og i denne alder, har jeres datter rigtig meget behov for at I prøver at forstå hende og sætter jer i hendes sted, samtidig med at hun har behov for at der er visse regler og at I er konsekvente omkring disse. Det er en meget svær balance og I er først lige kommet igang ... :o)

Det er en tid hvor hun bare er så glad, sjov og charmerende, som aldrig før, men hvor hun lynhurtigt kan skifte humør - pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk og ofte er det små ting, der får hele hendes verden til at bryde sammen.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle og prøver at handle bedst muligt alt efter situationen. Jeg ved godt at det er svært og nogle gange kan virke umuligt at skelne mellem reel gråd eller hysteri, men prøv ..:o)

Børn på jeres datters alder får ofte fortvivlelsesanfald og her er barnet ikke uartig. Hun er derimod oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at hun ikke kan finde ud af noget osv. Det kan som sagt sagtens være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det har hun brug for at I forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at I forstår det: "Bliver du bare så ked af det lige nu" eller "drille skoen, skal mor hjælpe dig" eller "det er også irriterende at mor skrællede æblet, når du hellere ville have det skåret ud ..."

Man skal altid overveje hvilke konflikter man tager, man skal altid overveje, hvorfor man siger nej. Er der egentlig noget i vejen for at hun får sin vilje i lige netop den situation. Siger du nej, fordi du er træt og ikke orker mere, fordi det nu bare er blevet en principsag eller er det et reelt nej, fordi hun ikke må ...

---

---

... noget, som du f.eks. ved kan være farligt for hende...

En dag kan meget hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej, hvilket et utroligt opslidende for både barn og forældre og derfor må man nogle gange give efter, indgå kompromis eller sige okay, hun får det hun gerne vil. Hvis hun en gang imellem oplever Ja, så vil hun også lettere kunne acceptere et nej andre gange. Så et nej skal overvejes og har man overvejet sit nej, skal man selvfølgelig holde fast i det nej, der kommer ikke noget godt ud af at sige nej, nej, nej, jamen så tag den da ...

At indgå kompromis handler om at give alternativer. Hvis din datter beder om at få en is 15 minutter før I skal have aftensmad, så kan du sige "Du kan ikke få en is, men se her er et stykke agurk i stedet". Det er ikke sikkert at hun er med på det, men hvis du har besluttet at hun ikke skal have is, men mere sufficient kost, så er det sådan. Her må du så igen sætte ord på "Du vil bare så gerne have en is, men vi skal have aftensmad først".

Dernæst skal du kunne rumme de frustrationer, der kommer, når hun nogle gange har det svært. Det hører med til livets læring at blive frustreret og hun skal lære at tackle sine frustrationer, når det ikke går som hun gerne vil det.

---

---

---

At kunne rumme hendes følelser betyder at du skal kunne holde ud at hun har det, som hun har det, uden at ville ændre på det. Du skal kunne holde ud at hun er glad, vred, ked af det, sur, frustreret, bange osv. Igen kan du med dine ord, vise at du forstå det og forstår hvordan hun har det. Og det er meget vigtigt at hun føler sig forstået og igen at I lytter.

Når hun er frustreret og ked af det, så pumper adrenalinen rundt i kroppen, hele hendes krop kører i højeste gear, men hvis hun fornemmer at I forstår hende, gerne vil hende og søger at hjælpe osv. så falder hun til ro, adrenalinen drosler ned.

Derfor er det vigtigste man kan gøre for børn i denne alder, at lytte til dem, prøve at sætte sig ind i deres verden, rumme dem og de følelsesudbrud de har og vise dem, at man selv kan bevare roen - når de ikke kan. Sætte ord på, fortælle dem at man forstår det er svært lige nu, men det er okay.

Fortsat held og lykke med hende :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---