Svar: Bider de mindre børn

---

Kære bekymrede mor

Det at børn bider, vækker ofte større frustration hos forældre end at barnet skubber, slår, hiver i hår eller andet. Det er meget ubehageligt at have et barn der bider og at have et barn der bliver bidt er mindst ligeså slemt. Det at børn bider er altså en ulykkelig situation både for den der bliver bidt og for den der bider og jeg synes det er meget vigtigt at alle, både pædagoger og forældre er opmærksomme på at bidderiet ikke må fortsætte og at det skal stoppes. Derfor er det også rigtig godt, at du har haft samtaler med institutionen og at I alle arbejder på, at lære din dreng, hvordan han så skal tackle situationer som er svære for ham.

Selvom han er god til at tale og give udtryk for sine ønsker og meninger rent verbalt, så er det ikke det samme, som at han kan sætte ord på sine følelser. Han kan sagtens sige "du er dum" eller "jeg er sur", men følelsen af at føle sig uretfærdigt behandlet, føle sig truet, overset eller lignende, det har han ikke ord til at beskrive og det er netop ofte disse ting, som ligger til grund for at barnet bidder. Der er dog også mange andre årsager og hos jer, er der sandsynligvis flere ting, som spiller ind.

Når børn bider, slår, sparker, river i hår osv. så skyldes det ofte:

- vrede der løber af med barnet. Det kan være netop opstået vrede eller opsparet vrede på grund af gentagende frustrationer, som barnet til sidst ikke kan kontrollere.

- Det kan være forsvar, situationer, hvor barnet føler sig trængt op i en krop, hvor barnet oplever en form for angst "jeg kan ikke komme væk fra det her"

- Det kan ske som reaktion på at der ikke bliver lyttet, at man ikke har opmærksomheden på barnet, at man ikke ser, ikke hører, ikke lytter - derfor må barnet gøre opmærksom på sig selv på denne måde

- Det kan være det eneste der virker

- Det kan være en erfaring som barnet har med sig, at voksne f.eks. river barnet væk ved at tage det i armen, at voksne giver små 'rap over fingrene' når de siger nej, at voksne bider barnet for at lære barnet at de ikke må bide, det gør ondt.

- Det kan også være imitation af andre børn. Børn lærer af hinanden og efterligner hinanden.

- Det kan være fuldstændig impulsivt, som komme ud af den blå luft, hvor ingen kan forklare hvorfor

- Det kan være kommet så langt at barnet lever op til rollen som den der skubber eller bider. Barnets adfærd bliver forstærket af forventninger og gentagende irettesættelser.

Hos jer lyder det som om at jeres dreng har svært ved at være sammen med de mindre børn, måske fordi de mangler endnu mere sprog og han føler dem irriterende. De handler jo om nogen endnu mere fysisk end ham, tager måske legetøjet fra ham, skubber osv. og det kan han ikke kapere. Han kan ikke finde ud af, hvordan han skal reagere og så bider han dem.

Når han bider dem, så får han også rigtig meget opmærksomhed, både fra barnet der bliver bidt og fra den voksne. Han får en voldsom reaktion fra begge parter og han prøver samtidig også grænser "må jeg nu ikke være i puderummet mere?". Faktisk lyder det lidt som om at han er i tvivl om hvad der er tilladt og hvad der ikke er og at han prøver grænser igen og igen, for at være sikker på konsekvensen af sine handlinger.

Du skriver, at du ofte også mærker denne modstand, når du f.eks. siger nej, så går han i køleskabet mod din vilje og du skal stoppe ham i det .. ...

---

---

... Han hører dig nej, men overhører bevidst dit nej, han prøver grænser igen og igen og det er her rigtig vigtigt at du holder fast i det nej du har givet, også selvom han bliver frustreret. Det er som du også selv skriver rigtig vigtigt ikke at sige nej, nej, nej, jamen så gør det da ... men netop vise konsekvens - et nej er et nej.

Det lyder også som om at holder man øje med din dreng, så kan man godt se på ham, hvornår han ikke kan styre sig, hvornår følelserne løber af med ham. Det betyder at man de fleste gange sandsynligvis kan nå at gribe ind og få ham afledt og dermed stoppet inden det når at gå så langt og det er rigtig vigtigt. Sker det så alligevel, så må man naturligvis skælde ud, fortælle ham at det her vil man ikke tolerere og samtidig også trøste det barn som det går ud over. Netop sætte ord på "Det var forkert at han bed dig, det gør ondt, man skal ikke bide andre" så han hører at det han gjorde var forkert, samtidig med at du får trøstet den anden og han ser, hvad det gør ved den der er bidt.

Han er så gammel nu, at han ikke bør bide andre børn af frustration eller for at få opmærksomhed. Han ved godt i en alder af 3½ at det er forkert at bide og han burde normalt kunne styre dette - især overfor mindre børn. Han burde vide, at man ikke skal bide, slå eller være ond på nogen som er mindre end en selv. At han bruger bid og slag i brydekampe med større børn eller hvor han selv er nødt til at sige fra, fordi han mangler ord til at klare sig i sådanne situationer, er noget andet.

Og så er der det du kalder for hans store selvværd, at han mener han skal bestemme alting. Jeg er faktisk ikke sikker på at din dreng har et stort selvværd, hans opførsel skyldes måske at han er utroligt usikker på sig selv og netop derfor er nødt til at opføre sig sådan, for at skjule sin usikkerhed.

Dan Svarre, der er psykolog, har udgivet bogen "Glade børn med højt selvværd - en forældreguide". Du finder den i min bogguide.

Forskellen på selvtillid og selvværd kan kort beskrives sådan.

---

---

---

1. Selvtillid handler om tillid til sine evner. Selvværd hander om oplevelsen af at have værdi.

2. Selvtillid handler om at gøre. Selvværd handler om at være.

3. Selvtillid handler om noget vi kan. Selvværd handler om noget vi er.

4. Selvtillid hander om tillid til sine færdigheder. Selvværd handler om at værdsætte sine egenskaber.

Man kunne godt forestille sig, at jeres dreng er usikker på, hvordan han er. Han er måske en dreng, som generelt får mange skæld ud, han skal finde sin rolle både i børnehaven, hjemme hos mor og hjemme hos far og det er rigtig svært for ham at agere i disse tre sikkert meget forskellige verdener.

Han har brug for at vide, når han gør noget rigtig godt, han har brug for at vide, hvad det er I gerne vil have ham til. Børn vil jo som udgangspunkt gerne gøre det, som de ved gør deres forældre stolte og glade - men han skal vide hvad det er. Når man har en dreng, som din dreng, så bliver fokus meget hurtigt alt det han gør forkert, fordi man skal være efter ham hele tiden - og det skal man selvfølgelig også til en vis grad. Men man skal også huske at fortælle ham, når han gør noget rigtigt, når det er dejligt at være sammen med ham, så han stille og roligt lærer, hvad det er vi vil have - fremfor hvad det er vi ikke vil have.

Jeg håber at ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---