Svar: Han sover dårligt
Kære Kari
Det er godt at du tilbyder din dreng skemad og også giver ham flaske, så du præcist ved hvad han indtager og derfor kan vurdere, hvorvidt det er sult eller andet, der gør at han vågner. Det er også rigtig godt, at du forsøger at holde en nogenlunde fast plan for dagen, da det har betydning for hans søvn om natten.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 05: Flaske med mme og sover lidt videre
Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af kop. Hvis han ikke vil havregrøden, så prøv at købe den færdiglavede grød som pulver eller prøv at blande havregrøden sammen med risgrøden som han er glad for, så grøden stille og roligt bliver grovere.
Formiddag 9.30: Frisk frugt i hånden at sutte på, det kan være appelsinbåde, fersken, blomme, kiwi eller lignende, Evt. lidt frugtmos eller mos af bær, vand af kop. Hvis han ikke er så glad for frugt, så giv ham et jordbær i hånden til at starte med og forny så lidt dag for dag.
Flaske med mme og puttes til formiddagslur ca kl. 10, sover måske 45 minutter
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, ristede rugbrødsbjælker i hånden at gumle på, opbløde med spyt osv. agurkestænger og lignende og hvis I skønner at rugbrødshapserne er gode for ham, så er det fint at give ham lidt af dem, ligesom nu. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur ca kl. 13 og sover her ca 2 timer, måske 2½ ligesom nu.
Eftermiddag 16: Tilbydes frisk frugt i hånden ligesom om formiddagen og virker han meget sulten kan han også få lidt flerkornsgrød med frugtmos, tilbydes også flaske om eftermiddagen. Vand af kop.
Powernappen begynder at kunne blive sprunget over
Aften 18-18.30: Grøntsagsmos med kød eller fisk og udgangspunktet bliver stille og roligt mere og mere af jeres mad, det vil sige lidt sovs, lidt krydderi osv. så maden smager af noget. Tilbydes igen rugbrødsbjælker, agurk eller andet at sidde med i hånden, opbløde med spyt og øve sig mundmotorisk på. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca 19.30-20, sover i sin egen seng
Sen aften 23-24: Flaske og tilbydes ikke mælk igen før næste morgen tidlig. Vælger I at springe denne flaske over, vil han sandsynligvis have behov for flaske, når han vågner og melder sig første gang kl 01 og vil så herefter kunne sove uden mælk til næste morgen tidlig kl. 05/06.
Jeg ved godt I skriver at han ikke er til frugt generelt, men prøv alligevel at give ham lidt i hånden, som han selv kan sutte på. Forsøg generelt at give ham mere og mere rigtig mad, mad der smager af noget og som udfordrer ham både smagsmæssig, udseendemæssigt og i konsistens.
Når alt dette er sagt, så tænker jeg også at det er vigtigt at jeres dreng lærer at sove af sig selv. Han er meget afhængig af jeres hjælp for at falde i søvn og du nævner flere gange at du er nødt til at trille med vognen for at han kan sove. Du skriver at du skal være hos ham indenfor ½ time, for der at rokke ham videre i ...
... søvn.
Det er her meget vigtigt at jeres dreng lærer at falde i søvn, der hvor I ønsker han skal sove. Det vil sige, at hvis han skal sove i sin barnevogn, så skal han falde i søvn i sin barnevogn. Prøv derfor at putte ham lidt senere end du plejer, så du er sikker på at han er træt nok til at sove og være så opmærksom på at han skal lægges til at sove, hvor han er træt nok til at falde i søvn, men samtidig vågen nok til at registrere hvor han falder i søvn. Det vil hjælpe ham til at komme videre i søvnen, når han efter ½ time vågner lidt op igen.
Du skal altså arbejde på at lære ham at sove uden at blive trillet i sin barnevogn. Hvis du skønner det nødvendigt at trille ham lidt, så gør det, vug ham lidt frem og tilbage, men hold lidt pauser hele tiden, se om du kan stoppe vognen inden han falder helt i søvn og begynder han at græde, så triller du igen, holder pause osv. Så han tilsidst lærer at overgive sig til søvnen selv. Det vil som sagt hjælpe ham til også at kunne det om aftenen og om natten, hvor han vågner lidt op og har brug for din hjælp til at komme videre i søvnen.
Giv ham ikke vælling i løbet af dagen, men hold dig til modermælkserstatning og vand at drikke. Det er vigtigt at der er plads i maven til mange små måltider og der er ikke grund til at give ham mælk, der kan mætte ham for meget. Det er derimod vigtigt at give ham appetit og lyst til anden og mere sufficient mad.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Med den alder han har, burde han kunne holde sig vågen i mere end 2 timer, prøv derfor om ikke du kan aktivere ham - f.eks. ved at give ham mad i hånden at sutte på selv, for netop at trække tiden lidt og putte ham det senere.
Mange børn sover ikke mere end 45 minutter om formiddagen, de har jo sovet lang nattesøvn og har behov for at være aktive og energiske først på dagen. hvis han således vågner efter en kort formiddagslur, så tag ham op og aktiver ham, giv ham mad osv. og sats så på at han i stedet tager en lidt længere middagslur på et par timer :o)
Jeres drengs alder spille også ind. Han udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt og sover derfor også naturligt uroligt om natten. Han har brug for hjælp til stillingsskift, brug for hjælp til at få dynen om sig igen, når han atter har sparket den af sig. Han har brug for hjælp til at finde sutten i mørket (men ikke hver time) og han har brug for lidt kærtegn og beroligende ord, så han kan mærke at han ikke er alene.
Men når det er sagt, så har han også nogle gange brug for lov til at tumle lidt rundt og selv finde en stilling som er rar at ligge i og I skal ikke reagerer på alle lyde han kommer med om natten. Han drømmer meget og kan sagtens småklynke og være urolig på grund af en drøm og ikke fordi han skal have hjælp fra jer. Prøv derfor også nogle gange at trække tiden lidt inden I giver sut eller andet, overvej om det er tiden at han kommer på eget værelse nu ...
Håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
Viden om børn:
Strækmærker
Under graviditeten oplever mange kvinder at de får strækmærker i takt med at maven vokser.
Har man først fået strækmærker forsvinder de ikke igen, men de bliver som regel næsten usynlige indtil en næste graviditet.
Mærkerne skyldes bristninger i underhuden. De kommer både fordi at maven vokser, men også fordi der sker nogle hormonelle forandringer. De kommer ofte på maven, lårene, brysterne, ballerne og/eller armene, og i starten ses de ofte som rosa eller blålige...
Tidlig født
Når børn bliver født før termintidspunktet taler man om for tidlig fødsel. En graviditet varer normalt ca 40 uger.
Børn der er født mellem uge 33 og uge 37, betegnes ofte "moderat tidlig født". Disse børn er altså født mellem 3-8 uger for tidligt.
Børn der er født mellem uge 29 og uge 32, betegnes normalt som "meget tidligt født". Disse børn er født mellem 9-12 uger for tidligt.
Børn der er født før uge 29, betegnes normalt som "extremt tidligt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen
Jeg skriver da jeg gerne vil takke dig for dine råd og støtte. Lige da jeg læste dit brev blev jeg ked af det, for jeg ville for alt i verden være en mor, som giver sit barn opmærksomhed nok. Men du havde jo ret :0)
Jeg har fået det godt igen, er begyndt at arbejde og får medicin og går til samtaler ved en psykolog. Det har hjulpet mig meget.
Jeg vil sige 1000 tak til dig for at støtte mig og give mig råd.
Du hører nok fra mig igen
Knus fra mig