Svar: Selvstændighedsalder og sprog

---

Kære tvillingemor

Der er ingen tvivl om at selvstændighedsalderen er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen.

Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, de er så skønne de unger - men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre og konflikter over små ting, bliver pludselig en del af hverdagen og det er rigtig hårdt.

Man skal naturligvis lære ikke at smide med maden og det er helt rigtigt som du gør, vigtigt at lade en handling følge med når man siger nej. Tallerkenen flyttes, gives evt. igen med besked om at spise pænt og smides maden så igen, så er man færdig med at spise. Det samme, når han hopper i sofaen, så tages han ned "jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker" og den leg er slut. Alternativet kan være "se her, du kan hoppe på de store puder her på gulvet i stedet ..".

Børn i jeres drenges alder får det der hedder fortvivlelsesanfald. Det handler kort sagt om at deres hjerner fortsat er meget umodne, de har simpelthen ikke dannet de forbindelser der skal til mellem de forskellige hjernehalvdele, for at de kan bevare roen og lige tælle til til.

Når børn i denne alder får anfald af fortvivlelse, så er de ikke uartige men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som får ham betyder rigtig meget. Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at ikke må smide med maden, når det nu er så sjovt, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan...

Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Nogle gange kan man ikke komme til at give fysisk kontakt med det samme og må der holde sig i nærheden, evt. stryge barnet lidt over kroppen, holde lidt i hånden eller bare sidde der og være til stede, vise at man er parat til at tage imod, når barnet har sundet sig så meget, at det kan kravle op på skødet. Andre gange må man med det samme selv tage barnet på skødet, holde om det, berolige, og hjælpe barnet med at få kroppen ned i gear. Man skal aldrig ignorere barnet, men derimod hjælpe barnet ved at trøste og få samling på sig selv.

Det er rigtig svært at sætte grænser og det kan være svært at holde fast i sit nej, når man ser hvor ulykkelig, frustreret og gal ens barn bliver. Derfor skal man naturligvis altid overveje, hvorfor man siger nej. Nogle gange er det måske fordi man som voksen selv er træt og ...

---

---

... derfor ikke orker det barnet gerne vil og en dag kan sagtens blive fyldt med "Nej", "Nej", "Nej" og det er træls for alle parter.

Nogle gange kan det være godt at komme med et alternativ. Især når det er ting, som du på forhånd ved vil udløse raseri. Det kan være hvis han f.eks. er på vej hen mod fryseren, hvor han ved at isene ligger og du ved at I skal spise lige om lidt. Du ved også at hvis du flytter ham så bliver han rasende og ulykkelig for han vil have den is. I en sådan situation, kan du sætte ord på, sige "Du kan ikke få en is lige nu, men du kan få et stykke agurk" og på den måde være heldig at aflede lidt og indgå kompromis.

Andre gange så er det bare nødt til at være som du vil, f.eks. hvis han protesterer over at skulle køre i autostol, her er han nødt til at blive spændt fast om han vil det eller ej, det er lovpligtigt. Eller når I går tur og han vil over vejen, så skal man holde i hånden og det skal man - også selvom man skriger og bliver voldsomt sur.

Derfor er det også vigtigt at kunne rumme hans følelser, rumme hans frustration. At kunne "rumme" ham, betyder at du kan holde ud at han har det som han har det, uden at ville ændre det og uden at tage det personligt. Han må gerne blive ked af det, gal, frustreret, sur, hidsig osv. ligesåvel som han må blive glad, have det sjov, være i drillehumør, være charmerende osv.

---

---

---

Han har brug for at du kan rumme hans følelser og at du tager det stille og roligt og viser ham at det er okay, at han har det som han har det. Jo mere ro du selv viser i situationen, jo mere du sætter ord på den frustration og de følelser han har, jo mere slapper han af. Og det er vigtigt at han lærer at tackle sin frustration - det er jo en del af livets læring. Vi skal jo alle lære på et tidspunkt at det ikke nytter noget at skrige for at få sin vilje.

Dine drenge er stadig kun 1½ år og det er især i 1-3 års alderen at man virkelig mærker den spirende selvstændighed og grænseprøvning.

Med hensyn til sproglig udvikling, vurdering og hjælp, så er der i kommunen ansat talepædagoger og der vil være tilknyttet talepædagoger til institutionerne. Du kan derfor spørge institutionen hvad talepædagogen hedder. Du kan også søge på kommunens hjemmeside og selv kontakte vedkommende, det står dig frit for, man kan altid bede om et godt råd :o)

Normalt kommer talepædagogen ikke på tale før 2 års alderen og også derefter laver man individuelle vurderinger af hvornår der er behov for at gøre en mere aktiv indsats. Det lyder umiddelbart rigtig fint det du fortæller, at I læser, synger, sætter ord på osv. og det lyder jo som om at den ene af jeres drenge er meget verbal, hvor den anden så måske er lidt mere tilbageholdende. Godt er det, at han har et stort ordforråd,- nogle børn taler pludselig fra den ene dag til den anden, det kan virke som om at hovedet bobler over af ord ... Så ro på og hvis du stadig er i tvivl, så ring til talepædagogen :o)

Fortsat held og lykke med dem begge og rigtig god weekend :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---