Svar: Vil ikke spise i dagplejen og kun lidt hjemme
Kære Tine
Tak for dit brev og din fine beskrivelse af jeres dreng, jeres dagligdag og tanker om opdragelse, udvikling osv.
Der er ingen tvivl om at jeres dreng er helt som en 1 årig dreng skal være og den modstand I møder omkring hans spisning lyder helt naturlig i forhold til hans alder, det faktum at han har været syg og skulle have medicin, er startet i dagpleje og dermed er væk hjemmefra om dagen osv. Der er for mig at se ingen tvivl om at tingene hos jer hænger sammen.
Jeres dreng er så gammel nu og så bevidst, at han godt ved at han, ved at knibe munden sammen, kan få den fulde opmærksomhed fra jer. Det vil han naturligvis gerne have, måske især nu, hvor han skal passes ude og er væk fra jer om dagen :o) Det at børn lukker munden for skeen, drejer hovedet, skubber tallerkenen væk, sætter automatisk gang en masse igang hos forældre - vi ved jo, hvor vigtigt det er at barnet spiser. Det er jo også derfor du bliver så dybt frustreret, når han ikke vil...
I alle andre situationer kan I 'tvinge' ham. Hvis han ikke vil have ble på og vrider sig på puslebordet, så kan I 'tvinge' ham til at få den på, hvis han ikke vil have hue eller jakke på, så sker det samme - I er stærkere end han er og kan 'tvinge' ham til det, mod hans vilje - det samme, når han skal have sin medicin, I kan igen tvinge ham til at få det - men lige netop med hensyn til at spise - her kommer I til kort. I kan hoppe og danse og spille fransk klovn, men I kan simpelthen ikke 'tvinge' ham til at åbne munden og slet ikke til at synke maden. På lige netop det punkt, har han mulighed for at sætte sin egen vilje igennem og det gør han. Der er for mig at se ingen tvivl om at jeres dreng godt ved, at han ved at lukke munden kan få en reaktion fra jer, at lige netop den handling gør noget ved jer.
Du fortæller at I generelt er meget konsekvente omkring regler og ro og at I går stærkt ind for dette. Derfor tænker jeg, at det måske netop påvirker jer ekstra meget, når det I gør så ikke virker og modsat - det er måske derfor han netop er så vedholdende omkring lige netop ikke at ville spise ...
Der er ingen tvivl om at børn meget tydeligt mærker at vi forældre har det svært med at de ikke spiser ... Nogle forældre begynder at lave anden mad og sørge for specielle retter, andre lokker med belønning, med legetøj, forsøger at aflede, forsøger at presse skeen ind i munden osv. Begge forældre diskuterer hen over bordet, hen over barnet, hvad taktikken nu skal være osv. Det hele naturligvis af bekymring for at barnet ikke får nok at spise, kommer ud af trivsel osv.
Og det er ganske forståeligt, for som forældre så ved vi jo at det er vigtigt at børn spiser, at det er vigtigt at de vokser og tager på og et eller andet sted er det jo også relevant nok, da børn nødigt skulle få en spisevægring som ender med at kræve indlæggelse.... Det er dog sjældent nødvendigt:o)
Men det bedste I kan gøre er faktisk at forsøge at give ham mad, som han selv kan sidde med og så give ham madro. Forsøge at slappe af og fjerne fokus fra hvor meget og hvordan han spiser, simpelthen lade ham prøve sig lidt frem. Ske kan han sandsynligvis ikke selv spise med endnu, men fingrene går fint og en gaffel kan han også sagtens spise med.
At han er igang med større selvstændighed og således måske lukker munden behøver ikke være ensbetydende med at han slet ikke vil spise, men det kan godt være et udtryk for at han vil selv. Og det er her, at du skal prøve at møde ham.
Det er for mig vigtigt at jeres dreng tilbydes små og hyppige måltider, det behøver således ikke være meget der glider ned hver gang, men ha' fokus på at lidt også har ret. Derudover synes jeg det er en god idé, at tilbyde ham lidt af den mad I ved han godt kan lide suppleret med lidt andet. Det er vigtigt at han forbinder det at skulle spise med noget rart og hyggeligt, at stemningen, atmosfæren er afslappet og rar. Det gør ikke noget at han i øjeblikket ikke vil spise rugbrød, så giv ham noget andet, som han godt kan lide, så han fortsat vender sig til at spise på det tidspunkt.
Da han er glad for havregryn, vil han sandsynligvis godt kunne lide hjemmebagte havregrynsboller:
Opskrift på havregrynsboller:
150g havregryn og 7 dl vand blandes og står i 10 minutter.
50g gær, lidt salt og lidt sukker, 1½ spsk. olie og 2 dl A38 blandes i havregrynene og tilsidst tilsættes ca 750g hvedemel.
Det hele æltes og dejen må gerne være lidt klistret. Hæver ca 1 time, slåes ned og formes til boller (ca 20 stk). Bollerne hæver 20 minutter, pensles med æggehvide, drysses med havregryn og bages ved 200 grader i ca 20 min.
Giv ham så gerne en bolle sammen med ...
... lidt grøntsager, kød, fisk osv. som I også ønsker han skal spise og tanken er så at når der glider lidt ned af det ene, så begynder han måske også at smage på det andet.
Jeg er ikke tilhænger af at han holdes fastende. Hans krop har brug for små måltider, han har brug for masser af energi fordi han udvikler sig så meget som han gør, bruger sig selv fysisk og mentalt rigtigt meget. Derfor er det vigtigt at han får sine små mellemmåltider og også fint at han suppleres op med lidt grød f.eks. om aftenen inden han skal i seng. Det skal naturligvis ikke gives som belønning for ikke at spise sin aftensmad, men skal gives som en naturlig del af putteritualet. Altså en godnatgrød som tidsmæssigt ligger lidt væk fra aftensmaden.
Han er stadig så lille at han ikke forstår betydningen af "du må spise eller lade være". Han er heller ikke beregnende og er ikke i stand til at sidde og tænke "hvis jeg nu ikke spiser det her, så vil mor nok diske op med noget mere lækkert..", sådan fungerer det ikke. Det handler derimod om at give ham valgmuligheder, sørge for at der er noget trygt og godt, noget han godt kan lide på tallerken og så samtidig også noget nyt.
Det er altså for mig at se ikke et spørgsmål om enten eller men handler derimod om at give ham både og. Du spørger om I skal stille nyt frem som I ved han godt vil spise - her er svaret så, - ikke i forlængelse af måltidet, men enten sammen med eller lidt senere, adskilt fra det egentlige måltid.
Du spørger også om man skal holde sig til at servere noget som han så må spise eller lade være og her gælder igen - I skal servere noget som I ved han vil spise, sammen med noget nyt, som I gerne vil have ham til at interessere sig for.
Og så er der problematikken omkring indtag af modermælk - her kan jeg ikke helt finde ud af om du kun ammer en gang dagligt eller om du ammer flere? I forhold til din drengs alder, vil det være rigtig godt, hvis du kun ammede en gang dagligt og det kunne f.eks. være om aftenen inden han puttes til natten. Det vil være dejligt for ham at sige farvel til dagen på denne måde og vil være trygt og omsorgsfuldt, netop fordi I ikke har været sammen hele dagen. Men du skal ikke amme ham mere end den ene gang, for så vil det påvirke hans indtag af mad!
Det er naturligt at han er morsyg og søger dig ekstra meget lige nu, det handler både om at han har været syg, at han er væk fra dig i dagtimerne og at han har den alder han har, begynder at gå, ikke længere sidder på skødet som tidligere osv. Morsyge hører til og du kan sagtens give ham masser af nærhed, omsorg, kærtegne ham osv. uden at amme ham ...
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Morgen 7.30: Havregrød, letmælk af kop.
Formiddag 9: ½ havregrynsbolle med smør, ost, ½ banan eller anden frisk frugt, vand af kop.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Formiddagslur
Frokost 11.30-12: Rugbrød med forskelligt pålæg, gerne fiskepålæg og vil han ikke det i øjeblikket, så giv ham en bolle. Husk her at der kan også kommes grøntsager i boller, det kan være både gulerødder, spinat og lignende. Som tilbehør skal han have rester fra aftensmaden, det kan være frikadeller, pølser, pastaskruer, kogte grøntsager osv. Vand af kop.
Middagslur
Eftermiddag 15.30: En portion tykmælk med frugtmos, müsli, rugbrødsdrys eller lignende, frisk frugt i hånden, vand af kop.
Før aftensmad 17: En tallerken med lidt forskelligt grønt, det kan være ærter, majs, gulerødder, rød peberfrugt, avokado eller lignende. De fleste børn er sultne på det tidspunkt hvor vi andre laver mad og glider der lidt grønt ned her, så behøver man ikke fokusere så meget på hvad der glider ned af det til aftensmaden. Vand af kop.
Aften 18.30: Aftensmad som I andre får, naturligvis børnevenlige retter osv. som du skriver. Giv ham en tallerken opdelt så maden ligger adskilt og så der er noget han godt kan lide og noget nyt. Det kan være broccoli ved siden af frikadelle, lidt pasta, ½ bolle med lidt smør, lidt sovs. Vand eller letmælk af kop.
Kan tilbydes en portion frugtgrød med letmælk eller en portion grød inden sengetid.
Ammes og puttes så til natten ca 19.30-20.
Hvis du følger ovenstående plan, så er der korte intervaller mellem hvert måltid han tilbydes, samtidig er der også hver gang et eller andet som han godt kan lide og der kan så tilbydes lidt nyt som supplement. Det er netop vigtigt at han ikke faster, men netop får mad, så hans krop vender sig til at behøve mad, efterspørger mad. Når han selv begynder at føle sig mere sulten, så vil han naturligt også have større lyst til at smage på de forskellige retter.
Jeg håber I hermed er hjulpet videre på vej, fortsat held og lykke og rigtig god søndag :o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
22. november 2024 | Kost og ernæring | 4 mdr.
Kære Helen Vi har en datter på nu 4 måneder, som vi synes virker meget...
22. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Min datter, der nu er 7 måneder, vil pludselig ikke spise skemad....
17. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mandler, hasselnødder mm. før 1 år?
Kære Helen Jeg har bare et kort spørgsmål i dag! Jeg har en dreng på 7...
8. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Jeg vil gerne høre, om du har nogle idéer til, hvordan jeg kan...
6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.
Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...
Viden om børn:
Æg
Hårdkogte æg, eller æggepandekage, kan gives fra 6 måneders alderen. Men i små mængder. Æg kan således gives som en del af en varieret kost og mange børn kan godt lide smagen af æg.
I æggeblommen findes et relativt højt indhold af kolesterol, det er dog først og fremmest madens indhold af mættet fedt, der påvirker blodets kolesterolindhold.
Man ved ikke præcist, hvor meget æg man kan tåle før det ses på kolesterolindholdet. Nogle mennesker kan spise meget æg og...
Apgar score
Dette er betegnelsen for en undersøgelse som jordemoderen laver af barnet lige efter fødslen. Apgar Score blev udviklet i 1952 af Virginia Apgar og den bruges til at vurdere, hvordan barnet har det, lige når det er blevet født.
Jordemoderen har 5 ting hun ser på:
1. Hun ser på barnets reflekser,- reagerer barnet på forskellige stimuli, griber barnet, søger barnet osv.
2. Hun mærker barnets puls, for at se på hvor hurtigt barnets hjerte slår og om...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.