Svar: Grænsesøgende

---

Kære Majbrit

Når man er 15 måneder gammel, så er lysten til at lære og udvikle sig rigtig stor og din dreng lærer ved at undersøge ting igen og igen. Når han gentagende gange hiver tingene ud af skabet, kravler op og hopper i sofaen, tager maden ud af munden og kigger på den, smatter maden imellem fingrene, spiser jord eller hvad han nu gør, så er det ikke fordi han er uartig, men fordi han er igang med at undersøge og lære.

Han er stadig så lille at han ikke forstår forklaringer og han har stadig rigtig stor udforskningstrang. Selvom han hører du siger nej, så er lysten til at udforske så stor at det overdøver det lille nej han hører og så gør han det alligevel. Igen ikke for at være provokerende eller irritere dig, men fordi det er en del af hans naturlige måde at udforske verden på.

Han husker bedst, hvis du lader en handling følge med dit nej. Det vil sige at du flytter ham, når du siger nej eller flytter det han ikke må lege med. Det forhindrer ham ikke i at gøre det igen og igen, og på et tidspunkt vil han kigge på dig, fordi han ved du siger nej - og så gøre det alligevel, igen fordi trangen til at udforske og undersøge tager over og overdøver det nej, han ved du giver ham. Men stille og roligt, så lærer han at huske det nej, han begynder at forstå at her er noget han ikke må og han får stille og roligt lettere ved at lade tingene være.

Når han får et nej, når du flytter tingene, når du stopper ham i det han er igang med, så reagerer han naturligvis med vrede, frustration og fortvivlelse. At blive vred er fysiologisk. Det betyder at din søns adrenalin pumper rundt i kroppen og han kan ikke styre det. Hvis du stiller krav om at han skal styre sig, siger til ham at han ikke skal være så hysterisk eller lignende, så pumper adrenalinen endnu mere og situationen bliver voldsommere. Du puster til ilden.

Han smider sig måske rundt, hans slår ud efter dig, han siger du er dum eller lignende og du skal se det som at hele hans krop er i oprør. Han mangler de vigtige forbindelser i hjernen, der skal til for at bevare roen og tælle til ti, hans hjernehalvdele er stadig ikke i stand til at kunne dette og derfor hjælper det ikke noget, at skælde ham ud igen og igen.

Selv om din søn er god til at sige enkelte ord, så kan han endnu ikke sætte ord på sine følelser - han kan ikke sige "det er bare så uretfærdigt" og derfor bliver det til "dum" i stedet, det er måske det ord han kender. Husk at de ord du bruger til ham, lærer han og bruger også mod dig ...

Du er nødt til at hjælpe ham til ro, ved at sætte de ord på som han selv mangler, ved direkte at sige "du bliver bare så vred" eller ved at give alternativer "Du kan ikke få chips lige nu, men du kan få et stykke agurk". Da han har en alder, hvor han gerne vil tage ting ud af skabet, op af skuffer osv. så giv ham et alternativ til det. Giv ham hans egen skuffe, en stor flytte kasse eller lignende, som han kan tømme igen og igen. Skift indholdet, så der hele tiden at noget nyt og spændende at finde frem og flytte. Og brug det så som alternativ, når han har fat i et skab eller en skuffe du ikke vil have han åbner og tømmer "Ikke det her skab, se her, du har din egen kasse her ...".

På den måde anerkender du hans udvikling og hans naturlige trang til at undersøge.

Skammekrog eller 'time-out' som det også kan kaldes bruges normalt ikke til så lille et barn. Han handler jo lystbetonet og helt naturligt i forhold til hans alder, hans manglende sprog osv. Man ...

---

---

... skal generelt være meget påpasselig med at bruge time-out og det kræver at barnet er gammelt nok til at forholde sig til hvad det har gjort - her tænker jeg normalt på børn på f.eks. 5 år. En 5 årig kan man lave aftaler med, forklare hvorfor time-outen sker osv. Det kan man ikke med et barn på 15 måneder ... Derudover så siger man, at den tid barnet er på værelset max bør være 1 minut antal år barnet er. Altså et barn på 5 år, kan blive sendt på værelset i 5 minutter. Samtidig skal man så også sørge være lige uden for døren, sætte sig på gulvet eller på en stol der, så barnet ved at man stadig er der. Når barnet sættes på værelset skal det have en forklaring: "Jeg sætter dig herind fordi du sparkede mig. Man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre". Det er altså i sådanne situationer, man kan bruge time-out, jeg ville aldrig sætte et 15 måneders barn i 'skammekrog'.

Men hvad skal jeg så gøre, spørger du "hvad er alternativet, når det går helt over grænsen?".

Det er aldrig uden konflikter at have et barn og konflikter, grænseprøvning osv. hører alderen til. At sige nej og hvordan man siger nej, hvor tit man siger nej og hvorfor man siger nej er helt naturlige overvejelser, når man taler opdragelse.

Det vigtigste er at lytte til barnet og også gentage det barnet vil, så det hører at man har forstået, hvad det vil. En dag kan meget hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej og det er opslidende og hårdt får både barn og forældre. Nogle gange kan man øve sig i ikke at sige nej, ikke altid at starte en sætning med et nej, for så er det nej barnet altid hører. Så i stedet for at sige "Nej, vi skal spise først", så kan man nogle gange sige "Ja, når vi har spist, må du lege med togbanen...".

---

---

---

AT overveje sit nej er vigtigt. Nogle gange er et nej nødvendigt, men andre gange skal man overveje, hvad der er i vejen for at barnet får lov. Et barn der oplever at få ja en gang imellem vil også lettere kunne respektere et nej.

Man skal som forældre heller ikke være bange for at sige nej. Hvis man ved at et nej er det rigtige i situation, så skal man sige det og holde fast i dette. Det kan godt være at barnet bliver vred eller frustreret, men børn skal også lære at håndtere den frustration, der følger med når man ikke altid kan det man gerne vil. Det kan f.eks. være et spørgsmål om sikkerhed, din dreng SKAL holde dig i hånden, når I går på gaden, det er en regel som er nødt til at være der, det handler om at det er farligt, hvis han løber ud på gaden. Her er du naturligvis nødt til at holde fast, det står ikke til diskussion.

Men så handler det som sagt også om at møde ham med forståelse og omsorg. Børn i 1-3 års alderen får anfald af fortvivlelse og her skal de mødes og forståes "nnååå, bliver du bare så ked af det, sååå skat" eller hvad det nu kan være. Så man rummer barnets følelser og viser at man forstår det - samtidig med at man holder fast i det nej, man har sagt. Det handler om at melde ud til barnet at "jeg forstår godt at du bliver vred eller ked af det, men jeg vil stadig ikke have det". På den måde imødekommer man sit barn og viser at man forstår det og giver plads til det. Viser at man godt kan rumme barnets følelser og ikke bare kommer med en bemærkning som "hold dog op med at skabe dig" eller "jeg vil ikke tale med dig, når du er sådan" eller "så hør dog efter, hvad jeg siger".

Håber at du her har fået lidt viden om hvad der sker hos jer og nogle værktøjer til at komme videre. Fortsat held og lykke med ham :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---