Svar: Stakkels storebror og stakkels mor

---

Kære Signe

Det er rigtig svært at blive storebror når man er 2 år, for så er man jo selv stadig en lille dreng, der har behov for hjælp til rigtig mange ting. Samtidig er en to årig også igang med en stor udvikling og det er en tid som kræver rigtig stor tålmodighed og forståelse, tid som måske er lidt knapt, når man pludselig skal dele med to ...

At din dreng reagerer med at afvise dig er helt normalt og en naturlig del af det at blive storebror. Det går ud over dig fordi det er dig, der har haft babyen inde i maven og dig der har taget babyen med hjem. Det er også dig der sidder mest med den lille, ammer, nusser kæler osv. imens han som storebror bevæger sig rundt i periferien af dette. Det gør ondt og det reagerer han på. Det er trods alt også bedre at det går ud over dig end ud over den lille ny :o)

Når man er 2½ år, så er man på opdagelse i verden, man er nysgerrig, leger og snakker en hel masse. Jeres dreng begynder at forstå hvad han må og ikke må og han prøver hele tiden af, hvorvidt det nu passer, når du siger nej - mener du nu nej eller kan jeg godt alligevel ...

De giver naturligt konflikter i hverdagen og det kan være meget anstrengende. Når du nogle gange er nødt til at sige nej, så bliver han vred og frustreret og det er der jo i virkeligheden ikke noget at sige til. Det er jo irriterende at få nej, når man har sat sig noget i hovedet.

Når børn blive vrede og frustrerede, så er det vigtigt at vi kan rumme deres følelser. Det er svært netop fordi det er så anstrengende og ønsket om 'bare vi dog kunne hygge os sammen' er naturligt stort og vi bliver meget let påvirket på det følelsesmæssige plan. Præcis som du skriver, at nogle gange er det bare så svært at elske ham, fordi det virker som om at han spolerer alt for jeres lille familie. I kunne jo have det så godt alle fire - ligesom I har haft det i julen ...

Det er rigtig vigtigt at du forsøger at bevare roen, når han bliver vred og frustreret. Du skal vise ham, at du godt kan forstå at han bliver ked af det nej han får, at det er okay, men at det ikke ændrer på den beslutning du har taget og dit svar. Prøv at tale stille og roligt til ham, forsøg at sætte ord på, de ord han selv mangler og giv ham evt. alternativer. Det er altid en god idé at vise, hvad man kan i stedet for.

Børn i den alder får det der hedder fortvivlelsesanfald. Anfald af fuldstændig ulykklighed, hvor hele verden ramler. Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, jakken kan han ikke lyne, maden er ikke skåret ud, som han gerne vil have det. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

Det har han brug for at I forstår, han ...

---

---

... har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre i Zoo nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan ...

At blive vred på ham eller skælde ham ud dur ikke. Man kan heller ikke forklare særlig meget eller forsøge at tale ham til fornuft. Han mangler stadig de vigtige forbindelser i hjernen, som skal hjælpe ham til at finde roen igen. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Han har brug for jeres fysiske kontakt, jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear, han har brug for at I hjælper ham med at få samling på sig selv. På den måde dannes de vigtige forbindelser i hans hjerne.

Det hjælper ham også at få sat ord på "ssåå, bliver du bare så ked af det lige nu, ssåå, lille skat" eller hvad du nu kan sige, så han hører at I forstår det, hele tiden vise at I godt kan rumme det og at det er okay. At kunne rumme hans følelser betyder at I kan holde ud at han har det, som han har det, uden at ville ændre på det og uden at tage det personligt.

---

---

---

Nogle gange kan børn blive så frustreret og kede af det, at de ikke lige med det samme kan klare at have fysisk kontakt. Hvis han har det sådan, så lad ham være lidt, sæt dig i nærheden, tal stille til ham og spørg om han ikke vil over og have et lille knus. Måske vil han godt acceptere at du nusser ham stille og roligt på kroppen, mens han ligger på sofaen eller på gulvet.

Man kan som forældre godt blive helt overrumplet over hvordan børn i denne alder kan være og der er naturligvis her også forskel på børn. Nogle børn er mere temperamentsfulde end andre og man kan blive forbavset over, hvor meget selvstændighed og egen vilje en toårig kan have og hvor vedvarende de kan være i deres krav. Som forældre må man så øve sig i stadig at være den der bestemmer og gøre det på en rolig måde, vise jeres dreng at I har ansvaret og at I passer på ham. Han er i gang med at lære og skal lære de spilleregler der er, for at vi kan holde ud at være sammen alle sammen. Også selvom det nogle gange holder hårdt og er svært for jer alle. Det er en periode, der er lys for enden af tunnelen :o)

Det er rigtig vigtigt at I stadig betragter ham som den lille dreng han er og forsøger ikke at stille alt for mange krav lige nu og ikke stiller for mange spørgsmål. Han er ikke i stand til at tage stilling og bliver for frustreret, hvis han skal. Bare det at vurdere om han vil have æble eller banan kan han slet ikke rumme. Så øv jer på ikke at stille spørgsmål, men i stedet tage beslutninger og hold så fast i dem og rum så den frustration som evt. følger med den beslutning I har taget:o)

Håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---