Svar: Opdragelse og skænderi

---

Kære Line

Dejligt at høre at Luna udvikler sig så godt og nu løber rundt, hopper, går på tæer - det er nu så charmerende en alder :o) selvom det også er hårdt nogle gange.

Børn i 1-3 års alderen gennemgår en meget følsom alder. Der er mange ting de skal lære og det betyder at de ofte vil en masse, som de endnu ikke helt kan mestre. Derfor skifter de ofte mellem at være meget glade og meget vrede. Luna er stadig så lille at hun ikke har meget sprog og det betyder at hun stadig er nødt til at erfare igennem kroppen. Det betyder at hun bliver utrolig foretagsom og render rundt uden at have forståelse for fare eller uden at have forståelse for, hvad det hun gør, gør ved andre. Det kræver utrolig stor forståelse, omsorg og udholdenhed fra jeres side.

Vær opmærksom på ikke at stille alt for urealistiske krav til hende eller konstant at give hende forbud. Det gør hende ked af det og frustreret, hun vil så gerne mange ting, men mestrer det endnu ikke og frustration er en del af hverdagen. En dag kan meget hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej! så prøve i stedet at aflede, finde alternativer i stedet for hele tiden at sige nej! :o)

Børn er meget forskellige og nogle er mere temperamentsfulde end andre, på samme måde som forældre er det (hvem mon hun ligner ...?). Det er normalt at børn i 1-3 års alderen kan blive meget hysteriske og vrede og kan bide, sparke, slå, kaste med ting, eller dunke hovedet ind i væggen eller gulvet. Hun må naturligvis ikke gøre skade på sig selv, så må I sætte jer med hende, holde om hende og få hende beroliget.

Modsat skal hun også vide, når hun går over stregen og gør noget som I ikke vil have, f.eks. når hun bider dig eller slår dig. Her skal du sige AV! og tydeligt markere at det her gjorde ondt det var ikke sjovt og så skal du sætte hende fra dig. Netop det at lade en handling følge med gør, at hun husker det bedre, at hun bedre fornemmer at det her var galt. Hun må naturligvis gerne komme på skødet igen, men gør hun det igen, så sætter du hende atter fra dig så hun igen fornemmer at her overskred hun en grænse.

Når hun vender tilbage igen og igen til ting I har taget hende væk fra, så er det fordi hendes udforskningstrang er enormt stor og selvom hun godt hører det lille nej inde i sig, så er der også en trang til at opleve og undersøge og den er stadig så stor, at den tit får overtaget. Men jo flere gange hun får nej og flyttes jo bedre vil hun tilsidst kunne huske det og vil lade være ...

Nogle gange bliver barnet så frustreret at man ikke kan komme til hende lige med det samme, så må I sætte jer i nærhende, tale lidt beroligende til hende, vise at I er der og sagtens kan rumme at hun har det som hun har det. Nus evt. hendes tæer, stryg hende lidt over ryggen eller hvad I nu kan få lov til indtil hun er så rolig at hun ikke har noget imod at komme på skødet og slappe lidt af og blive gode venner igen.

Jeg kan, når jeg læser jeres brev se at I allerede praktiserer noget af dette og det er rigtig godt, så bliv endelig ved med det :o)

Med hensyn til lige netop at bide, så er dette ofte en udtryk for at barnet mangler sprog. Børn kan bide i forskellige situationer, ligesom de også kan slå i forskellige situationer - begge dele hænger ofte sammen og skyldes samme ting, altså samme årsag til at bide, som til at slå.

Det er ofte vrede, der løber af med barnet. Barnet føler sig uretfærdigt behandlet, legetøj der bliver taget fra en eller andet man stoppes i - så bider barnet fra sig. Det kan være en akut opstået vrede eller frustration, men det kan også være sparet sammen over længere tid.

Børn kan også bide i forsvar. Hvis barnet i en bestemt situation føler sig presset ...

---

---

... og er bange, så vil mange børn bide eller slå fra sig for at komme væk.

Børn kan også finde på at bide, hvis de lærer at det er sådan man gør. Det kan være større børn som bruger denne metode, for at få deres vilje. Eller forældre der bider igen, for at lære barnet hvordan det føles...

Det kan også handle om at barnet pludselig får rollen som den der bider. Simpelthen fordi der kommer så meget fokus på barnet og bideriet, at barnet bliver holdt fast i dette. Det forstærkes hos barnet.

Nogle børn bider også når og hvis der ikke lyttes til dem. Det kan være en reaktion på behov for opmærksomhed.

Andre børn bider af kærlighed. Bedst som man sidder og kæler og nusser, så får man et bid i skulderen eller i kinden. Det er simpelthen kærligheden der kammer over (jeg elsker dig så højt at jeg kan spise dig).

Og så er der også børn som bider fuldstændig impulsivt og hvor man ikke rigtigt kan finde nogen årsag eller grund.

Det bedste I kan gøre er at derfor at prøve at finde ud af hvorfor det sker fordi det har betydning for, hvordan I skal reagere. Hvis din datter bider dig i glæde, hvis det er kærtegn der kammer over, så skal hun ikke skældes ud, men i stedet have at vide, hvad hun skal gøre i stedet. Du må stadig gerne sige AV!, men prøv at få det gjort inden det kammer over og når dertil, hvor det gør for ondt.

---

---

---

Hvis hun bider eller slår bevidst ud efter dig, fordi hun vil se din reaktion - også sådan lyder det nogle gange til at være hos dig, så er det vigtigt at du som sagt sætter hende fra dig og markere at her gik hun over en grænse.

Med hensyn til jer forældre og skænderi, så er det jo rigtig godt, at I er enige om ikke at skælde jeres datter ud - men hun har altså også brug for at I ikke flere gange om dagen eller om ugen skælder ud på hinanden. Hun forstår det jo ikke og ingen af jer har det godt med det, du græder og bliver rigtigt ked af det, så det skal I holde op med! Skænderier påvirker jeres datter og hun bliver ked af det.

Er man ked af det, vred eller måske stressede, så mærker barnet det med det samme. Mange forældre tror de kan skjule det for barnet, men det kan man ikke - faktisk fornemmer børn det før vi selv bliver opmærksomme på det, børn er utroligt følsomme overfor sindsstemninger. Hvis børnene derfor er helt umulige, pjevsede og irritable, så er det ofte en rigtig god idé at kigge indad og se på hvordan ens eget humør virker, hvor stresset er man lige selv, hvor stort et overskud har man selv - ofte er barnets utilfredshed nemlig symptom på forældrenes manglende overskud og dårlige humør ...

Det betyder dog ikke at I ikke gerne må diskutere og kan have jeres forskellige meninger om ting. Det påvirker jo også jeres datter, hvis der ligger små uoverensstemmelser og uløste konflikter og murer i baggrunden - en hverdag fyldt med "du får ret og jeg får fred" er heller ikke godt, det giver også misstemning og det er vigtigt at tale sammen.

Men det skal være på en ordentlig måde. I skal respektere hinanden og de forskelligheder I har. Det er rigtig godt at I fortæller hende at det ikke har noget med hende at gøre og også at I viser hende, at I bliver gode venner igen. På den måde lærer hun jo at konflikter er en del af dagligdagen, men at de også er til for at blive løst :o)

Tag jer tid til hinanden som par. Lad jeres datter blive passet en gang imellem, lav f.eks. en aftale om at I f.eks. en gang om måneden skal lave noget sammen - bare I to - som par og som forældre. Lav en plan for dette, prioriter det. Det må man altså gerne - som du skriver, så elsker I jo hinanden og det skal I værne om.

Håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke og fortsat god jul :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---