Svar: Urolig, vil ikke lege selv, søvn og mad

---

Hej med dig

Først vil jeg lige fortælle, at det du oplever med din søn er helt normalt og det lyder umiddelbart som om at du gør det rigtig godt og gør dig fine overvejelser og tanker omkring ham og hans behov! :o)

Det er helt normalt at børn især i 8-10 måneders alderen virker mere klyngende, morsyge, sover meget uroligt osv. og det handler om den udvikling de går igennem i netop denne alder - det man også kalder for separationsfasen.

At barnet er i separationsfasen betyder at han lige nu øver sig på at bevæge sig væk fra jer forældre, at han øver sig på at være mere og mere på egen hånd, øver sin selvstændighed, sin spirende personlige vilje. Fra at have siddet på skødet, til at sidde på gulvet ved dine fødder, til at sidde et par meter fra dig, - så øver han sig nu i at bevæge sig længere og længere væk. Han vender sig, kigger på dig, skal lige sikre sig at du er der. Han kravler måske hen til dig, skal lige have et kram og mærke dig, tankes op med lidt nærhed og så tør han atter bevæge sig ud i verden på egen hånd.

For at børn kan separere sig, så må de nødvendigvis også være tilknyttet og det betyder at man i denne periode, godt kan mærke at barnet pludselig virker mere morsyg, mere klyngene og dermed også helst vil opleve verden fra mors favn, når man møder fremmede. Det er for børn i denne alder ofte meget grænseoverskridende hvis gæster eller andre kigger meget på dem eller henvender sig direkte til dem - barnet har brug for at studere på afstand, finde ud af at vedkommende ikke er farlig. Barnet har brug for at studere, hvordan virker mor, tager hun det roligt .. okay, så kan jeg også tage det roligt.

At barnet øver motoriske færdigheder, øver sig i at kravle osv. sker hele tiden - både når barnet er vågen og når barnet sover. Barnet får sig altså i søvne lagt op i kravlestilling, vender og drejer sig og vil, netop fordi barnet gør det halvtsovende, have behov for at blive lagt rigtigt igen. Barnet laver også det man kalder "headbanging" hvor barnet gentagende gange kan findes liggende i kravlestilling og slå hovedet ind i gavlen på sengen. Det er altså en situation, som man faktisk har et ord for :o)

Det at barnet motorisk begynder at bevæge sig mere og mere rundt op egen hånd, at barnet øver sig i at opleve verden osv. gør at barnet også i denne alder får rigtig mange stimuli, rigtig mange indtryk og alt hvad barnet oplever i løbet af dagen skal bearbejdes i drømme om natten. Derfor vil børn i denne alder ofte også opleves meget uroligt sovende, fordi de simpelthen drømmer rigtig meget. De kan småklynke, sætte sig grædende op osv. om natten og skal igen have hjælp til at blive lagt ned og blive puttet igen. De har brug for hjælp til at komme videre i søvnen.

Fasen varer som regel et par måneder og så er det ovre igen. Det man især skal være opmærksom på er, at man ikke får skabt nogle dårlige vaner. Det kan være at man f.eks. begynder at give barnet bryst eller flaske hver gang de vågner op om natten ...

Det er fint at I tager ham ind til jer om natten, hvis det er det eneste som giver ham tryghed nok til at kunne sove videre og I alle sover bedst på denne måde - men prøv så vidt muligt stadig at lære ham at han skal falde i søvn i sin egen seng. At han skal forbinde sin seng med det sted, hvor han sover og tag ham kun ind til jer, når intet andet virker ... Han bliver mere og mere bevidst og det kan som sagt hurtigt blive en vane, at komme ind til jer om natten - mere end et reelt behov.

Med hensyn til stimulation om dagen og fast rytme, så lyder det som om at I forsøger på dette og at det fungerer - alder og udvikling taget i betragtning :) I behøver ikke underholde ham og finde på hele tiden, prøv om ikke han også ...

---

---

... kan underholde sig selv lidt, sæt ham i den høje stol, lad ham være med når I er i køkkenet, lav en køkkenskuffen til ham, giv ham et par grydeskeer, plastikbøtter, bagepapir og lignende at lege med - så han kan underholde sig selv lidt imens I laver noget praktisk ved siden af ham.

Med hensyn til opdragelse, så kan man som I forsøger prøve at aflede lidt og få ham til at tænke på noget andet. Man kan også forsøge at motivere ham til det man gerne vil have han gør, ved at bede ham selv forsøge og fortælle hvad I gerne vil have fremfor hvad I ikke vil have. Hvis han f.eks. putter rugbrødshapserne på gulvet i stedet for ind i munden, så må I gerne fortælle ham at de ikke skal på gulvet, men sig også til ham, hvad han så skal "nej, ikke på gulvet, ind i munden skat, ind i munden" ligesom I kan prøve at motivere ham ved "må mor smage, ind i mors mund, mmm mam mam, du spise, ind i din mund mmm smager godt" osv.

Hvis intet virker og han bare er træt og sur, så er det fint at afslutte måltidet, tage ham op af stolen og finde på noget andet. Han husker bedst, hvis I lader en handling følge med det Nej! I giver. Det vil sige, at hvis han f.eks. kravler hen til dvdmaskinen og hele tiden piller i den, så kan I sige nej, men samtidig flytte ham væk derfra. Det forhindrer ham ikke i at forsøge igen og igen - for hans udforskningstrang er stor og den overhører også det lille nej, som stille og roligt begynder at lyde i ham, når han nærmer sig. I vil kunne se at han kigger på jer, at han forventer at nu siger I nej og så gør han det alligevel ... men det at han bliver flyttet hjælper ham til at huske nej'et bedre. På den måde kan man godt vise tydeligt hvad man vil have og ikke vil have.

Du skal tro på dig selv. Du er den der kender din dreng allerbedst og derfor er det også dig der ved, hvad der i sidste ende er rigtigt. Du kan lytte til dine forældre og svigerforældre, måske har de nogle råd som er gode og fine, men I sidste ende er det dig, der som mor bestemmer og dig der intuitivt ved hvad din drengs behov er. Du må ikke lade dem dominere så meget, at du bliver i tvivl om din egen formåen.

---

---

---

Hvis familien blander sig for meget, så bliver du nødt til at sige fra, så må du sige til dem at du godt ved at de gør det i en god mening, men at du gør det som du mener det skal være, at man måske gør tingene anderledes i dag, at du gør som sundhedsplejersken har sagt (nogle gange hjælper lidt autoritet), som du tror er bedst.

Nogle gange er det også en rigtig god idé at spørge mor og svigermor ind til hvordan det egentlig var da de selv fik børn. Var der nogen der gav dem råd, hvad muligheder havde de, hvorlænge havde de barsel, hvornår blev deres barn passes af andre første gang osv. Verden så altså meget anderledes ud da de fik børn og at få en snak om disse ting, kan nogle gange sætte lidt gang i snakken og dermed også forståelsen af hvordan de måske selv virker som bedsteforældre ...

Der er jo ingen tvivl om at de prøver at hjælpe begge to og de forguder sikkert deres lille barnebarn, men det skulle jo nødigt være sådan, at de gør dig ked af det og usikker. Tal også med din kæreste om det, hvordan det påvirker dig. Nogle gange er det en rigtig god idé, hvis han f.eks. til den lidt påtrængende familie kunne sige om dig "hun er bare så god en mor, hun virker bare så rolig og kærlig" eller lignende, så du på den måde bakkes op i at det du gør er super! Og ingen af de to andre damer tør da sige det modsatte, faktisk vil de måske selv begynde at sige alt det gode de oplever du gør og hvor fantastisk det er i forhold til hvordan det var da de selv stod der som mødre første gang ..

Håber alle mine tanker hjælper videre på vej, rigtig god jul til dig også :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---