Svar: Børnehavestart og frustrationer

---

Kære Mor

Må jeg først kondolere - det gør mig ondt at høre, at du har mistet din mor. Det har og må stadig være svært, når man som du samtidig er gravid og skal forholde sig til livet og glæden ved det. Overskuddet kan ikke være så stort og jeg kan godt forstå at du er træt ...

At starte i børnehave er for nogle børn meget voldsomt. Der er stor forskel på at komme fra dagpleje eller vuggestue, hvor man jo har været den ældste i en periode - til at komme i en børnehave, hvor man pludselig er den lille og hvor man skal forholde sig til leg og modstand af en helt anden karat end man tidligere har oplevet. De store børn leger vilde lege, det kan være svært at følge med rent fysisk - men psykisk er det ofte også hårdt, for store børn er ofte lidt 'onde' "vi gider ikke lege med dig" eller de leger lege, som man har svært ved at deltage i - der jo forskel på om man er 3 eller man er 6, som nogle af de ældste børn måske er ...

Jeg synes det lyder som om at I skal have en samtale med pædagogerne i børnehaven og jeg synes I skal lave en aftale med dem om at han lige i øjeblikket bliver tilknyttet en fast pædagog. Der må være en gennemgående person, som han kan holde sig til. Det skal være sådan, at den person tager imod ham om morgenen, vinker farvel sammen med ham osv. og han skal vide, at det er hende han skal gå hen til, hvis han er ked af det og har brug for at tale med en voksen. Det skal være sådan, at når I afleverer ham, så kan I overgive ham til en anden og han skal vide at nu passer hun på ham. Han skal altså via denne pædagog føle sig tryg ved at være der.

Det kan godt være at pædagogernes arbejdsplaner ikke passer med dette hver dag, men så kan der være to pædagoger omkring ham, så han ved at det er de to. Jeg tror det er vigtigt at han ikke skal forholde sig til mere end højst nødvendigt og det er vigtigt at have en eller to fast tilknyttede pædagoger.

Det er ...

---

---

... sandsynligvis sådan at man allerede synes det er sådan og det er jo fint. Men der skal sættes ord på det og det skal rent praktisk være sådan at vedkommende tager ham i hånden og tager ham med i legen, sørger for at han kommer med ned i fællesrummet, når de skal lave juleklip osv. Han skal helt konkret føle at der er en der tager sig af ham.

Når han hjemme bliver ked af det, sur, frustreret, så er det rigtig vigtigt at du prøver at rumme dette og give plads til at han kan reagere. Da han sprogligt er rigtig godt med, så kan man godt komme til at stille spørgsmål i håb om at han vil sige, hvad der er galt, men pas på med det. Han kan ganske givet ikke sætte ord på, det er bare svært at være ham og han skal mærke at det er okay. At kunne rumme det, betyder at du kan holde ud at han har det som han har det, uden at du vil ændre på det og uden at du tager det personligt.

---

---

---

Prøv derfor bare at være til stede "sååå, bliver du bare så ked af det", "sååå, kom her, sæt dig lige her hos mig", "det er okay, shh, sååå" og hold om ham, vis ham at du er der, vær rolig - han spejler sig i dig, så jo mere rolig du er samtidig med at han føler sig forstået og imødekommet, jo mere rolig bliver han også.

Prøv at foreberede ham lidt på hvad der skal ske, sig f.eks. "vi skal køre om 5 minutter, så du skal til at lege færdig" - han ved naturligvis ikke hvad 5 minutter er, men det er alligevel en god idé at give ham lidt forberedelse, så han ikke bliver overrasket og derfor protesterer. Når du oplever ham 'som limet til gulvet' så gå hen til ham, sæt dig foran ham, få øjenkontakt. Her må du gerne spørge - han kan jo svare for sig "hvad er der skat?" og se om han kan sætte ord på. Hvis du ved, hvorfor han bliver stående, så er det jo også lettere at reagere hensigtsmæssigt og forklare, hvorfor I skal af sted ...

Jeg håber at mine tanker hjælper videre på vej, pas godt på hinanden og rigtig god jul :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---