Svar: Ulvetime
Kære Ditte
Tillykke med jeres lille pige :o)
Min umiddelbare tanke, når jeg læser dit brev, er at jeres datter sover forholdsvis meget først på dagen og derfor måske har sværere ved at sove sidst på dagen, hvorfor hun lettere bliver overtræt der.
Du fortæller at hun sover godt om natten og ofte går der kun en time om morgenen efter hun er vågnet, før hun sover igen. Her tager hun så en lur på 3-5 timer, herefter er hun glad og vågen, pludrer hygger sig osv. også puttes hun igen 1-1½ time efter - hun har her svært ved at falde i søvn, hvilket jeg et eller andet sted tænker er naturligt fordi hun allerede har sovet så meget ... I luller hende i søvn og når hun så vågner, så er det problemerne kommer.
Det er naturligvis helt fint at jeres datter er selvstyrende, men et eller andet sted, så tænker jeg at I godt må forsøge bevidst at indføre en lidt mere fast rytme for hende, hvor hun ikke sover mere end måske 3 timer af gangen (5 timer er for langt et stræk om dagen) og så skal hun op, aktiveres, spise osv. inden hun så puttes igen.
I skal arbejde på en rutine, hvor hun sover tre lure dagligt, en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på eftermiddagen. Dagssøvnen, lurene om dagen vil måske sammenlagt vare godt mellem 6-7 timer og nattesøvnen mellem 9-10, så hun sammenlagt kommer til at sove 15-16 timer i døgnet.
I skal prøve ikke at putte hende for tidligt, hun må godt være vågen 1½-2 timer imellem hver lur og især om morgenen og I skal være opmærksomme på hendes bevidsthedsstadier. Spædbørn har lidt forskellige måder at vise tegn på træthed og tegn på lyst til at pludre og de små signaler lærer man stille og roligt hen af vejen.
Stille årvågenhed: Er der hvor jeres datter ligger og kigger. Ganske stille studerer omgivelserne, lyspletten på væggen, dit ansigt og dine bevægelser. Hun ligger helt stille, følger med øjnene, men uden at dreje sit hoved.
Aktiv årvågenhed: Bevæger sig lidt mere, hun kigger mere aktivt rundt, kommer med små lyde, knirker lidt, ...
... vægrer sig måske lidt mod kontakt, begynder at virke lidt søgende, sulten eller har behov for hjælp til at koble lidt fra, vender blikket væk og fortæller at hun har brug for lidt ro. Det er ikke det samme som at hun har behov for at sove.
Gråd: Hun begynder at græde, hun har været aktiv, er ved at blive træt, er irritabel eller begynder at mærke at hun nu er ved at være sulten. Måske vil hun gerne løftes lidt op, har brug for hjælp til at skifte stilling, få en ny ble, måske behov for bare at ligge lidt for sig selv og lade alle de indtryk hun har fået bundfælle sig.
Døsig: Når hun er træt og har brug for at blive puttet. Døsighed kan dog også være der lige når hun er ved at vågne lidt op fra en lur. Hun bevæger sig, øjnene holder op med at fokusere, virker lidt matte, hun rynker panden, smiler måske lidt, spidser munden, smasker, øjenlågene er ved at falde i og hun ruller med øjnene. Det er i denne periode at hun skal puttes eller gerne lige lidt før.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Mit råd til jer er altså at I forsøger at skabe en rytme med 3 lure i løbet af dagen. Lurene behøver ikke være lige lange, det kan sagtens være sådan at formiddagslur og middagslur er lange lure og 3 lur er kortere - ligesom middagsluren kan være den længste eller at alle lurene er lige lange, at hun f.eks. sover 3 lure af 2 timer hver.
Og så tænker i naturligvis - skal vi vække hende? Og det er et rigtig godt spørgsmål, for som udgangspunkt skal små børn jo ikke vækkes, men have lov til at sove. Men jeg synes faktisk at I skal begynde at rumstere lidt omkring hende, kærtegne hende lidt osv. hvis der går 3 timer og hun ikke vågner af sig selv. Hun må gerne sove lidt længere stræk men det er mest hensigtsmæssigt at hun gør det om natten og ved max. at lade hende sove 3 timer f.eks. om formiddagen, så kan I få ændret lidt på hendes rytme og få indført sovetidspunkter resten af dagen, som måske fjerner hendes gråd om aftenen ...
Jeg håber ovenstående tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke og god søndag:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Sove ude
Helt små børn skal man være forsige med at lade sove ude i barnevogn. En tommelfingerregel er, at spædbørn ikke bør sove ude, før de har genvundet deres fødselsvægt og vægten skal være mere end 3000g.
At sove ude om sommeren er enkelt. Stil barnevognen i skyggen og hold øje med dit barns temperatur ved at mærke det i nakken. Dit barn vil nyde at stå under et træ og se vinden i bladende. Et insektnet kan yde god beskyttelse mod insekter, men brug det kun, hvis der er insekter.
Krydderurter
På persille, purløg og andre krydderurter og bladgrøntsager som f.eks. spinat og salat, kan der være jord og dermed jordbakterier - selv efter grundig vask. Bakterierne kan vokse, hvis maden gemmes eller ved genopvarmning, og de kan medvirke til dannelse af nitrit. Nitrit kan reagere med blodets hæmoglobin, så det ikke kan transportere ilt rundt i barnets krop.
"Grønt drys"på varm mad må derfor ikke gives til spædbørn og småbørn. Friske krydderurter og bladgrøntsager må dog...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.