Svar: Søskendejalousi giver hæslige morgener

---

Kære Serafina

Tak for dit brev og din beskrivelse af hvordan morgenerne hos jer ofte ser ud. Jeg kan berolige dig med, at du bestemt ikke er den eneste som oplever sådanne morgener - mange som læser med her, vil nikke genkendende til det du beskriver, det er helt normalt.

Sådan set udefra, så tænker jeg "hvorfor skal pigerne have tøj på samtidig?" Du kunne vælge at starte med at give Luna tøj på. Hun er allerede ammet og burde derfor ikke være råsulten, når hun vågner. Imens kunne Kathleen så sidde i sofaen og slappe lidt af og derefter er det så hendes tur til at blive hjulpet med tøjet.

Du kunne også gøre modsat, starte med at give Kathleen tøj på, hun kan selv gå igang imens du forbereder morgenmad til Luna eller til dem begge og du kunne så hjælpe hende, der hvor det kniber for hende selv. Når hun har tøj på kan hun sidde og se fjernsyn, spise sin morgenmad og hygge sig med det og imens kan du så få gjort Luna klar.

En anderledes planlægning af morgenerne, med udgangspunk i at I ikke behøver gøre det hele samtidig kunne måske være en løsning hos jer.

Derudover tænker jeg, at det lyder som om at du gør det rigtig godt og at du har været igennem en fødselsdepression behøver bestemt ikke at betyde, at du har været med til at forværre jalousien imellem dem, kampen om at blive set og hørt mest af mor. Det er helt naturligt at søskende kæmper om mor - fødselsdepression eller ej, så det skal du holde op med at slå dig selv i hovedet med!

Du har dog naturligvis ret i at det ikke gør tingene bedre, hvis du bliver frustreret og gal. Derfor er det rigtig godt, hvis du kan bevare roen og præcis som du også gør, forsøge at sætte ord på, så begge pigerne hører at du ser dem og godt forstår hvad de vil og hvorfor de reagerer som de gør. Det hører med til at have søskende at man nogle gange må vente og selvom det er hårdt, så er det et eller andet sted en gave, at dine piger lærer at tage hensyn til hinanden og lære at vente på at det bliver deres tur.

De er begge ikke særligt gamle og er begge igang med selvstændighedsfasen. Den ældste vil naturligvis bedre kunne sætte ord på sine følelser end den yngste, men de kan stadig blive lige fortvivlede og de ...

---

---

... mærker naturligvis også at de får din opmærksomhed når de græder. De smitter hinanden med gråd, på den måde er de sikre på at du ser dem og hører dem. Ingen af dem er jo i stand til at tænke og gennemskue, at de nok skal blive set og hørt selvom de ikke græder ...:o)

Du skal prøve at lytte til deres gråd, du skal vide at de naturligt vil kæmpe om din kærlighed og opmærksomhed. Læg mærke til hvordan du reagerer overfor henholdsvis den ene og den anden. Når vi taler med den ældste, vil du naturligt kommunikere anderledes end når du taler med den yngste. Ofte taler du mere fornuftigt til den ældre, din nærhed, dit tonefald osv. er anderledes end når du taler med den yngste og pigerne kan naturligvis godt mærke denne forskel.

Der må naturligvis godt være forskel fordi børnene har forskellig alder, du kan godt stille nogle lidt andre krav til Kathleen, men det er vigtigt at hun stadig oplever det som noget positivt. Det er vigtigt at hun ikke får fornemmelsen af at du bedre kan lide Luna, fordi du i din måde at reagere på og kommunikere til hende på, virker mere fysisk nærværende. Måske holder du mere om hende, trøster på en anden måde .. prøv at tænke over hvordan du gør.

---

---

---

Fortæl også Kathleen, hvor dejligt det er at du har hende. Hvor godt det er at have så stor en pige og hvorfor det er godt. Hvad er det præcist der gør det dejligt med hende, hvor adskiller hun sig fra sin søster. Du kan f.eks. godt fortælle Kathleen, hvor dejligt det er, når hun selv klæder sig på, hvor fantastisk en pige hun er, når hun kan det - det er jo ting som Luna endnu ikke mestrer og der er ikke noget i vejen for at hun selv bliver lidt opmærksom på hvad adskiller de to.

Og samtidig skal du naturligvis også kunne hjælpe den ene og gøre det færdigt, uden at verden ramler for den anden. Her må du så prøve at sætte ord på igen "jeg kan godt forstå du bliver ked af det, når jeg hjælper din søster. Jeg hjælper dig lige om lidt.." eller lignende, så du viser at du godt forstår hvad der sker, men lige nu prioriterer du at gøre det færdigt du var igang med og så hjælper du naturligvis den anden.

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---